"Casitas"

Dagens højdepunkt har helt klart været lidt forkælelse af børnene på statens hjem for unge piger, "Casitas" i San Pedro Sula. Jeg fik inden jeg tog hjemmefra 100$ til hvad jeg nu ville bruge dem til. De blev brugt til donuts, bananer, mandariner, juice og en film til pigerne på Casitas. Mange mange til den gavmilde giver!!

Staten i Honduras bruger ikke penge på børn i den forkerte ende af den sociale rangstige. Selv de ansatte på IHNFA (Børne- og familiestyrelsen) fik ikke løn hele sommeren. Jeg beundrer de ansattes ildsjæle, når de arbejder videre uanset.

Casitas er en betonkonstruktion, der i år fik tilføjet en ekstra meters højde samt pigtråd på toppen, da for mange af
pigerne (trods den i forvejen hoeje mur) flygtede. Jeg ville selv meget hellere være i et dansk fængsel end på et honduransk børnehjem. Der er meget få aktiviteter, to sovesale med køjesenge stående klods op ad hinanden og en betonsal, hvor pigerne sidder og glor dag ud og dag ind. I sommers var der 120 piger, pt. er der heldigvis kun 47 (omend deres jubel lød som 120 da de så os med vores "last").
Vi havde taget 5.-9. klasserne med (især Belkis på 18 var ivrig efter at komme med, da hun selv tilbragte en periode på Casitas inden hun kom til Allison), og efter at have delt mad og drikke ud til alle, satte vi os med en donut og et krus juice og hyggede med dem.

Jeg kan ikke lade være med at føle mig ydmyg, når jeg sidder overfor dem. I forhold til dem har jeg aldrig mærket livets hårde side, og jeg har aldrig rigtig stået på egne ben. Måske er det det, der gør, at jeg skyder dem 10 år ældre, end de er, og at de skyder mig til at være 15 år yngre, end jeg er.
Jeg ved godt, at en donut og en dvd-film ikke ændrer deres liv, men jeg håber, at et afbræk fra kedsomheden og et ekstra smil gør bare en lille forskel.

Dagens glose: Fugarse - At flygte
(Lærte det selvfølgelig af pigerne på Casitas i en ellers harmløs samtale)