Året med de fire jul

Det er slet ikke så dumt at fejre jul med både honduranere, amerikanere, kiwier og danskere. Hele d. 24. gik med at lave kalkun, brune kartofler og rødkål til den danske middag. Samtidig lavede pigerne den honduranske julemad, tamales (majsdej med ris, grøntsager og evt. kød pakket ind i et palmeblad og kogt). D. 25. Lavede Allison amerikansk julemiddag mens Conor lavede en New Zealandsk julebarbecue. Det var slet ikke dumt. Desværre har Fendi gjort en vane ud af at åbne mit køleskab og spise alle spændende rester. I nat drak hundene oven i købet al min mælk. Jeg tror det er på tide, Fendi kommer hjem...

Ellers har vi leget dansk pakkeleg juleaften. Eftersom ingen af pigerne havde prøvet det før, gik alle ind i det med krop og sjæl. Det er muligt, vi kan blive nødt til at lave det til en tradition. Vi havde lavet ekstra regler til at sikre, at alle endte med mindst en pakke, men det undgik ikke, at Giselle alligevel blev skuffet over kun at få en. Til gengæld var hun også den allermest begejstrede over alle gaverne julemorgen. Hele hendes krop var spændt til det yderste og øjeblikke måtte jeg overveje, om hun huskede at trække vejret ;) Jul skulle altid holdes med børn i alle aldre!!

Må I alle have en fortsat skøn jul og et fantastisk nytår!

Der er intet som familie og gode venner

Den sidste uge har stået i Randi'ens tegn. Min skønne veninde Randi ankom i søndags med godt humør, snakke- og hyggelyst samt rødkål, grødris, glöggmix og et væld af chokolade, lakrids og en lækker pose speltmel. Efter at have hjulpet pigerne med at flytte ind i skolen og volontørhuset mandag, have boet sammen med dem mandag-fredag og planlagt/gennemført udflugter og juleindkøb for dem alt imens, er jeg overrasket over, at hun stadig står på benene, men sej er hun jo. Jeg var selv ved at blive skør af det, men så meget desto mere fantastisk blev fredag aften, da vi endelig havde fået dem hjem i deres eget hus (under spritnyt tag) og havde ro nok til at spise et måltid ved et bord og vende verdenssituationen. Der er noget så dejligt ved folk, der kender en ud og ind og stadig holder af en.

Resten af ugen har nu også haft sine højdepunkter. Fik set Copan ruiner tirsdag (med Randi og alle piger på 7+), fik min 5-årige opholdstilladelse på plads onsdag, og var på juleshopping med pigerne i dag. Og så har jeg jo haft fornøjelsen af pigernes selskab, smil, rod, leg og kram 24 timer i døgnet hele ugen.

Småkager og kagehuse

Og det blev så natten hvor mine hunde åbnede køleskabet, væltede gryden med svenske chokoladebrød ud og spiste dem alle. Jeg havde lavet en temmelig stor portion til at dele ud til vores naboer, det må vel gøres om. og så kan jeg ikke forestille mig andet end at hundene har dårlig mave nu...

Derudover har det været ugen med en skøn skoleafslutning med varm kakao, kagehuse, løb og
julefilm blandt andre ting. Det var også ugen
med en skøn danseopvisning i form a pigernes afslutningsdans: "Nøddeknækkeren" De gjorde det så fint, men de er jo bare skønne ;)

Ellers er jeg nået til at glæde mig til en ferie. Det var en helt ubeskriveligt skøn fornemmelse her til morgen at vågne op alene i værelset og i huset. Det varede selvfølgelig kun indtil mine hunde gav mig et mere realistisk syn på verden, men stadig ;)

Snobrød og thanksgiving

Hvor er det længe siden, jeg har bagt snobrød. Næsten lige så lang tid, som det (ifølge mine barndomsminders) tager at bage et snobrød. Var dybt overrasket over, hvor hurtigt det går som voksen. Jeg er forholdsvis sikker på, at ingen af pigerne var enige i at det ingen tid tog. Jeg fortalte konstant at de ikke måtte have brødet inde i flammerne og de blev ved med at komme tilbage med kulsorte ubagte brød for at spørge om det var nok. Først hen imod slutningen havde jeg tid til at kigge ordentligt på dem og måtte tre gange i træk sige, at de ikke måtte have brødene inde i flammerne uden at nogen reagerede. Men da jeg blev ved med at gentage mig selv, endte en af pigerne alligevel med at spørge: "Hvad betyder 'flammer'?" Det er muligt jeg ville have sat pris på det spørgsmål en time tidligere, men sådan er der så meget ;) Om ikke andet føltes det som en rigtig lejr.

Derudover har vi selvfølgelig holdt thanksgiving. Det tog intet mindre end fem ovne at lave maden, og da der ikke var nogen ovn på lejren, havde vi maden spredt ud over 5 huse udover lejrkøkkenet. Vi startede 7 morgen med at preparere kalkuner og køre dem ud til de første par venner og bekendte og så gik madlavningen hak i hak til vi kunne spise kl 18. Men det var superlækkert, da vi endelig nåede til at spise. Det er muligt at amerikanere ikke altid har det sundeste mad, men de forstår at give det smag.

Man bliver så klog af at undervise :)

Så er vi flyttet ud og jeg fik lov at passe børn det meste af flyttetiden. Det var ikke mindre trættende, men superhyggeligt :) Lørdag var min opgave at få alle børnene ud af huset. De to andre volontører og jeg tog dem med til byen på Kentucky Fried Chicken og i biografen. Det blev en meget lang dag, men ikke desto mindre god og Allison fik mulighed for at blive færdig med pakningen.

Siden det er ugen gået meget stille og roligt. Min kemiklasse (Belkis og Mariela) har lige færdiggjort temaet "Atomets opbygning" og jeg har lært at sige "uparret elektron" og lært at det var en dansker ved navn Møller, der opsatte et diagram for i hvilken rækkefølge orbitaler fyldes op. Jeg bliver klogere hver eneste dag. :)

Derudover glæder jeg mig til at komme hjem på ferie i februar. Hav en skøn weekend!

Pakke, pakke, pakke

Det er et mysterium for mig hvordan en superintelligent lille pige kan pakke 4 bluser, 12 bukser og 5 pyjamaser/natkjoler, når beskeden lød på 7 bluser, 7 bukser og 3 pyjamaser. Men man kan vel være nok så intelligent og alligevel ikke kunne holde koncentrationen længe nok til at tælle til syv. Et andet krav var, at bukser/bluse kombinationen matchede og at maks 2 af sættene var lege-/blive-beskidt-tøj. Det er også mange ting at skulle huske på en gang for en 6-årig. Efter at have pakket det hele om så alle krav var opfyldt, måtte jeg alligevel acceptere to par ekstra bukser fordi de var så flotte, at hun ikke kunne undvære dem ;)

Asly er noget af det skønneste. Hun er superintelligent men kan ikke sidde stille i 7 sekunder og kommer gerne i problemer, hvis hun ikke har noget til at fange hendes opmærksomhed. Hun har de gladeste øjne, det skønneste smil og evige rifter og blå mærker. Hun er altid igang og kommer oftest til at sparke mig i hovedet eller lignende, når vi leger. Men når der er konstant bevægelse er det altså så svært at holde styr på alle de retninger de utallige arme og ben flyver i på en gang. Hun er også den med de største hundeøjne. Ikke at hun prøver at opnå noget, hun virker ganske enkelt knust hver gang nogen bliver sur over, at hun har leget for vildt.

Det var en fornøjelse at hjælpe hende med at pakke og vælge det allerbedste legetøj at tage med. Grunden er, at vi nu endelig skal til at skifte taget og derfor bruger weekenden på at flytte ud i en lejrbygning på den anden side af Peña Blanca i nogle uger.

Jeg kunne desværre ikke få noget godt billede i mørket værelset, så I må få et arkivfoto af hende.

Vabler, solskoldning og skønne børn

I går havde vi en skøn dag på søen med en gruppe piger. Flere af dem forbedrede deres rotalenter betragteligt. Det lykkedes os ovenikøbet at ro ligeud med femårige Emely ved den ene åre og mig ved den anden. Det er dog muligt, at deres iver efter at ro har en sammenhæng med mit rødmossede ansigt. Vi kom først afsted kl halv elleve og fik så brugt fire timer under en skyfri sol, men det var absolut det hele værd. Havde syv sprængte vabler på hænderne og sov fantastisk ;)

Men har generelt haft utroligt meget overskud her i weekenden.

- Var ude at ro med en ny gruppe piger.

- Har bagt lakridskage, har fået puttet mere mel og salt i modellervoksen, så den virker igen (og leget med den med pigerne).

- Har organiseret en meget tiltrængt oprydning i haven.

- og har bare nydt at være sammen med pigerne.

Samværet med pigerne har dog også været tiltrængt, da jeg næsten ikke har været oppe i huset i løbet af ugen. De er altså dem, der giver mig overskud og glæde i hverdagen :)

Stilhed efter stormen

Lægebesøg, familiekriser, lægebesøg, mediscinskattejagt i diverse storbyer, lægebesøg, babybræk, undervisning, lægebesøg og pasning af syge børn har taget min tid de sidste uger. Sjovt nok er det sjældent lykkedes mig at tage en pause i løbet af dagen, så sidste weekends miniferie med min søster og kusine med datter var et stort hit, omend jeg havde feber allerede inden vi nåedes til hotelværelset. Men så meget desto bedre var det luksuriøse hotelværelse med all-inclusive.

I går kom Allison så hjem, og havde taget en pose med diverse lækre chokolader med hjem som tak for hjælpen (god chokolade er en specialitet her og forøvrigt hundedyr). I dag har jeg nydt min seng i volontørhuset, min sambos mad samt manglen på internet og kontakt med omverdenen.

Alt det til trods har jeg en svag mistanke om, at der ikke går mange dage før jeg kommer til at savne at putte pigerne om aftenen samt morgenens kram, smil og skrig. Jeg må indrømme, at det alt i alt var en utrolig hyggelig oplevelse at bo så tæt med børnene og være den, der trøstede, når de havde fået en splint i foden eller havde leget for vildt.

I can't catch a break

Se, der er en sætning, jeg vist aldrig før har forstået den fulde betydning af før nu.

Igår troede jeg, at jeg skulle slappe bare lidt af, men ind imellem besøg fra IHNFA, gasforgiftningen (ok, forgiftning er måske en overdrivelse) af en sprunget sparepære, indkøb og lign. I landsbyen samt medicinering og behandling af de syge piger, blev klokken alligevel 16, før jeg fik mulighed for at gå ind at trække vejret på værelset. Jeg havde dog ikke været der to minutter før en af de ældre piger skrev, at hun gerne ville hentes fra sin veninde. Så meget for min pause.

Jeg ville ønske, at jeg kunne være den evigt tålmodige, evigt kærlige moster, men i går slap min tålmodighed op overfor en af de ældre piger, der virker til ganske enkelt at tro, at hun er hævet over de almindelige regler i hjemmet. Hun virker ikke engang til at gøre det af ond vilje, jeg tror bare at hun ikke kan se hvorfor de regler skulle gælde hende også. Resten af aftenen havde jeg desværre heller ikke den tålmodighed, jeg gerne ville have med de andre piger, men de virkede til at tilgive mig og stadig komme og sætte sig hos mig da vi så film. Skønne er de jo!

Højdepunkter på dagen var, at sige godnat til de 6-7 årige. De gemmer sig under dynen, når jeg kommer og ved intet bedre, end at blive fundet. Vi har en fest :)

Nybagt barnepige til 20 børn

Hvor meget sover forældre med to babyer i sengen, der kravler rundt og kræver fysisk kontakt hele natten?

Hvordan holder man øjnene åbne på arbejdet efter endnu en søvnløs nat?

Hvad gør man, når børnehaveklasselæreren er syg og man pludselig står med 3 børnehaveklassepiger uden pasning?

Hvornår har børn mest brug for et kram og hvornår har de mest brug for en irettesættelse?

Hvad gør man med 20 børn, der alle savner mor og med store øjne fortæller, at de alle græder lige så snart jeg er faldet i søvn?

En aften sad jeg med en ustoppelig grædende pige, der mellem klynkende vedvarende kaldte på "Mami". Jeg kunne ikke gå fra hende, og hun kæmpede ikke seriøst imod, at jeg var der, så jeg er ikke sikker på at hun havde lyst til at være alene. Hele hendes kropssprog sagde dog, at hun afskyede mig (lige i det øjeblik - ellers er vi nu gode venner) - formentlig primært fordi jeg ikke er mor. Det går lige i hjertet på mig, og der er ikke meget, jeg kan gøre.

Allison tog lidt pludseligt afsted, da hendes far blev kritisk syg. Vi ved ikke hvornår hun kommer hjem, men der går nok mindst et par uger. Jeg er derfor flyttet ind i hendes værelse og taget hendes rolle i huset (bortset fra, at jeg bare ikke er mor). Alt det praktiske fungerer sådan set. Men jeg har lyst til at sætte mig til at tude over pigernes savn, som jeg på ingen måde kan udfylde, samt Allison, hendes søskende og det, de går igennem nu.

Min seneste filosofi går dog ud på ikke at tænke for langt frem i tiden eller for bredt på omstændighederne, men bare sikre mig, at de næste 29min fungerer. Jeg tror jeg vil holde fast i den. Den har været en succes indtil nu ;)

Skoleleder eller ej

Jeg underviser 2 x 35 minutter om dagen. Resten af formiddagen er det meningen, at jeg skal lave kontorarbejde. I praksis bruger jeg resten af formiddagen på at tage mig af børn, der ikke lytter til deres lærere, børn der bliver syge og lærere, der har spørgsmål til skoledag og/eller undervisning.

I begyndelsen holdt jeg stædigt fast på, at den slags forespørgsler hørte under Allisons domæne, men har måttet accepteret at jeg (for dette semester) er daglig leder i skolen. Fordelen er selvfølgelig, at jeg har mere med børnene at gøre, og den del nyder jeg ;)

Onsdag aften var jeg oppe hos Allison for at vaske tøj. Det var helt hyggeligt at se babyerne igen. Jeg taler konsekvent dansk til babyerne i en utopisk drøm om, at de bliver tresprogede. Igår var det lidt en nedtur da Giselle på 4 år sagde sit første ord på dansk: "Nej". Lizbe på et år (billedet ovenfor) blev ved med at rive mine briller af mig (der er vist ikke noget at sige til, at de allerede er skårede), og min reaktion var at sige: "Nej Lizbe" og sætte hende ned på gulvet. Det kopierede Giselle hurtigt - endda med perfekt udtale. Jeg kunne godt have ønsket mig, at det var mere konstruktive ord hun lærte først ;)

Kemi i køkkenet

Jeg er i ugens løb blevet matematiklærer og kemilærer for 10. Klasse. Jeg nyder det i den grad. Jeg er lidt spændt på hvordan jeg skal finde ud af at lave forsøg uden kolber, bunsenbrændere og pipetter. Det gik dog fint i dag, hvor vi lærte om hvordan man kan separere blandinger af kemiske stoffer. Vi lavede en opløsning af NaCl og H2O hvorefter vi via evaporation udvandt NaCl igen. I praktisk satte vi en gryde over ilden med vand og salt og observerede vandet gå på gasform og efterlade aflejringer af køkkensalt i gryden.

Desuden lavede vi kromatografi med toiletpapir, vin og vand. Jeg synes selv det var lidt sjovt at lave kemiforsøg med så simple remedier. Hvor kreativ jeg må blive for at gennemføre et helt semesters kemi på den måde må tiden vise :)

Yaniri

Mød min nye veninde, Yaniri. Hun er her på arbejde i en prøveperiode. Allison kan virkelig godt bruge ekstra hjælp i huset. Det eneste problem er, at Allison ikke taler særlig meget Tegnsprog. Men så igen, Yaniri's Tegnsprog er også begrænset. Jeg har dog allerede lært nok honduransk Tegnsprog (tilføjet en del logisk gestik og mimik) til at forklare hende hendes arbejdsopgaver og snakke lidt om løst og fast. Jeg har en fest. Jeg håber at jeg på to uger kan lære nok til at lette kommunikationen, så det kommer til at fungere. Ved dog stadig ikke om det er et arbejde hun egentlig er interesseret i. Men jeg nyder det så længe det varer og undersøger mulighederne for tegnsprogsgudstjenester og tegnsprogsundervisning alt imens.

Statusrapport

Så har jeg allerede været her i over to måneder. Omend der er ting, der er ved at blive hverdag, kan jeg mærke, at jeg stadig er udenfor min komfortzone. Jeg kører træt og kan godt få midlertidig lyst til at flygte fra børn, spansktalende mennesker, edderkopper, grove gulve og kolde bade.

Men når jeg så gør status over min tid her, popper minder op som:

- Børnenes smil og latter over at vælge tøj, flette hår og føle sig specielle, når jeg tager dem med i biografen.

- Gaby´s glæde over, at jeg kan tage det som en leg; hygge, joke og grine med hende mens jeg bærer hende fra biografsædet ned til hendes kørestol.

- At kunne se Nahomys øjne klare op og hendes muskler langsomt slappes, når jeg efter en slåskamp sætter mig til at flette hendes hår i stedet for at skælde ud.

Nogle af børnene tager mere tålmodighed end andre, og dermed kræfter. I går bad Allison mig om at tage mig af Asly, da hendes egen tålmodighed var løbet ud. Jeg må indrømme at jeg selv måtte trække vejret dybt nogle gange, men ikke desto mindre lykkedes det at få hende til at falde til ro, fundet tøj til hende og blive klar til at tage i biografen. Det er den slags ting, der gør, at vi per definition er mindst 10-15min forsinkede ud af døren til hver en tid. Men det er også det, der gør det hele værd.

Jeg kan ganske enkelt ikke få nok af de piger.

Fordelen ved bofæller

Jeg mindes dengang Kristine, mine skønne bofælle i København flyttede ind. En af mine tanker var, at en bofælle forhåbentlig kunne få mig til at tage opvasken dagligt. Hvad skal jeg sige... det gik ikke helt efter planen. Omend jeg på en hel del andre områder ville foretrække Kristine, må jeg sige at mine nye bofæller på det punkt er en hel del bedre lige hvad opvask angår. Kan I forestille jer, at de rent faktisk bider mig, når jeg kommer tilbage i køkkenet, hvis jeg ikke har vasket ALT op dagen inden? Derudover føler de sig tydeligvis berettigede til al min mad - fuldstændig kolde overfor hvem, der har betalt det... Jeg ville gerne tage diskussionen op med dem, men jeg taler endnu ikke myrisk. Det skulle måske blive mit næste projekt. Her skal dog nævnes, at lige netop myrerne er helt utroligt gode til at rydde op. Hvis man efterlader en lille klat smør på en kniv en aften, er kniven slikket næste morgen. De er effektive.

Hatchi og Prada sidder  sjældent stille længe nok
til at få et ordentligt billede af dem.

Nogle af mine andre bofæller, mine (for tiden 2) hunde er en helt anden snak. De vil gøre alt for at give mig en god dag. Her til morgen gav de mig en Manzonisk oplevelse i form af en udstilling af aflagt toiletpapir udover stuegulvet. Jeg er normalt en større fan af genbrugstanken end jeg var lige i dag.
Men måske er de begyndt at kede sig. Jeg har været i San Pedro 3 gange på en uge med trámite.
Trámite betyder på almindelig dansk "Den langtrukne proces, det er at forsøge at komme igennem det uoverskuelig bureaukrati i Honduras"

Til gengæld har jeg nu prøvet at køre i San Pedro Sula, så nu ville jeg godt kunne køre derind selv (omend det kræver øjne og spejle på alle sider og hjørner af bilen for ikke at ramme en fjollet trafikant). Jeg har også en lånebil for tiden, så min følelse af frihed udvikles stødt :)

Ugen hvor jeg forgiftede mit hjem

Det hele startede med en ganske almindelig edderkop. Dvs. den var almindelig efter honduranske standarder. For mig, var det et uhyre af en størrelse, der ikke kendes lige i mit danske forkælede hoved. Den befandt sig i mit bade-/soveværelse ved nattetid, og ikke engang en udmattende dag kunne overbevise mig om at sove derinde.

Tanken om at fange/dræbe det "lille" kræ slog mig selvfølgelig. Men...
Hvordan i alverden fanger man en edderkop, der formentlig er stærk nok til at løfte de isbakker, jeg plejer at fange dem under?
Hvad er sikkerhedsafstanden på menneskedræbere?
Var den rent faktisk farlig for mig eller var den bare stor?
Hvis jeg endelig fik en tilpas tung æske over den, hvad ville være stærkt nok og tyndt nok til at liste under æsken for at bære den ud?

Summa Summarum, jeg fik fat i min pude og lagen og sov ude i minibussen.

Belkis og Arnold (vores allesammens handyman) gik på jagt efter edderkoppen dagen efter - dog uden held. Så sprayede de hele mit hus med insektgift (1,5 bøtte), og kun et par timer senere var de døde kakkerlakker begyndt at regne ned i hele hytten. Prada (min lånehund) og jeg fortrak til Allisons hjem for natten for ikke selv at blive forgiftede, og dagen efter kom altid hjælpsomme Belkis ned for at assistere med en tiltrængt hovedrengøring.

Nu er hele hytten så skinnende som et honduransk hjem nogensinde bliver. Det regner stadig med døde kakkerlakker med jævne mellemrum, og alle de edderkopper, jeg har set postgift, er overordentligt levende alt til trods....

Prada

De fleste husstande har hunde. Man ved aldrig om de bider. Ergo, man rasler altid med havelågen istedet for at gå ind og banke på. Når man så ligger fredeligt i sin seng, skal man bare høre lidt godt efterår for at vide hvilken havelågen, der larmer. Jeg blive bedre til det efterhånden.

Og så har jeg fået min egen hund. Rettere, jeg har fået lov at låne Prada eftersom de ikke er helt sikre på, om det er hende, der giver babyerne knopper. Men hun er skøn. Har aldrig været hundemenneske, men der er altså noget utroligt hyggeligt ved at have sådan et lille væsen til at hoppe og danse rundt om en, når man kommer hjem. Hun kommer ikke ind på mit soveværelse grundet de mystifistiske knopper, men hvor er det hårdt at høre hende pive og kradse på døren, når jeg lukker den om aftenen, eller når hun synes, det er blevet morgen.

Hun har været i storbyen nogle dage for at blive vaccineret og steriliseret. Omend hun stadig er glad for at se mig, er hun noget roligere i dag end hun plejer at være. Men det må jo også tage lidt på hende med sådan en operation.

Derudover er det ferie i denne uge. I går benyttede vi os af det til at tage nogle bolde og ketchere med ud at lege ved et nærliggende hotel. Super hyggelig tur.

At finde eller ikke finde vej

Den 15 personers bus har jeg vænnet mig til - jeg holder ovenikøbet utroligt meget af den. Det gælder ikke mindst, når der (som oftest) er lidt mere end 15 børn i den. Lørdag fik jeg så fornøjelsen af min første lange tur. Fem kvarter til Siguatepeque, hvor pigerne havde en balletopvisning. Vi kom selvfølgelig ikke afsted i god tid (det gør man generelt ikke, hvis 15+ piger skal klædes ud og have lagt makeup).

Ikke desto mindre; det lykkedes at komme ud i bussen, og jeg får spurgt Belkis på 19 om hun har adressen.

- Jeg har den beskrivelse Diana (balletlæreren) gav mig

Adresser er - ligesom vejbane og husnumre - en by i Rusland, så hernede er adresse og vejbeskrivelse samme ord

- Men du ved hvor indkøbscentret ligger, ikke?

- Overhovedet ikke.

- Men du kender byen?

- Slet ikke.

Det blev en absolut lige så spændende tur som I alle har forudset, det ville blive. Jeg er meget taknemmelig for, at de små faldt i søvn. Jeg fik lov at bruge hele syv kvarter på turen.

Måske skal jeg have læst op på honduranske færdselsregler... Jeg går jo bl.a. ud fra, at hvis der ikke står andet, må jeg gerne lave en U-vending. Belkis var knap så overbevist.

Hjemturen tog heldigvis kun de fem kvarter den burde. Ikke desto mindre er mørkekørsel i Honduras en historie for sig. De gør det ikke utroligt meget i reflekser eller lys på vejene (det besværliggør jagten efter vejbanen en del). De gør heller ikke altid så meget i det med at blænde ned for modkørende. Derudover er de utroligt glade for tåge, klippevægge, klippeskrænter samt fodgængere midt på vejbanen. Men selv det kan man vel vænne sig til.

P.S. Balletopvisningen gik fint. De små er utroligt nuttede mens de render forvirrede rundt på scenen i lyserøde skørter, de store er dygtige og elegante, og de fleste af dem gjorde faktisk et forsøg på ikke at blive væk fra mig i storcentret.

I have gone native

Den anden dag stod jeg med en dåse tomater i hånden - en lille smule frustreret over, at jeg hverken havde dåseåbner eller håndtag i låget. Overvejede ikke mere end nogle sekunder før jeg med sikre slag hamrede husets eneste kniv ned i dåsen igen og igen indtil jeg havde et stort nok hul til at få tomaterne ud ad. Jeg plejede ikke at bifalde pigernes (for)brug af skarpe knive. Kan et land ændre ens personlighed så meget eller har jeg undervurderet tomatcravingens magt?


Derudover kan jeg ikke lade være med at nyde mit køkken. Det er så lille og simpelt, men har (næsten alt) hvad man skal bruge til almindelig madlavning; to blus, en kniv (afhængigt af hvor længe den overlever), et par tallerkener, gafler og skeer, et skærebræt og en vask. En af de ting, jeg virkelig nyder er, når jeg får lavet noge tmad, der ligner det, jeg laver derhjemme.

Og så var det jo Giselles fødselsdag i går. Der er ikke meget. der er kærere end en firårigs fascination over at blive fejre ;-) Derudover har vi en tradition med at fødselaren tager en bid direkte fra kagen. Nogen kom måske til at puffe til Giselles hoved inden hun nåede dertil ;-)

Om hvordan man gebærder sig i køkørsel og hvordan donuts bør spises

Dette blev så ugen hvor jeg fik fornøjelsen af flere hundrede myrer spredt over en enkelt lille fod og den dans, jeg opfandt til lejligheden.

Det blev også ugen, hvor jeg som en rigtig honduraner, måtte rulle vinduet ned og med hånden vinke af bilen ved siden af for at give os plads i hans vejbane. Det virkede over al forventning. Allison har godt nok en teori om, at det evt. var det blonde flagrende hår, der fik bilen (der ellers var godt på vej til at overhale) til at hugge bremserne i. Selv er jeg selvfølgelig overbevist om, at jeg ganske enkelt har talent for det ;)

Paola har lavet en blomst/hat med et besøgende team. Bagved er vores kontor og døren til mit soveværelse

Pigerne er på sportslejr i denne uge. Det er kun daglejr, så de skal køres frem og tilbage hver dag. Det var meningen, at vi andre så skulle få ro til at noget noget mere i løbet af dagen, men det er sjovt som de 5 børn i alderen 1-3 år sagtens kan tage al opmærksom og energi helt selv, når de større børn er væk ;) I går havde Addison og Giselle på tre år ingen appetit til morgenmaden. Det viste sig, at de havde taget en æske med 12 donuts med ind på værelset og spist af dem alle. Alle de dele med glasur var væk, og den afbidte bund lå tilbage. Vi havde lidt svært ved ikke at grine af det.

Det er utroligt, så hurtigt noget bliver til hverdag. Folk taler spansk alle vejne, kolde bade, nyt arbejde, pool i haven (ok, den blev først renset til i går, så det er stadig nyt og spændende), at gå uden strøm og internet. Men alting har jo sine fordele. Hvor tit får man lov at sidde med et glas vin på terassen i bælgravende mørke og nyde ildfluerne i deres fulde kapacitet? Og hvordan finder man ellers ud af, at en iPads er allermest uundværlig, når det er eneste lys ved toiletbesøg?

Derudover er min store udfordring for tiden at indstille mig på Soddy Daisy-engelsk. Det er ikke helt det samme som det britiske, jeg plejer at bruge. Måske burde jeg se Forrest Gump eller lign. i stedet for Doctor Who, men det må vist komme senere ;-)

Hvis I har lyst til at se, hvad jeg ellers laver, prøv at se EFP's blog. Den bliver updateret ugentligt (og det vill denne også være blevet hvis vi havde haft net ;-))

Pocahontas reborn

I really think I am the new Pocahontas, I am so in touch with nature. I have got a bunch of new friends:

- my cooking partners, the ants (who btw come in very different sizes and colors).

- my shower friend, the cockroach 

- my nightly visitor, the gecko

- and then last night, I got three new drinking buddies in the sweet banana flies who were as desperate for my white wine as I was.

It is really amazing never having to feel lonely - it is so great to know that they always will be there for me.

I can't quite remember though, whether Pocahontas really did spent all of her working hours in front of a screen typing bio on each girl for their new website...

At leve på honduransk kap. 1

Kan jeg give dem ekstrastærke sovepiller? Eller bør jeg udlevere ørepropper og parfumeskjold?
Måske ville det eneste høflige være slet ikke at spise? Hvad er god toiletetikette i Honduras?

Der kommer altså en lille krølle på almindelig høflighed, når man  bor i et ægte honduransk hus med et simpelt gardin mellem toilettet og bofællers værelse. Men som dannet europæer er mine toiletbesøg selvfølgelig diskrete og ladylike - ikke mindst mens min mave forsøger at vænne sig til honduransk kost. :P

Derudover blev jeg i går interviewet til den infovideo, vores besøgende team er ved at lave om EFP (er selvfølgelig meget spændt på, om der er noget som helst af min forvirrede plapren, der er brugbar). I samme forbindelse fik jeg titlen "Director of Communications" og fik første ud af to lektioner i sociale medier af en, som ved lidt mere om det end jeg gør. Begynder jo helt at glæde mig :)

4 bønnemåltider senere

Hvorfor skulle der ikke staa en tiger midt paa gaden i landsbyen?

Efter 4 bønnemåltider, 2 kolde bade, et ukendt antal myggestik og 2 overnatninger med en blæser pegende direkte på min seng, er jeg ved at falde på plads - jeg bliver oven i købet bedre og bedre til at smide mit toiletpapir i spanden ved siden af toilettet efter brug. :P

Karen (medarbejder paa EFP) med boernehjemmets abe

Jeg bor nu nede i volontørhuset sammen med to honduranske lærere, som bor for langt væk til at kunne pendle. Der er noget utroligt hyggeligt ved at bo lokalt. Bo i et hus, der er lige så simpelt som et typisk honduransk (omend vores dog har den luksus både at have blæsere, gaskomfur og køleskab) samt at gå et par huse ned ad gaden for at købe æg og brød til morgenmaden i det nærmeste pulperia.

Derudover er dagene gået med at filme. Vi har tre gæster på besøg til at lave en lille informationsfilm om EFP. Den ene har sit eget filmselskab. Han har en drone med kamera, som bruges til optagelser ovenfra. I går på et børnehjemsbesøg, blev det dog lige så meget brugt som underholdning for børnene, der havde en fest med at prøve at fange det. Vi andre nød næsten lige så meget at iagtage legen. Samme børnehjem har en fritløbende abe, som I sig selv er et tilløbsstykke.

Breakfast at Heathrow

Så er jeg på vej igen. Sidder over morgenmaden i Heathrow og prøver at forstå, at det ikke kun er en lille ferie jeg er på.

Primært sidder jeg dog med en overvældende oplevelse af venner og families kærlighed og omsorg. Mens jeg har været hjemløs og halvstresset har alle været utroligt hjælpsomme og overbærende.
Mange tak!

Og mange mange tak til alle jer, som kom og gjorde mine sidste par dage så dejlige og gav mig mulighed for at se jer en sidste gang. Jeg kan ikke rigtig fatte at jeg er heldig nok til at have jer!

Håber I får en dejlig sommer og glæder mig til at se jer igen enten i Danmark eller Honduras.

Back to basics

Hvem kan i virkeligheden nyde altid at have strøm til vaskemaskinen? Hvem gider på sigt at fråse i udvalget af ost i supermarkedet? Og hvem kan i længden nyde fred og ro, når man kan være omgivet af skrigende, grinende, grædende og legende piger?
Jeg kan tydeligvis ikke.


Det er fantastisk at være tilbage i Danmark! Jeg glæder mig til at komme tilbage på arbejde. Jeg kan ikke vente med at se venner og familie. Jeg har savnet at danse.

Alting er nemmere i Danmark. Her er drikkevand i hanen; toiletpapiret kan komme i toilettet; jeg kan bestille mine varer på nettet og få dem leveret, når jeg ikke gider slæbe juice og mælk op på 4. sal; jeg kan gå i byen og hente alt, jeg har brug for; jeg har et super netværk; her er ikke noget eller nogen at være bange for.
Alligevel føler jeg mig til tider mere hjemme i Honduras end her. Det føles "rigtigt" at være Honduras. Jeg nyder simpelheden; alt hvad jeg gør, gør jeg, fordi det giver mening; og jeg elsker pigerne. Men når alt kommer til alt, er mit eneste egentlige argument: Det føles "rigtigt".

Så til sommer tager jeg til Eternal Family Project som volontør i et år.
Det er mærkeligt at sige sit job op, at sige sin lejlighed op. Det er mærkeligt at forlade familie, venner og alt det, der har optaget min tid og energi.
Men det bliver godt!

Håber at se så mange af jer som muligt så meget som muligt i løbet af foråret.

Varmt boblebad (+ svar på EFP-quiz)

Kære venner, familie og andre interesserede,

Mange tak for at I har fulgt med paa min tur. Det har været rigtigt hyggeligt :)

Jeg kom godt hjem i aftes og fik mig et lækkert varmt boblebad med Harry Potter på computeren ved siden af. Nyder stilheden, pladsen, det generelle niveau af luksus og udvalget af mad (omend nogen skulle lære mig at skrive på mine frysebokse, mens jeg stadig kan huske hvad jeg puttede i dem ;)).

Også mange tak for jeres deltagelse i Den Store EFP-quiz. Og et stort TILLYKKE TIL MÅGE! Hun have hele 7 rigtige og kaffen må derfor gå til hende.
Nedenfor kan I se de rigtige svar.


1. Hvad giver hovedpine om morgenen i Honduras?
a. Koldt badevand fra bjergene.
b. Skrigende babyer.
c. Overophedning af hjernen efter udregning af tallerkenbehov til morgenmaden.

2. Hvorfor er der generelt 2 toiletruller på toilettet?
a. Med 20 piger i huset er man altid ved at nå bunden af den ene. - Så forudseende er vi slet ikke ;)
b. Den ene venter på at tørre efter at være faldet ned på gulvet.
c. Den ene har sudokuprint på.

3. Hvad karakteriserer bedst Honduras?
a. Bjergrigt
b. Ørkenland
c. Moser og søer

4. Hvorfor har man altid sin håndtaske i nærheden?
a. Man ved aldrig hvornår man får brug for at opfriske make up'en.
b. Så er spritflasken altid i nærheden efter toiletbesøg (i mangel af sæbe).
c. For at være sikker på at pigerne har noget at spørge om, hvis de ikke kan finde på noget bedre.

5. Hvorfor har man altid adskillige par sko med til Honduras?
a. Så man har et ekstra par når pigerne får lyst til at gemme det ene.
b. Man skal bruge et par til kirken, et par til byture, et par til at lege i haven og et par til at bade i.
c. Der er ingen god grund. Man bruger alligevel kun klip klappere.

6. Hvilken ting er noget nær uundværlig på EFP? Jeg indrømmer den er meget individuel - Ørepropper og til tider Solcreme er også en god idé, men det ændrer ikke ved vinderstillingen. :)
a. Antikløecreme
b. Ørepropper
c. Solcreme

7. Hvilket udsagn bliver mødt med størst glæde på EFP?
a. "No va a empezar la escuela hasta la proxima semana" (Skolen begynder først fra næste uge) - Det med skolen var de faktisk pænt skuffede over...
b. "Lavense las manos" (Vask jeres hænder!) - På EFP betyder det i praksis: "Det er spisetid", og de er utroligt madglade :)
c. "Vayan al carro" (Gaa ud i bilen)

8. Hvis modtageren ikke svarer et tlf.opkald, hvad er typisk grunden?
a. Vedkommendes tlf. er blevet vaek.
b. Der er ingen mobildaekning.
c. Vedkommende sidder i et vigtigt moede.

9. Hvad hedder hovedstaden i Honduras?
a. Peña Blanca
b. Tegucigalpa
c. San Pedro Sula

10. Hvad er der størst sandsynlighed for at møde på en bustur i Honduras?
a. En karismatisk prædikant - Er meget almindelige også - dog overgår småkager dem med mindst en faktor 10 ;)
b. En småkagesælger - Dem møder man faktisk flere af paa hver bustur. Oftest sælger de "Rosquillas"
c. Et bandemdlem med en pistol - Ja, det kan ske, men jeg har endnu ikke selv oplevet det :)

Helt generelt - det er mere dialekt end formelt spansk mange af de ord, I faar her ;)

Ruby's Diner, Houston Intercontinental Airport

Kender I det med at man står af et fly og er så sulten at folkene i security ligner pommes frites og levende brownies? Når man så endelig får lov at sidde ned på en diner, får sin menu og tjeneren 30 sek. efter kommer for at høre om maden er god, men i stedet siger: "Wow, jeg kan se at burgeren var god!" mens han samler burgerens sammenkrøllede papir sammen og tager med ud i køkkenet... :-/

En dag tilbage - lev mens du gør det, elsk mens du tør det

Sidste dag her. Hvordan er det nu det er? Man ved ikke hvad man har før det er væk. Har brugt dagen på at hygge lidt mere end normalt. Brugte et frikvarter på at tage min klasse (3.-4.) ned at købe chips. Efter skole tog vi ned at spise is. Ellers har vi hygget, leget og fejret Denias fødselsdag med Tajadas ("pommes frites" lavet af platanos (=madbananer)). Denia (12) skulle absolut have lov at vælge menuen hver dag :-)

Den største nyhed er, at Lisbe (10mdr) for alvor er begyndt at gå. Hun vil godt nok helst løbe og ligner en ølmave med lidt for mange drinks på erfaringen, men når det er en baby er det jo bare sødt :-)

Føler jeg burde skrive noget inspirerende i dag, men jeg har intet...
I morgen er jeg udenfor rækkevidde (ca. 10km over Atlanterhavet), men vi læses ved ifm. offentliggørelsen af resultatet af "Den store EFP-quiz" om et par dage.

Dagens glose: Paleta - Ispind

"Casitas"

Dagens højdepunkt har helt klart været lidt forkælelse af børnene på statens hjem for unge piger, "Casitas" i San Pedro Sula. Jeg fik inden jeg tog hjemmefra 100$ til hvad jeg nu ville bruge dem til. De blev brugt til donuts, bananer, mandariner, juice og en film til pigerne på Casitas. Mange mange til den gavmilde giver!!

Staten i Honduras bruger ikke penge på børn i den forkerte ende af den sociale rangstige. Selv de ansatte på IHNFA (Børne- og familiestyrelsen) fik ikke løn hele sommeren. Jeg beundrer de ansattes ildsjæle, når de arbejder videre uanset.

Casitas er en betonkonstruktion, der i år fik tilføjet en ekstra meters højde samt pigtråd på toppen, da for mange af
pigerne (trods den i forvejen hoeje mur) flygtede. Jeg ville selv meget hellere være i et dansk fængsel end på et honduransk børnehjem. Der er meget få aktiviteter, to sovesale med køjesenge stående klods op ad hinanden og en betonsal, hvor pigerne sidder og glor dag ud og dag ind. I sommers var der 120 piger, pt. er der heldigvis kun 47 (omend deres jubel lød som 120 da de så os med vores "last").
Vi havde taget 5.-9. klasserne med (især Belkis på 18 var ivrig efter at komme med, da hun selv tilbragte en periode på Casitas inden hun kom til Allison), og efter at have delt mad og drikke ud til alle, satte vi os med en donut og et krus juice og hyggede med dem.

Jeg kan ikke lade være med at føle mig ydmyg, når jeg sidder overfor dem. I forhold til dem har jeg aldrig mærket livets hårde side, og jeg har aldrig rigtig stået på egne ben. Måske er det det, der gør, at jeg skyder dem 10 år ældre, end de er, og at de skyder mig til at være 15 år yngre, end jeg er.
Jeg ved godt, at en donut og en dvd-film ikke ændrer deres liv, men jeg håber, at et afbræk fra kedsomheden og et ekstra smil gør bare en lille forskel.

Dagens glose: Fugarse - At flygte
(Lærte det selvfølgelig af pigerne på Casitas i en ellers harmløs samtale)

Og sådan får vi tiden til at gå i Honduras.

Tirsdag er det fieldtripdag i skolen (eller the Learning Center, som vi kalder det hernede). I dag stod det på en tur i zoologisk have. Der skulle være en god time at køre til zoo, så med afgang kl. 13:30 skulle vi kunne nå noget.

Selvfølgelig tager det lidt tid at få samlet alle lærere og elever sammen og pakket bilerne. Derefter kommer projekt find-en-hæveautomat-der-virker. Det i sig selv tog 3 hæveautomater og lidt rutevejledning ind imellem. Ved 3. pengeautomat gik det op for os, at begge biler manglede noget mere luft i dækkene end hvad godt er og turen bød derfor på en lille omvej for at få luft i dækkene. Endelig havde vi funktionsdygtige biler samt kontanter til indgangen og bevægede os videre.

Kl. halv fire kunne vi endelig se Zoo-skilte med giraffer, cheetaher og flodheste og satte næsen op efter en spændende tur. Få minutter efter nåede vi til turens højdepunkt: en lastbil, der havde forsøgt en 3-punktsvending midt på den lille grusvej. Der havde allerede dannet sig en mindre kø og vi satte os til rette for at tage en lur. I modsætning til vores piger/loppecirkus rykkede lastbilen sig ikke en tomme og til sidst måtte vi bakke tilbage (da der ikke engang var plads til at vi kunne vende - spørg mig ikke hvordan lastbilschaufføren troede han havde plads), finde en isbutik og kalde det fieldtrip. Var hjemme 17:45 til aftensmad.

Hvor er det gennemført skønt, at man i Honduras ganske enkelt ikke kan spilde tiden. Man bruger den tid tager og når sit næste projekt bagefter. :-)

Dagens glose: Mamar - at sutte brystmælk

Rødvin er løsningen. Hvad var problemet?

Elvira og Little Bob er kommet hjem. Jeg hentede dem selv mellem at have afleveret børnene i skole og returneret for at undervise dem (3.-4. kl.). Jeg håbede jeg kunne nå det inden morgensangen endte, men det tager lang tid at få pakket en gravid kvinde sammen, betale og køre hjem på disse veje uden at rive alle hendes sting op.
Sara (5.-9. klasses lærer) havde heldigvis sat dem i arbejde, da jeg kom. Men efter en fuld skoledag har jeg et voldsomt behov for ro før jeg kan overskue børn igen. Det er en smule svært med en nyfødt på værelset samt 20 piger, der alle gerne vil se vidunderet. Jeg endte med i godt forurettet tilstand at trække mig tilbage til stuen, hvor der "kun" var førskolebørn tilbage (der dog alle gerne ville lege). Og tro det eller ej, efter bare et halvt glas vin begyndte jeg at lege med dem. Jeg forstår ikke altid selv naturens gang, men bare man finder den rigtige kur, kan man nå langt ;-)

Det blev en "Little Bob"

Da Belkis kl. 7 spurgte, om jeg kunne køre Elvira til lægen, havde jeg ligget i min seng i 3 timer. Søvnen havde dog været noget afbrudt, da vandet gik kl. 5 og de fra 5 til 7 havde rendt ud og ind at lede efter bleer, the og penge. Men hvem har brug for søvn, når man kan få kaffe med fødende kvinde til morgenmad.

Det er ikke nogen stor klinik, og med to foedende kvinder og en mand med braekket arm, var der allerede overbelaegning. Men for lige at goere spillet rigtig sjovt, blev doktoren syg midt i det hele og maatte selv tage en seng. De fik vist tilkaldt en ekstra doktor paa et tidspunkt, men ca kl 12:30 maatte jeg tage tilbage til Allisons, da vi skulle til San Pedro i biografen med alle de andre piger. Formentlig en udmaerket film, men igen har jeg det med at bruge en hel del af filmen paa vej til og fra toilettet, da det er umuligt for piger at blive enige om hvornaar de skal tisse. ;)

Kl. 14:30 var 9,5 punds Roberto Andres Castro kommet til verden. Paa det tidspunkt havde Elvira i 6 timer paastaaet, at nu holdt hun ikke til det mere. Foroevrigt var hun overbevist om, at alle veerne var min skyld, fordi jeg kiggede paa hende ;)
Da vi vendte hjem kl. 9 til aften, var vi lige indenom at se ham. Han er helt ualmindelig flot af en nyfoedt at vaere. Og saa vaagen og opmaerksom.

Der er desvaerre ogsaa i aften for daarligt net til at kunne uploade billeder...

Dagens gloser:
1. Dilataciones - udvidelser (hvor vi i Danmark snakker om at man skal udvides 10cm, taler man i Honduras om at man skal have 10 udvidelser)
2. "Se le rompio el fuente" - vandet gik

Det er nemmere at overskue boern, naar de ikke er i naerheden

Hver gang jeg tager herned, har jeg en ide om hvor meget, jeg skal lave med boernene, og hvor lidt, jeg skal goere brug af mit vaerelse. Ca. hver gang krakelerer den forestilling i loebet af en uge. De foerste to dage kan jeg ikke faa nok af at lege, danse, snakke og kramme. Derefter kan jeg ikke faa nok af min seng og lukkede doere. I dag var endnu en af de dage hvor jeg vaagnede op og foelte som om hver eneste barneraab var en boksehandske i min nakke. Grunden er evt., at de to sidste dage har vaeret action packed, og at jeg de to sidste naetter har vaeret oppe lidt for laenge i et forsoeg paa at faa Lisbe (10 mdr) til at sove. Desuden fik Giselle (3 aar) lov at sove i min seng forrige nat. Hun havde julelys i oejnene da hun naeste morgen kom hen til mig: "Jeg sov hos dig i nat!!!!" "Jeg er utrolig glad for at mindst en af os sov!" taenkte jeg, mens jeg gav hende et stort kram ;)

Selv efter en hel formiddag i sengen med oerepropper og taeppet over hovedet, gik der kun et par timer foer jeg var klar til at traekke mig igen. Jeg overvejer ind imellem om jeg skulle tage ned at sove i det nye volontoerhus en nat eller to. Maaske ville det saa vaere nemmere at haandtere, naar boernene som det foerste om morgenen skaendes, skriger og graeder i bilen om morgenen. Men naar jeg skal vaere helt aerlig vil jeg jo heller ikke gaa glip af bare en enkelt aften her i huset. Lige meget hvor traet man er og hvor meget man traenger til ro, kan man jo ikke lade vaere med at glaede sig over boerns begejstring over smaating som deres tegning, dukke, fletning el.lign.

Dagens glose: Flacucho - scrawny (engelsk) - splejset

Outreachdag og strømsvigtsaktiviteter

I dag var det outreachdag i skolen. Vores køkkendame stod det meste af dagen og lavede friturestegte pastelitos. Pastelitos er en rund dej foldet som en halvmåne med enten kageting eller madting i midten. Dagens pastelitosdej blev lavet på majsmel og med en ernæringsberiget ris/linseblanding i. Så med pastelitos, bananer, æblebåde, frisbees, fodbolde og neglelak tog vi ud på en klinik/børnehjem og hyggede lidt om børnene der. Det var første gang jeg var med derude, men rigtig hyggeligt :-)

Elektriciteten har været væk det meste af aftenen. Peña Blanca, der ligger få km fra os, havde lys, men der er det meste lukket om aftenen. Vi kørte derfor til Las Vegas lidt længere væk for at lave et eller andet med børnene ("længere væk" har yderligere den fordel at der går mere tid med det. Det er nemlig mange børn at have herhjemme til at gå og kede sig og være bange for mørket). I Las Vegas var der dog heller ikke elektricitet, men vi fandt et supermarked (med en nødgenerator), hvor vi købte sodavand og småkager til alle. Da vi kom hjem var en stor del af aftenen gået og vi kunne tillade os at smide dem i seng.
Selv Fendi (vores vagthund, der har et uhyggeligt kraftig kæbebid, når han ser honduranske mænd på vores grund) må være blevet påvirket af mørket. Han bed efter mit ben, da jeg lukkede porten efter bilen. Han har aldrig nogensinde villet mig andet end lege, klappes og have mit stykke kage.

Dagens frase: "Falla geológica 100m" - "Geologisk fejl 100m" (frit oversat: Der er et stykke af vejen længere fremme der er forsvundet i et stenskred ;-))

Hvem har brug for forberedelse!

Gaby med Prada og hendes hvalpe

Vaagnede ved en 30-aarig pige, der (paa spansk) skreg gennem hele huset: "I maa ikke vaekke Mor! Tabita koerer jer i skole." Det var nyheder for mig, men jeg tog det som mit cue til at komme ud af sengen og ud i bilen. Smaa otte timer forinden havde jeg faaet en e-mail omkring hvorvidt jeg kunne tage 3.-4. klasserne i dag. (Deres laerer moedte en pernytten ansat i en nordamerikansk lufthavn, der ikke ville lade hende komme nogen vejne, da hun ikke havde en skriftlig tilladelse fra sine foraeldre til at rejse udenfor landet - laereren er 20 aar. Desuden ville de ikke lade hende komme paa flyet uden en billet ud af Honduras indenfor 90 dage. Ingen af delene har vaeret problemer foerhen.)
Anyhow, jeg fik toej paa og kom ud i bilen til boernene, der heldigvis alle sad parat.

At undervise uden forberedelse er en udfordring. Jeg fik at vide, at alt laa klart. Der laa ogsaa en liste med hvad de skulle igennem:

1) Bibelvers (?? Hvad skal jeg med et bibelvers? Skal jeg laese det for dem? Skal vi snakke om det? Burde de kunne det i hovedet?).

(...)

4) Broen til Terabithia, kap. 3 (Skal de laese det kap.? Har de laest det? Skal de lave opgaver til den? Burde jeg have laest det, saa vi kan snakke om det? Det viste sig, at jeg skulle laese hoejt.)

5) Proeve i Honduras' departamentos (amter) (Skal de kunne remse flest muligt op? Vide hvor de ligger? Kende hovedstaderne i hvert departamento?)

Fendi og Belkis venter paa dyrlaegen

Synes lidt listen, "der ligger parat og er lige til at gaa til!" gav mig flere spoergsmaal end svar. Men hvis viden bare handler om at blive forvirret paa et hoejere plan, saa ok...

Dagen sluttede heldigvis tidligt, da vi skulle til San Pedro Sula til dyrlaegen med hundene. Med Sarai (30), Allison, jeg, tre teenagepiger og 5 hunde i bilen, kan det jo ikke andet end en god tur. Allison koerte, Sarai stod for musikken, Gaby stod for at toerre hundenes braek op og vi andre hyggede os ;-)
Lyskryds, rundkørsler og betalingsanlæg i San Pedro Sula er forøvrigt altid spændende. Der er en mængde folk, der sælger alt fra mango, småkager og drikkevarer til mobilcovers, hatte og legetøj. Derudover er der et udvalg af gøglere og flammesspyere (hvad hedder de på korrekt dansk?) samt et utal af bilrudevaskere og tiggere. Der er altid noget til at fange ens opmærksomhed :-)
Men alt i alt blev det alligevel en lang dag.

Dagens glose: Sobresalir - overgaa / klare sig over maade

Pølsebrød med baby på

Fordelen ved masser børn i huset er, at der altid er en, man kan give babyen til, hvis man synes sutteflaskefyldning er et tohåndsarbejde. Ulempen ved at alle over 3 er i skole er, at man må lære at klare sig som enhver anden mor. Allison udfordrede mig yderligere i dag midt i et større pølsebrødsprojekt ved at fortælle Estrella på 1,5, at hun skulle gå ud at hjælpe mig. Man må give hende at hun sad helt stille på min arm og kiggede ned i skålen med æg, vand og olie mens jeg krydrede og rørte rundt. At røre/ælte mel i en dej er dog svært med en hånd, så jeg måtte sende hende tilbage til stuen hvor der var nyvasket gulv. :-/
Men det lykkedes at få lavet omkring 135 pølsebrød til frokosten. Wendy (en del af det andet amerikanske par, der bor hernede) havde stratetisk placeret 4 pakker pølser i Allisons køleskab med kommentaren, at så var de klar til pølsebrød. Så det lå en lille smule i luften. Det er sjovt at noget så enkelt kan være sådan en succes. ;-) Allison var en stor fan af at jeg undervejs lærte Heina (vores køkkenhjælp) at lave dem. Og det gør jo alt andet lige arbejdet sjovere og nemmere for mig.

Aftenen er gået med at prøve at få EFP's nyhedsbrev klar til udsendelse. Jeg var utrolig glad for, at jeg fik det sendt til Allison få minutter før elektriciteten gik.
Det blæser lidt udenfor i dag. Og selv om det ikke er mere end et godt blæsevejr er flere af pigerne ikke helt stolte af at høre vores gennemrådne tag give sig i det.

Dagens glose: Apodo - øgenavn
Der er vel ikke noget at sige til at man lærer den slags omkring børn....men alligevel :-(

Sig undskyld til hvalpen!

Her til aften, da jeg kom ind i stuen, laa en af hundhvalpene i sofaen. Jeg undrede mig over, at ingen havde beordret den ned, da baade Allison og flere andre sad i stuen. Allison svarede da ogsaa bekraeftende paa, at vi forsoegte at laere hvalpene ikke at ligge i sofaerne, men I skulle have hoert ramaskriget, da jeg skubbede den ned. Aabenbart er der almindelig enighed om, at man ikke skubber en sovende hvalp ned paa gulvet. Addi paa 3 var med det samme nede ved hvalpen at kaele for den. I skulle havde set den mistillid og vrede, der var i hendes oejne, da hun beordrede mig til at sige undskyld til hvalpen. Jeg undskyldte derfor paent, at jeg overhovedet havde ladet den kome op i sofaen, og at jeg skulle forsoege at undgaa en gentagelse af det. Det mildnede ikke hendes vrede. De store proevede at faa hende til at beordre mig til at give den et kram og et kys ogsaa, men i stedet naegtede hun mig nogensinde at roere den igen. Jeg tror nogle gange at dyr har det endnu bedre end mennesker her i huset...

Derudover er det anden skoledag. Der er boglig undervisning 8:30-13:30 og noget mere kreativt 13:30-15:30. I dag var det ballet. De mindste lavede ballet med en video herhjemme foran fjernsynet. Fantastisk syn ;)

Dagens glose: Panza - mave

Foerste skoledag

Saa blev det skoletid igen. I det her hus er det faktisk rart for alle. Boernene var en smule skuffede, da de i sidste uge fandt ud af, at skolen foerst begyndte denne uge. Det er ikke noget stort hus til saa mange boern, og da vores udflugter er begraensede, bliver det utroligt taet at bo i flere uger.

Jeg var ikke selv med nede i morges, men Allison fortalte om deres begrejstring for den nye skolebygning. Siden Nick og Brittany rejste hjem, er deres hus blevet til skole og den gamle skole er blevet til volontoerhus for laererne (med flere volontoerer, der bliver over laengere perioder, er et volontoerhus lidt et must). Allison har desuden koebt nye boeger til dette semester, som selvfoelgelig ogsaa var spaendende. Selv fik jeg ved samme lejlighed koebt "Mao, the unknown story" paa spansk til Belkis (18). Den er temmelig tyk, men hun havde julelys i oejnene, da hun saa den.

De aeldstes laerer, Sara kom med flyet i gaar. Hende og jeg holdt salsa-/danseundervisning for pigerne i eftermiddag. Men med en 7 timers skoledag er de en smule traette sidst paa eftermiddagen. Saa lidt traeghed sporedes, men ikke desto mindre hyggeligt.

Da vi endelig smed alle boernene ud i bilen og satte os ind, loed der et kor bagfra: "Coffee Shop! Coffee Shop! Coffee Shop!" Ved T-krydset blinkede jeg op mod Allison, begyndte at dreje paa rattet og skiftede i sidste oejeblik retning ned mod byen. I skulle have hoert skrigene bagfra - det var det hele vaerd ;) (Kaffebaren saelger ogsaa slush ice til dem, der undrer sig ;))

Dagens glose: Tapadera - laag (fx. til en kop med slush ice)

Den store EFP-quiz

1. Hvad giver hovedpine om morgenen i Honduras?
a. Koldt badevand fra bjergene.
b. Skrigende babyer.
c. Overophedning af hjernen efter udregning af tallerkenbehov til morgenmaden.

2. Hvorfor er der generelt 2 toiletruller på toilettet?
a. Med 20 piger i huset er man altid ved at nå bunden af den ene.
b. Den ene venter på at tørre efter at være faldet ned på gulvet.
c. Den ene har sudokuprint på.

3. Hvad karakteriserer bedst Honduras?
a. Bjergrigt
b. Ørkenland
c. Moser og søer

4. Hvorfor har man altid sin håndtaske i nærheden?
a. Man ved aldrig hvornår man får brug for at opfriske make up'en.
b. Så er spritflasken altid i nærheden efter toiletbesøg (i mangel af sæbe).
c. For at være sikker på at pigerne har noget at spørge om, hvis de ikke kan finde på noget bedre.

5. Hvorfor har man altid adskillige par sko med til Honduras?
a. Så man har et ekstra par når pigerne får lyst til at gemme det ene.
b. Man skal bruge et par til kirken, et par til byture, et par til at lege i haven og et par til at bade i.
c. Der er ingen god grund. Man bruger alligevel kun klip klappere.

6. Hvilken ting er noget nær uundværlig på EFP?
a. Antikløecreme
b. Ørepropper
c. Solcreme

7. Hvilket udsagn bliver mødt med størst glæde på EFP?
a. "No va a empezar la escuela hasta la proxima semana" (Skolen begynder først fra næste uge)
b. "Lavense las manos" (Vask jeres hænder!)
c. "Vayan al carro" (Gaa ud i bilen)

8. Hvis modtageren ikke svarer et tlf.opkald, hvad er typisk grunden?
a. Vedkommendes tlf. er blevet vaek.
b. Der er ingen mobildaekning.
c. Vedkommende sidder i et vigtigt moede.

9. Hvad hedder hovedstaden i Honduras?
a. Peña Blanca
b. Tegucigalpa
c. San Pedro Sula

10. Hvad er der størst sandsynlighed for at møde på en bustur i Honduras?
a. En karismatisk prædikant
b. En småkagesælger
c. Et bandemdlem med en pistol

Ovenstående var egentlig en joke, men hvis nogen har lyst til at svare, præmieres den bedste besvarelse med en pose af Honduras mest populære kaffe. Besvar i så fald senest 25. januar 2014 på tabitadm( a) gmail.com

Dagens ord: Pichingo - tegnefilm
Helt generelt - det er mere dialekt end formelt spansk mange af de ord, I faar her ;)

Det er fantastisk at have god tid!

Floden (Rio Lindo) ned mod Lago Yojoa

I dag tog Belen (Wendys aeldste paa 13), Mariela (17), Amelia (en af Wendys venner, der er paa besoeg) og jeg ud at ro paa soeen Yojoa. Det er Honduras stoerste soe og ligger et par km fra EFP. Superhyggeligt. Stille og roligt eftersom alle tre havde mere lyst til end erfaring med at ro. Vi kom maaske lidt mere frem og tilbage end vi kom saerlig langt, men med to-tre timer kan man godt naa et stykke alligevel. Og saa er det skoent at kunne sige: "Vi har intet at naa - lad dem lege indtil de bliver traette." Som dansker kan jeg dog godt faa brug for at sige det til mig selv nogle gange paa saadan en tur. Gad vide hvorfor jeg tror, vi skal naa nogen vejne for at faa en hyggelig eftermiddag? Jeg har stadig meget at laere fra honduranerne, men jeg nyder oevelsen alt imens. :)

Og saa er en rotur paa en stille soe jo bare afslappende og afstressende. Det gaelder ikke mindst med en baad, der lige saa stille fyldes med koeligt soevand (fandt et par af hullerne, men der maa have vaeret flere); krokodiller, der kigger med fra graesset i kanten (ok, jeg ved ikke om der var nogen lige der. De er i soeen, men jeg ved ikke hvor og hvor mange) og en bunke honduranske maend i de om
kringliggende baade, der alle er mere end villige til at hjaelpe (jeg ved ikke hvorfra de fik ideen, at vi havde brug for hjaelp - alle vores rundture og omveje var helt bevidste og planlagte ;) ) Alt i alt en succesfuld tur!

Dagens glose: Sobado - skoer (vist lidt slangagtigt)

Pepto-bismol og andre kemikalier

Allison: "Are you feeling sick?"

Appetitligt?

Me: "It's just my stomach - nothing serious."
Allison: "Have you tried Pepto-bismol?"
Long pause...... and a bit of googling...
Me (quoting some website): "This drug may infrequently cause serious (rarely fatal) bleeding from the stomach or intestines."
Allison: "All medicines say that."
Me: "Which is why I don't have to take them unless necessary."
Allison: "Any other suggestions?"
Me: "A good night's sleep and let nature do it's work."
Allison: "Excuse me, did you say lemonade?"

Af det kan vi laere to ting:

1. Allison og jeg har meget forskellige holdninger til medicin og kemikalier. Pigerne og jeg har meget forskellige holdninger til medicin og kemikalier. Ruth (32) koebte en lugtedims til badevaerelset. Hun syntes, den lugtede godt, jeg synes den lugtede af rene kemikalier, og heldigvis satte hun ikke flere end den ene op.
Derudover laver de armbaand af smaa elastikker. De har lige faaet en pakke med ekstra mange kemikalier i. De er overbeviste om, at de lugter som jordbaer og andre friske ting. Jeg er overbevist om, at de aldrig har boet i jordbaerlandet. Men taenk hvor mange glaeder de faar ved at vaere knap saa pernytne som mig ;)

2. Jeg har en forfaerdelig udtale. ;)

Dagens glose: No se, no sabe - "Jeg ved det ikke, han/hun/den/De ved det ikke"
Det er stadig et mysterium hvordan saetningen er kommet ind i huset. Men de aeldre piger siger det hver eneste gang, de egentlig bare mener: "Det ved jeg ikke". Allison er ved at faa spat af det ;)