Terasselyset virkede selvfølgelig ikke. Med så uregelmæssigt strøm, som vi har, går pærerne hurtigt. Jeg åbnede yderdøren uden at træde ind, rakte ligeledes ind for at tænde stuelyset, mens jeg selv blev udenfor døren. Den ene af pærerne i stuen virkede heldigvis. Gulvet var edderkoppefrit og jeg gik gennem stuen for at gentage seancen ved min værelsesdør. Jeg sukkede lidt over de fire store kakkerlakker, der kiggede på mig fra køkkenborde og gulve, men besluttede mig for, at min førsteprioritet, inden jeg drattede om, måtte være at få skiftet sengetøj. Mængden af gekkolort på min seng var et tydeligt bevis på, at de havde vænnet sig til at have værelset for sig selv.
De få øjeblikke i min seng inden min krop gav efter for søvnen gik med at håbe på, at gekkoerne havde opdaget mig og accepteret min generobring af madrassen. Det er godt nok en verden til forskel fra de godt isolerede huse i Danmark. Rene huse. Huse med alverdens gode oste indeni. Huse med ovne. Huse med julemiddagsrester i køleskabet...
Og det blev aften, og det blev morgen, første dag.
"BITAAAA!!!!!" råbte en kanon af piger.
Det er utroligt som Danmarks fordele fuldstændig blegner i blandingen af 25 pigekram, Kirby, som helt opgav sin morgenmad for at få sagt ordentlig hej (det kan tage lang tid når man kun er 1,5 år) og Ruth, som meddelte, at der lå vegetariske tamales (Honduransk julemad) i fryseren til mig. Oven i det hele fik jeg en hulahopring af Allison i julegave (en ting, som jeg måske bliver nødt til at hævne. Dagen derpå gør det jo ondt hele vejen op og ned ad maven hver gang jeg forsøger at bruge en mavemuskel).
Så ved man, at man alligevel er hjemme her. Tænk at have så skønne mennesker at være sammen med på begge sider af kloden.
Forøvrigt faldt jeg over en meget spændende artikel på vej hjem til Honduras om happiness vs. meaningfulness: http://www.businessinsider.com/a-lesson-about-happiness-from-a-holocaust-survivor-2014-10
tirsdag den 29. december 2015
onsdag den 25. november 2015
Om sand, vand, strand og øre
Day 1: det knirker i mine ører, når jeg gaber. Jeg tror det har noget at gøre med alt det sand, det lykkedes mig at få ind mens vi badede i går. Det til trods er en strandtur ikke at fornægte. En besøgende volontør har taget os med til stranden og vi nyder det i fulde drag!
Dag 2: det knirker stadig. Jeg har lidt en fornemmelse af, at der sidder en prop af sand. Det ville ikke bekymre mig så meget, hvis det ikke var fordi jeg skulle ud at flyve. Hvor ondt mon det gør med en fast prop i øret når man flyver?
Dag 3: Jeg tror sandkornene har lagt sig til rette ved en blodåre. Det knirker i mit øre i takt til mine pulsslag. Til gengæld har jeg fundet Allisons surfboard, og med de fantastiske bølger, vi fører os her, er det jo helt sjovt.
Dag 4: mellem surfing og almindeligt strandliv har jeg vist allerede fået det sol, jeg skulle, men jeg kan jo ikke bare sige til de skønne piger, der også har set det geniale i et surfboard, at de skal gå ind. Forøvrigt har Allison lært mig at bruge hydrogenperoxid til at rense propper i ørene ud.
Dag 5: hjemme igen og nyder roen. Der falder stadig sand ud af mine ører.
Dag 6: Lind strøm af sand. Men det kan jo kun være positivt. Brugte dagen i San Pedro Sula på at forny mit honduranske ID-kort. Havde dejligt selskab af Belkis, så det var ikke så skidt endda :)
Dag 7: stadig sand i mine ører men måske skulle jeg tage det som en chance for at skylle mine ører nogle flere gange. Jeg sætter trods alt stor pris på at hælde vand ud af ørerne.
lørdag den 14. november 2015
Ting at være taknemmelig for
Hvis jeg havde sat fuglens liv lige så højt som mit eget, ville jeg nok have haft en meget dårlig dag. Som det er, sætter jeg utrolig stor pris på mine briller. Jeg ville være ked af hvis alt det glasstøv, som sidder og skærer min hud hver gang, jeg bevæger mig, var havnet i mine øjne. Men lige nu er det kun en af mange ting, jeg er taknemmelig over:
- at det ikke var et barn
- at det ikke var en ko eller andet, der kunne have gjort større ravage
- at jeg ikke har nogen piger i bilen
- at vi har forsikring på bilen og jeg i ro og mag kan sidde og vente på at blive samlet op
- at jeg lige har spist, så jeg bare kan nyde roen
- at jeg har både iPad og en god bog til a holde mig med selskab
Og det er selvfølgelig oven i alt det vidunderlige, jeg har at være taknemmelig for hver evig eneste morgen, men som vil tage alt for lang tid at remse op.
Så min eneste ærgrelse er, at den døde fugl STINKER i bilen til trods for at det er begrænset hvor meget, der kom ind ;)
søndag den 1. november 2015
Der var en gang, og for enden af den gang var der....
Da døren lukkede siger efter mig, var der intet andet end mørke. Med hænder og fødder følte jeg mig frem og fandt første trappetrin. Det andet fulgte lige efter. Trin for trin fandt jeg vejen op gennem mørke og røg. Efterhånden som mine øjne vænnede sig til mørket kunne jeg ane de sorte vægge omkring mig. Pludselig rører en krop på gulvet sig, og jeg må tage et skridt til den modsatte side (mens jeg desperat håber på, at jeg ikke træder på en anden dér). Aldrig har en trappe virket så lang. Endelig når jeg toppen og forsøger at huske hvilken vej gangen går der. I mørket og røgen, kan jeg intet se. Jeg beslutter at forsøge højre. I det jeg vender hovedet, står jeg ansigt til ansigt med et tohovedet spøgelse. Mit skrig fik det heldigvis til at fortrække, men hvem der så end var bag masken, må have fået sig et godt grin. Turen fortsatte gennem en labyrint af sorte gardiner, røg, mumier, spøgelser og gravsten. Logisk set må det have været en simpel labyrint, ikke desto mindre var det mig umuligt at finde vej ud af den. Til sidst gik mumierne helt op i hovedet på mig, og jeg begyndte at tro på, at de enten måtte være så trætte af mig eller have så ondt af mig, at de ganske enkelt og bogstaveligt puffede mig i den rigtige retning. Det til trods måtte en lille hvidmalet pige bag en gravsten alligevel pege den sidste retning ud for mig. Det er længe siden jeg har grinet så meget og har haft sådan en fest - og det var kun indgangen til festen. Havde jeg indset hvor gennemført alt var, ville jeg nok have prioriteret at tage et kamera med, men nu kan I ikke få andre billeder end det, jeres fantasi tillader jer.
Da nogen skulle hente en besøgende i lufthavnen lørdag formiddag volonterede jeg mig selv, hvis jeg så måtte tage afsted allerede fredag aften for at tage ud at danse. Det var den helt rigtige dag at tage ud at danse på. Alle havde taget koncept Halloween og udklædning helt seriøst og der var stemning, super flinke og åbne mennesker, lækker kage (som jeg virkelig ville ønske jeg kunne have vist jer et billede af: en meget gennemført ølspand med isterninger og en øl i. Jeg gættede ikke det var en kage før jeg fik det fortalt), gode snacks, gentlemen og gentledamer til at sikre sig, at jeg fik smagt det hele. Efter de sidste to latterligt hårde måneder, var en tur væk (og i sær så succesful en af slagsen) den helt rigtige medicin. Jeg føler mig for en gangs skyld klar til at det bliver mandag igen. Bliver nok nødt til at finde måder at komme ud at danse på i fremtiden også :-)
tirsdag den 6. oktober 2015
At se den enkelte
For et par uger siden var jeg et smut inde hos Allison og pigerne (noget der den sidste måned har været nærmest umuligt med alt det arbejde, der er med skole, administration og diverse ærinder). Lige indenfor lågen stod Gisselle og var klar til at blive taget op. Hun kom op med det samme og med en nærmest klynkende stemme spurgte: "Hvor har du været henne?" Jeg måtte jo forklare hende, at jeg i den grad savnede hende, men at der var så meget at lave på skolen, at jeg simpelthen ikke havde mulighed for at komme op på besøg. Jeg tror hun var syg den aften, for den ellers evigt snakkende, grinende og legende pige hang kraftløs på min skulder lige indtil jeg puttede hende i seng.
Hun havde det bedre næste dag, men hendes normale glød er aftaget efter hun begyndte i skole. Jeg er ikke selv overbevist om at 5-årige skal sidde stille på en stol og arbejde i bøger hele dagen, men sådan er systemet vist her og det passer hende ikke utroligt godt. Jeg forstår bedre og bedre hvorfor Allison er glad for the Learning Center, som EFP har. Det hjælper dog ikke Gisselle lige nu, da vi ikke har nogen lærer, der kan håndtere den aldersgruppe. For at give hende et break og forkæle hende lidt tog jeg hende med hjem at overnatte i lørdags. Jeg tror hun havde lidt svært ved at forstå, at det virkelig skete, men da vi først var kommet herhjem var hun ellevild. Hun snakkede og fortalte lige indtil jeg slukkede lyset, og så gik der ca 30 sekunder før hun var i dyb søvn. Det betyder nok, at jeg må gøre det samme for de andre piger, da hun ikke er den eneste, der spørger om hun må komme med hjem at sove, men det skal nok også blive hyggeligt.
Derudover er weekenden gået med besøg af et fantastisk ægtepar, som gerne vil gøre alt for, at pigerne hygger sig. Så vi var ude at spise fredag; på tur at se huler, spise ude og tage i biografen lørdag; ude at bade på et nærliggende hotel søndag (hvor kan man dog blive krebsefarvet over det hele, når babyerne nægter at komme op ad bassinet hele dagen). Så vi har haft en fest :-)
I morgen tager Allison to uger til USA, så jeg får fornøjelsen af pigerne på fuld tid i hele 14 dage. Tidligere har jeg haft en utopisk drøm om at få 14 skønne dage, hvor vi alle nyder hinandens selskab og jeg har overskud og tålmodighed til dem alle på alle tider af døgnet i den tid, jeg er deroppe. Jeg har desværre lært mig selv bedre at kende gennem tiden og håber bare at lige meget hvor meget jeg fejler og ikke har den overskud til hver eneste pige, som jeg godt kunne tænke mig, at hver enkelt stadig ved hvor meget jeg holder af hende.
Hun havde det bedre næste dag, men hendes normale glød er aftaget efter hun begyndte i skole. Jeg er ikke selv overbevist om at 5-årige skal sidde stille på en stol og arbejde i bøger hele dagen, men sådan er systemet vist her og det passer hende ikke utroligt godt. Jeg forstår bedre og bedre hvorfor Allison er glad for the Learning Center, som EFP har. Det hjælper dog ikke Gisselle lige nu, da vi ikke har nogen lærer, der kan håndtere den aldersgruppe. For at give hende et break og forkæle hende lidt tog jeg hende med hjem at overnatte i lørdags. Jeg tror hun havde lidt svært ved at forstå, at det virkelig skete, men da vi først var kommet herhjem var hun ellevild. Hun snakkede og fortalte lige indtil jeg slukkede lyset, og så gik der ca 30 sekunder før hun var i dyb søvn. Det betyder nok, at jeg må gøre det samme for de andre piger, da hun ikke er den eneste, der spørger om hun må komme med hjem at sove, men det skal nok også blive hyggeligt.
Derudover er weekenden gået med besøg af et fantastisk ægtepar, som gerne vil gøre alt for, at pigerne hygger sig. Så vi var ude at spise fredag; på tur at se huler, spise ude og tage i biografen lørdag; ude at bade på et nærliggende hotel søndag (hvor kan man dog blive krebsefarvet over det hele, når babyerne nægter at komme op ad bassinet hele dagen). Så vi har haft en fest :-)
I morgen tager Allison to uger til USA, så jeg får fornøjelsen af pigerne på fuld tid i hele 14 dage. Tidligere har jeg haft en utopisk drøm om at få 14 skønne dage, hvor vi alle nyder hinandens selskab og jeg har overskud og tålmodighed til dem alle på alle tider af døgnet i den tid, jeg er deroppe. Jeg har desværre lært mig selv bedre at kende gennem tiden og håber bare at lige meget hvor meget jeg fejler og ikke har den overskud til hver eneste pige, som jeg godt kunne tænke mig, at hver enkelt stadig ved hvor meget jeg holder af hende.
lørdag den 19. september 2015
Mr. Nobody
Vi startede i dag med at kigge på digte i 5.-6- klasse engelsk. Blandt bunken af digte fandt jeg følgende digt, som med det samme fik mig til at grine højt, eftersom det sagtens kunne være både dedikeret til og inspireret direkte af Allison's hjem:
Efter at have læst digtet højt for klassen udlovede jeg en lille dusør til den, der kunne fortælle, hvem Mr. Nobody er. De havde vist ikke helt fået fat i betydningen af digtet, for svarene gik primært på spøgelser og nisser. Til sidst måtte jeg sige, "Der bor også en Mr. Nobody i jeres hjem. Hvem er det der smadrer tallerkenerne i jeres hjem, og hvem er det, der...." Længere nåede jeg ikke, før én af pigernes hånd fløj op: "DET ER MIG!!! Det er mig, der altid smadrer tallerkenerne." Jeg kunne næsten ikke lade være med at grine, og hun fik sin belønning. Selv derefter nåede de andre piger ikke længere end til at foreslå navnene på samtlige af deres søstre. Vi skal nok få det sjovt med at lære at tolke digte :-)
Lærerens dag
Derudover var det "Lærerens Dag" i går. Jeg elsker hvordan de i Honduras sørger for at fejre alt - det er så superhyggeligt. Og nu har jeg en helt personlig og superhyggelig kop. (Der står: "Følg dine drømme, og de bliver til virkelighed.") Jeg må endnu engang undres over at Allison tager sig tid til at gøre noget ekstra ud af hverdagen. For sådan en som mig, der er glad hvis hverdagen går gnidningsfrit, er hun en inspiration!
Mr. Nobody
I know a funny little man,
As quiet as a mouse,
Who does the mischief that is done
In everybody’s house!
There’s no one ever sees his face,
And yet we all agree
That every plate we break was cracked
By Mr. Nobody.
’Tis he who always tears out books,
Who leaves the door ajar,
He pulls the buttons from our shirts,
And scatters pins afar;
That squeaking door will always squeak,
For prithee, don’t you see,
We leave the oiling to be done
By Mr. Nobody.
He puts damp wood upon the fire
That kettles cannot boil;
His are the feet that bring in mud,
And all the carpets soil.
The papers always are mislaid;
Who had them last, but he?
There’s no one tosses them about
But Mr. Nobody.
The finger marks upon the door
By none of us are made;
We never leave the blinds unclosed,
To let the curtains fade.
The ink we never spill; the boots
That lying round you see
Are not our boots,—they all belong
To Mr. Nobody.
Efter at have læst digtet højt for klassen udlovede jeg en lille dusør til den, der kunne fortælle, hvem Mr. Nobody er. De havde vist ikke helt fået fat i betydningen af digtet, for svarene gik primært på spøgelser og nisser. Til sidst måtte jeg sige, "Der bor også en Mr. Nobody i jeres hjem. Hvem er det der smadrer tallerkenerne i jeres hjem, og hvem er det, der...." Længere nåede jeg ikke, før én af pigernes hånd fløj op: "DET ER MIG!!! Det er mig, der altid smadrer tallerkenerne." Jeg kunne næsten ikke lade være med at grine, og hun fik sin belønning. Selv derefter nåede de andre piger ikke længere end til at foreslå navnene på samtlige af deres søstre. Vi skal nok få det sjovt med at lære at tolke digte :-)
Lærerens dag
Derudover var det "Lærerens Dag" i går. Jeg elsker hvordan de i Honduras sørger for at fejre alt - det er så superhyggeligt. Og nu har jeg en helt personlig og superhyggelig kop. (Der står: "Følg dine drømme, og de bliver til virkelighed.") Jeg må endnu engang undres over at Allison tager sig tid til at gøre noget ekstra ud af hverdagen. For sådan en som mig, der er glad hvis hverdagen går gnidningsfrit, er hun en inspiration!
lørdag den 12. september 2015
Øjeblikket hvor internettet går...
...og hele din krop falder til ro i visheden om, at der intet er, du kan gøre. Én efter én lægger nerverne sig til hvile efterhånden som du går igennem listen over ting, du ikke kan gøre.
Du kan ikke lede efter vektor regneopgaver til Belkis.
Du kan ikke søge oplysninger til at forberede næste kemilektion.
Du kan ikke svare emails.
Du kan ikke checke det link ud Allison sendte med et muligt kursus for Paola.
Du kan ikke logge ind for at se hvordan det gik Denia med de matematikopgaver, du gav hende.
Du kan ikke finde engelske børnerim til 3.-4. Klasse.
Du kan i det hele taget ikke lave meget andet end at finde den bog frem, som du sjældent når særlig langt med - og det er jo slet ikke dumt.
Jeg skal ærligt indrømme, at der er nok at lave her. Det til trods, er det jo det hele værd. I torsdags var det "Børnenes Dag" (national mærkedag i Honduras). Belkis havde planlagt en fantastisk dag sammen med vores nabomissionærpar og alle deres børn. Med så mange børn er det hektisk, og hele mit væsen længes efter, at kunne gå ind på mit værelse og lukke døren, men samtidig er jeg jo helt benovet over, at få lov at leve dette liv; at leve i varmt vejr, med skønne mennesker omkring mig, at blive inspireret af børns ligefremme og naturlige gode egenskaber hver evig eneste dag, og næsten altid have en lille toddler komme løbende og give mig et smil på læben, når jeg troede, jeg havde opbrugt dagens kvote. Dette er livet!
Jeg skal ærligt indrømme, at der er nok at lave her. Det til trods, er det jo det hele værd. I torsdags var det "Børnenes Dag" (national mærkedag i Honduras). Belkis havde planlagt en fantastisk dag sammen med vores nabomissionærpar og alle deres børn. Med så mange børn er det hektisk, og hele mit væsen længes efter, at kunne gå ind på mit værelse og lukke døren, men samtidig er jeg jo helt benovet over, at få lov at leve dette liv; at leve i varmt vejr, med skønne mennesker omkring mig, at blive inspireret af børns ligefremme og naturlige gode egenskaber hver evig eneste dag, og næsten altid have en lille toddler komme løbende og give mig et smil på læben, når jeg troede, jeg havde opbrugt dagens kvote. Dette er livet!
lørdag den 5. september 2015
Så er skolen godt igang igen.
I går sad jeg og rettede en lille engelsk "stil" for 6. klasserne. Det er det første skriftlige, jeg har givet dem, men det var ganske udmærket for at få en fornemmelse af, hvor der er behov for at sætte ind. Den ene havde en god retstavning, men ingen tegnsætning, Den anden havde forholdsvis god tegnsætning, men ingen fornemmelse for hvordan man sætter en historie op, den tredie havde en god historie men ikke særlig meget retstavning. Så hvor jeg skal sætte ind først med klassen som helhed er et godt spørgsmål ;-)
07:00-08:45: Forberede undervisning af mine første fire klasser og hjælpe de andre lærere med printer, computer og andre tvivlsspørgsmål.
08:45-09:00: Sige godmorgen til alle børnene og høre om den dans de lærte i går.
09:00-09:50: Matematik med 1.-2. klasse
09:55-10:45: Engelsk med 3.-4. klasse
10:45-11:00: Samle op på de matematik spørgsmål Belkis har fået de sidste to lektioners selvstudie.
11:00-11:45: Engelsk med 5.-6. klasse
11:50-12:45: Engelsk med 1.-2. klasse
12:45-13:30: Frokost og rengøring
13:30-15:10: Kemi med Belkis, delvist selvstuderende i 11. klasse
15:10-?? går med at
- hyre flere lærere
- lægge skema
- sætte nye lærere ind i systemer og arbejdsgange
- købe hæfter og materialer til lærernes behov
- tage Fendi (Allison's hund) til dyrlægen
- fejre fødselsdag for hhv. Aracely og Nahomy
- opstøve regler for undervisning af de forskellige klasser og sørge for at de bliver fulgt
- Køre pigerne til bibelstudie
- Finde onlinekurser, der fungerer for Belkis' undervisning i diverse fag samt følge med i dem selv, så jeg, når vi mødes, kan sikre mig fuld forståelse samt kreere hjemmeopgaver og prøver til hende.
Helt ærligt har jeg i den grad nydt ugen. Det er fantastisk at se et projekt som dette komme op at stå. Det har været en lille smule sjovt at undervise pigerne, og det har i den grad brudt den lidt rutineprægede hverdag. Jeg har slet ikke noget at brokke mig over!
Når det er sagt, så har jeg nydt de 14 timers søvn det lykkedes at få her fredag-lørdag nat. Det kunne være ganske fint, hvis vi fik en lærer eller tre mere, men jeg skal have lavet nogle telefonopkald i dag til to lærere, vi har haft til samtale, som virker interesserede. Det er meningen, jeg skal tage matematik i 7. klasse (Allison har undervist dem hjemme denne uge i mangel på lærere), samt finde online studier i Fysik, Kemi, Biologi og Matematik til 11. klasse og overse den undervisning. Med alt det samt mine i forvejen 40 timers arbejde per uge, så håber jeg kraftigt på at finde en engelsklærer til alle mine engelsktimer også.
Hvis nogen af jer har lyst til at hjælpe, kunne vi meget godt bruge:
- ekstra lærere
- chromebooks dels til den/de onlinestuderende og dels til hvad de andre klasser måtte skulle bruge computere til. De koster kun $170 / 1150kr stykker
Kontakt mig, hvis du har mulighed for at hjælpe på den ene eller anden måde.
lørdag den 29. august 2015
"Alt samvirker til gode for den, der elsker Gud" eller "Der er intet,der er så galt, at det ikke er godt for noget"
De sidste par dage har jeg glædet mig over:
- at geare ned mentalt og bruge dagene på manuelt arbejde som håndvask af alle mine bluser, alle mine bukser, alt undertøj og sokker, alle mine lagner, alle mine håndklæder samt min topmadras.
- at jeg for en gangs skyld får vasket alt mit tøj i rigtigt varmt vand
- at jeg har rindende vand
- at jeg har gasblus til at koge vandet
- at jeg ikke en eneste gang har spilt kogende vand på mine alt for nysgerrige og hoppende hunde
Og alt det bare på grund af en gang fnat, der skal vaskes ud af ALT med varmt vand. Bagsiden af medaljen har været, at jeg knap har sovet i tre nætter grundet stanken af den afskyelige creme, jeg har skullet smøre hele kroppen ind i hver aften. Til gengæld betyder det, at jeg fra i dag kan glæde mig over:
- at min person ikke stinker
- at kunne sove en hel nat igennem uden at vågne op af stanken af mig selv og mit sengetøj
- følelsen af rent og gennemkogt sengetøj
- at være midefri (ok - formentlig har jeg stadig masser af mindre irriterende mider, men stadig)
Hvor er der mange ting, jeg tager for givet i dagligdagen. Hvor er det godt at blive mindet om hvor velsignet jeg er! :-)
Apropos mine hunde; Allison tog dem til dyrlægen for at få deres vaccinationer, men som alle andre små børn, skal der altså en pris til når man skal have så mange sprøjter i sig. Så de kom til hundetrimmeren bagefter, og Prada kom hjem som hun ser ud den dag i dag. Hachi hev den første sløjfe ud i bilen og den næste ud i løbet af aftenen. Men hvor er de dog skønne!
- at geare ned mentalt og bruge dagene på manuelt arbejde som håndvask af alle mine bluser, alle mine bukser, alt undertøj og sokker, alle mine lagner, alle mine håndklæder samt min topmadras.
- at jeg for en gangs skyld får vasket alt mit tøj i rigtigt varmt vand
- at jeg har rindende vand
- at jeg har gasblus til at koge vandet
- at jeg ikke en eneste gang har spilt kogende vand på mine alt for nysgerrige og hoppende hundeOg alt det bare på grund af en gang fnat, der skal vaskes ud af ALT med varmt vand. Bagsiden af medaljen har været, at jeg knap har sovet i tre nætter grundet stanken af den afskyelige creme, jeg har skullet smøre hele kroppen ind i hver aften. Til gengæld betyder det, at jeg fra i dag kan glæde mig over:
- at min person ikke stinker
- at kunne sove en hel nat igennem uden at vågne op af stanken af mig selv og mit sengetøj
- følelsen af rent og gennemkogt sengetøj
- at være midefri (ok - formentlig har jeg stadig masser af mindre irriterende mider, men stadig)
Hvor er der mange ting, jeg tager for givet i dagligdagen. Hvor er det godt at blive mindet om hvor velsignet jeg er! :-)
lørdag den 22. august 2015
Matematiksystemer og deres konsekvenser
Da jeg hentede Gaby fra skole, var hendes første kommentar: "Jeg har aldrig glædet mig så meget til fredag som i denne uge". Jeg må indrømme, at hun har haft nogle lange dage. Hun har været opsat på, at få en god start i sin nye skole. Lige netop i matematik, har det dog været en udfordring. Deres matematiksystem når ganske enkelt meget længere og meget hurtigere, end det system, vi har brugt Så der var en del, der skulle læres. Hendes skoledage er startet kl 7 hver dag, men hun har siddet med lektier indtil kl 9, 10 og 11 hver aften. Jeg har det meste af tiden siddet sammen med hende, og det er blevet nogle lange aftner, hvor vi begge er blevet trætte og har mistet tålmodigheden. Jeg må give hende, at hun er en optimist og holder facaden selv når hele hendes krop udstråler, at nu kan hun ikke mere. Jeg tror, det var godt, hun fik weekend.
I dag fik jeg denne skønne tallerken til frokost fra hende. Den kunne selvfølgelig godt se ud som en lettere utilfreds smiley, men med det ansigt hun havde på, da hun gav mig den, er jeg forholdsvis sikker på, at den er ment til at være glad. Hun er simpelthen skøn - og når forøvrigt rigtigt langt i matematik. Hvad man ikke kan, når man sætter sig for det er ikke meget. Ikke desto mindre håber jeg, at denne uge har været en springende start, så det ikke tager helt så mange kræfter at følge med i resten af semestret ;-)
I dag fik jeg denne skønne tallerken til frokost fra hende. Den kunne selvfølgelig godt se ud som en lettere utilfreds smiley, men med det ansigt hun havde på, da hun gav mig den, er jeg forholdsvis sikker på, at den er ment til at være glad. Hun er simpelthen skøn - og når forøvrigt rigtigt langt i matematik. Hvad man ikke kan, når man sætter sig for det er ikke meget. Ikke desto mindre håber jeg, at denne uge har været en springende start, så det ikke tager helt så mange kræfter at følge med i resten af semestret ;-)
søndag den 16. august 2015
Mon de kære små nu også har det godt nok?
Addison (4), Gisselle (5) og Gaby (16) er begyndt at gå i skole nede i byen. Mandag-tirsdag gik med at få dem indskrevet, finde bøger, købe skoleuniformer og diverse andre småting for at blive klar. Fredag morgen fik jeg lov at køre dem i skole. Det er sjældent, at Gisselle er så stille, som hun var, da hun med mig i hånden gik gennem skoven af elever af alle størrelser for at finde sit klasseværelse. Addison og Gaby lod det ikke skinne igennem, men Gaby fortalte, at hendes hjerte hamrede mens hun kiggede rundt og overvejede, om hun mon ville finde nogle venner overhovedet.
Jeg burde nok tage det lettere, men min mave knugede sig sammen, da jeg forlod dem og kørte hjem. Hvad nu, hvis de andre børn glemte at tage sig ekstra af dem? Hvad nu hvis læreren gjorde et stort nummer ud af et spørgsmål, de ikke kunne besvare? Hvad nu hvis deres madpakker skilte sig for meget ud? Jeg kunne slet ikke vente på at kunne hente dem igen og få at vide, om de var ok. Heldigvis var det en kort dag, og allerede kl 12 kunne jeg se deres glade ansigter vente på mig, da jeg endelig kunne komme tilbage og hente dem hjem i "sikkerhed". Gisselle var tydeligvis faldet så hurtigt på plads at læreren måtte bede mig om at tage en snak med hende om, at i skolen spiser man kun i frikvarteret og at man sætter sig på sin plads, når læreren siger det.
De er ikke engang mine børn, og jeg kan bekymre mig så meget om deres velfærd. Hvordan i alverden gør forældre til børn det? Man kan jo aldrig få et øjebliks ro, hvis man altid har enhver reel eller imaginær fare til at sætte hele nervesystemet i 5. gear. Men måske lærer selv jeg engang, at børn er hårdføre og ofte finder ud af tingene helt selv.
lørdag den 8. august 2015
Lynkursus i yiddish
Jeg er blevet så klog denne uge.
- Jeg har fundet ud af hvordan rum og trapper i Maxwell Sheffields hus på mystisk vis ændrer lokation gennem serien "Alletiders barnepige".
- Jeg har lært adskillige yiddiske ord som tuchas, meshuggah og yenta.
- Jeg har google Ray Charles og fundet ud af, hvem han er og hvor meget af al den gode musik derude, der rent faktisk er hans.
Jeg medgiver gerne, at noget af den viden måske er mere brugbar en anden, men man må tage hvad man kan få, når man efter 8 dages diarré er løbet helt tør for energi og må erkende, at forsøg på arbejde er nyttesløst (tænk hvis man nu godtog det på 2. dagen i stedet for 7. dagen - så ville jeg have fået lavet ca. lige så meget arbejde og formentlig have være noget mere veludhvilet.... Oh well.)
Ikke desto mindre, hvis det er længe siden, I har set Alletiders barnepige, kan jeg kun anbefale at genbesøge klassikeren. Så underholdende!
- Jeg har fundet ud af hvordan rum og trapper i Maxwell Sheffields hus på mystisk vis ændrer lokation gennem serien "Alletiders barnepige".
- Jeg har lært adskillige yiddiske ord som tuchas, meshuggah og yenta.
- Jeg har google Ray Charles og fundet ud af, hvem han er og hvor meget af al den gode musik derude, der rent faktisk er hans.
Jeg medgiver gerne, at noget af den viden måske er mere brugbar en anden, men man må tage hvad man kan få, når man efter 8 dages diarré er løbet helt tør for energi og må erkende, at forsøg på arbejde er nyttesløst (tænk hvis man nu godtog det på 2. dagen i stedet for 7. dagen - så ville jeg have fået lavet ca. lige så meget arbejde og formentlig have være noget mere veludhvilet.... Oh well.)
Ikke desto mindre, hvis det er længe siden, I har set Alletiders barnepige, kan jeg kun anbefale at genbesøge klassikeren. Så underholdende!
fredag den 24. juli 2015
"Du kan godt lide at undervise ikke?"
Spørgsmålet kom fra 11-årige Aracely midt i en ørkenvandring af brøkregning. Undrede mig en anelse over spørgsmålet, men kunne jo kun sige, at jeg rent faktisk nød det. Hun vendte tilbage til brøkregning og jeg glemte spørgsmålet indtil snakken blandt pigerne gik i retning af hvor mange opgaver de skulle lave før vi kunne tage hjem. Altid ligefremme Aracely svarede: "Det er fordi hun godt kan lide at undervise, at vi ikke må gå hjem." Hvis der så havde været et hint a hån i hendes stemme, men hun lød vitterligt som om hun troede på det.
Der er ingen tvivl om, at jeg udfordrer pigerne i matematik. Men eftersom jeg husker hvordan mit crash course i tysk i 8. klasse fik mig til at elske både konceptet at lære samt faget tysk, tror jeg stadig på metoden. De yngre spørger hele tiden hvornår det er deres tur. De store spørger noget mindre. Men det, der virkelig gør det hele værd,er at se lyset i deres øjne, når de forstår dagens koncept og begynder at arbejde selvstændigt med det :-)
Er dog stadig glad for, at jeg ikke underviser alle pigerne året rundt. Det tager en lille smule tid og energi af mig ;-)
søndag den 12. juli 2015
Pasta med purébaseret tomatsovs. Det er længe siden jeg har nyt et måltid så meget.
Der er noget helt utroligt terapeutisk, afslappende og opbyggende, ved at lave min egen mad. At tage mig tid til at skære selleri i stykker fordi jeg kan. Jeg bilder mig ikke ind, at det er avanceret mad, men det smager af afslapning og tid til mig selv.
Derudover har det faktisk været nogle gode dage. Fx. havde jeg fornøjelsen af at lære 6
-årige Nahomy at svømme i torsdags. Hun er stabil, når hun svømmer på ryggen nu (glæden ved at se
hende fange det er ubeskrivelig :-)). Forsøgte at undervise Giselle (4) også, men hun er for bange for vandet til virkelig at forsøge. Håber at hun engang begynder at tro på, at jeg har hende, og at det er sikkert at kaste sig ud i det. Det blev dog nærmest endnu sjovere, da 2-årige Lizbee blev nysgerig på hvad de andre lavede og begynde at forsøge. Teknik er der ikke så meget af, men hun har helt sikkert fanget konceptet og skal nok komme efter det. Hun var slet ikke til at stoppe indtil hun blev tvunget til at komme op at spise ;-)
Der findes få ting bedre, end at få lov at hjælpe pigerne med at svømme, tegne, læse eller enhver anden ting, der lige optager dem. Men en søndag alene hjemme - slet ikke at foragte!
Derudover har det faktisk været nogle gode dage. Fx. havde jeg fornøjelsen af at lære 6-årige Nahomy at svømme i torsdags. Hun er stabil, når hun svømmer på ryggen nu (glæden ved at se
hende fange det er ubeskrivelig :-)). Forsøgte at undervise Giselle (4) også, men hun er for bange for vandet til virkelig at forsøge. Håber at hun engang begynder at tro på, at jeg har hende, og at det er sikkert at kaste sig ud i det. Det blev dog nærmest endnu sjovere, da 2-årige Lizbee blev nysgerig på hvad de andre lavede og begynde at forsøge. Teknik er der ikke så meget af, men hun har helt sikkert fanget konceptet og skal nok komme efter det. Hun var slet ikke til at stoppe indtil hun blev tvunget til at komme op at spise ;-)
Der findes få ting bedre, end at få lov at hjælpe pigerne med at svømme, tegne, læse eller enhver anden ting, der lige optager dem. Men en søndag alene hjemme - slet ikke at foragte!
lørdag den 4. juli 2015
Hverken edderkop eller skorpion
Dybt suk.
Her til aften fandt jeg endnu engang en edderkop i overstørrelse på mit værelse lige som jeg troede, jeg skulle til at sove. Erfaringer har lært mig, at det er en stor fordel at have ryddet hele gulvet inden man overhovedet overvejer at jagte edderkopper på det, for de er ubegribeligt hurtige når det falder dem ind. Mit gulv er ellers som hovedregel ryddet, men i dagens anledning var det selvfølgelig ikke. Så jeg fik pænt ryddet op.
Denne uges besøg af en biolog, gjorde mig ikke roligere ved antallet af ukendte dyr på mine jagtmarker. Jeg har nu lært, at der er en hel gruppe af dyr, der hverken er edderkopper eller skorpioner omend de minder om begge dele. Jeg skulle tydeligvis have gjort det en dele mere i biologi. Nu ved jeg ikke om dyrene er det ene eller det andet og om hvorvidt jeg har nogen grund til at frygte den nye gruppe af udefinerede væsner.
Efter oprydning samt edderkoppejagt og en drabelig død ved en livsfarlig paraply, fik jeg endelig sat sengen på plads og kravlet ned i den igen.
Min seng har savnet mig en hel del i dag. Min gode salsaven Emir har været her denne uge og Sara (en amerikansk volontør, som er her henover sommeren) fandt et dansestudie, som havde salsa social i går aftes. Vi bookede os derfor alle tre ind på et hotel, tog til San Pedro Sula og dansede den halve nat, gik på Dennys og spiste morgenmad, og nåede næsten tilbage til hotellet inden det blev morgen igen. Så fantastisk at danse igen - det burde absolut ske noget mere. Men da vi efter sparsom søvn, havde sat Emir på et fly, rendt diverse ærinder i San Pedro Sula og kom hjem kl. 18:30, var vi godt klar til en ordentlig gang søvn. Edderkoppe-/skopionjagt ville ikke have været min førsteprioritet, hvis jeg selv skulle vælge, men så er det jo skønt, at alle den slags valg ikke er tilgængelige og man må nyde livet i alle dets facetter....
Ligger dog det til trods og glæder mig umådeligt meget over de hyggelige dage jeg har haft med Betina, Sara og Emir, som har været på besøg denne uge og gjort hverdagen det sjovere og mere eventfuld. :-)
Her til aften fandt jeg endnu engang en edderkop i overstørrelse på mit værelse lige som jeg troede, jeg skulle til at sove. Erfaringer har lært mig, at det er en stor fordel at have ryddet hele gulvet inden man overhovedet overvejer at jagte edderkopper på det, for de er ubegribeligt hurtige når det falder dem ind. Mit gulv er ellers som hovedregel ryddet, men i dagens anledning var det selvfølgelig ikke. Så jeg fik pænt ryddet op.
Denne uges besøg af en biolog, gjorde mig ikke roligere ved antallet af ukendte dyr på mine jagtmarker. Jeg har nu lært, at der er en hel gruppe af dyr, der hverken er edderkopper eller skorpioner omend de minder om begge dele. Jeg skulle tydeligvis have gjort det en dele mere i biologi. Nu ved jeg ikke om dyrene er det ene eller det andet og om hvorvidt jeg har nogen grund til at frygte den nye gruppe af udefinerede væsner.
Efter oprydning samt edderkoppejagt og en drabelig død ved en livsfarlig paraply, fik jeg endelig sat sengen på plads og kravlet ned i den igen.
Min seng har savnet mig en hel del i dag. Min gode salsaven Emir har været her denne uge og Sara (en amerikansk volontør, som er her henover sommeren) fandt et dansestudie, som havde salsa social i går aftes. Vi bookede os derfor alle tre ind på et hotel, tog til San Pedro Sula og dansede den halve nat, gik på Dennys og spiste morgenmad, og nåede næsten tilbage til hotellet inden det blev morgen igen. Så fantastisk at danse igen - det burde absolut ske noget mere. Men da vi efter sparsom søvn, havde sat Emir på et fly, rendt diverse ærinder i San Pedro Sula og kom hjem kl. 18:30, var vi godt klar til en ordentlig gang søvn. Edderkoppe-/skopionjagt ville ikke have været min førsteprioritet, hvis jeg selv skulle vælge, men så er det jo skønt, at alle den slags valg ikke er tilgængelige og man må nyde livet i alle dets facetter....
Ligger dog det til trods og glæder mig umådeligt meget over de hyggelige dage jeg har haft med Betina, Sara og Emir, som har været på besøg denne uge og gjort hverdagen det sjovere og mere eventfuld. :-)
fredag den 19. juni 2015
Lovligt kørende
Det lykkedes endelig at få mit honduranske kørekort. Ikke at nogen nogensinde har brokket sig over, at jeg ikke havde det, men det er alligevel lidt rart at have det - bare i tilfælde af, at jeg møder en politibetjent med en dårlig dag næste gang, jeg bliver stoppet :-)
Der er en obligatorisk teorisnak, som skal høres før man må tage teoriprøven og køreprøven. Jeg kom en time for sent til den 1,5 time lange snak, men eftersom jeg ikke forstod et ord af hans mumlen alligevel, gjorde det vist ikke nogen forskel - og jeg bestod teoriprøven det til trods. Men min gymnasietræning med at sidde og se interesseret ud mens mine tanker flyver hænger ved. Utroligt som nogle egenskaber ligger så dybt i en ;-)
Derudover er det lidt skægt som man stadig kan lære nyt. Kørsel i Honduras er begyndt at blive mere afslappende. Det er blevet en naturlig reaktion at køre halvt ud på cykelstien, når andre bilister kommer direkte imod mig i et forsøg på at overhale, hvor der absolut ikke er plads. Det er ikke mere nervepirrende at klemme mig forbi parkerede biler med under 2cm mellem min og deres bil. Jeg bliver dagligt bedre og bedre til at spotte lygteløse biler i mørket (omend nogle af dem bare er fuldstændig umulige at se). Og jeg har vænnet mig til at kigge i alle retninger til alle tider fordi der ingen regler er for hvor og på hvilken side, man overhaler hinanden eller bare zigzagger rundt om for sjov skyld.
Selv om jeg sætter pris på den 1,5 times teorisnak de har inden de bliver sluppet løs på de honduranske veje, så er der ikke meget af det, der forbereder nogen på det kaos, man kommer udi. Men, c'est la vie (yep, er begyndt at tage fransk på Duolingo ;-))
Der er en obligatorisk teorisnak, som skal høres før man må tage teoriprøven og køreprøven. Jeg kom en time for sent til den 1,5 time lange snak, men eftersom jeg ikke forstod et ord af hans mumlen alligevel, gjorde det vist ikke nogen forskel - og jeg bestod teoriprøven det til trods. Men min gymnasietræning med at sidde og se interesseret ud mens mine tanker flyver hænger ved. Utroligt som nogle egenskaber ligger så dybt i en ;-)
Derudover er det lidt skægt som man stadig kan lære nyt. Kørsel i Honduras er begyndt at blive mere afslappende. Det er blevet en naturlig reaktion at køre halvt ud på cykelstien, når andre bilister kommer direkte imod mig i et forsøg på at overhale, hvor der absolut ikke er plads. Det er ikke mere nervepirrende at klemme mig forbi parkerede biler med under 2cm mellem min og deres bil. Jeg bliver dagligt bedre og bedre til at spotte lygteløse biler i mørket (omend nogle af dem bare er fuldstændig umulige at se). Og jeg har vænnet mig til at kigge i alle retninger til alle tider fordi der ingen regler er for hvor og på hvilken side, man overhaler hinanden eller bare zigzagger rundt om for sjov skyld.
Selv om jeg sætter pris på den 1,5 times teorisnak de har inden de bliver sluppet løs på de honduranske veje, så er der ikke meget af det, der forbereder nogen på det kaos, man kommer udi. Men, c'est la vie (yep, er begyndt at tage fransk på Duolingo ;-))
lørdag den 13. juni 2015
Hvor er 7 årige dog intelligente og nysgerrige
Vidste du godt at der bor havfruer i vandet?
Hvorfor putter de salt i vandet?
Hvor kommer bølgerne fra?
Hvem putter salt i vandet?
Er floden derhjemme også "hav"?
Hvorfor er der kun bølger tæt på stranden?
Hvordan trækker fiskene vejret?
Hvordan trækker havfruerne vejret?
Mor siger at havfruer kun findes i eventyr og at eventyr ikke er rigtige.
Hvorfor er bølgerne farlige?
Er strøm det samme som bølger?
Hvor langt ud kan bølgerne tage mig?
Hvis man bliver ved med at svømme, så kommer man til sidst til huse og mennesker langt derude, ikke?
Jo jo, en afslappende strandtur sætter tandhjulene igang hos de små væsner. Og at starte med basal bølgelære samt saltkoncentrationer i havvand for 7 årige uden at de mister interessen sætter absolut tandhjulene igang hos mig selv. Men det var måske nu, jeg burde arbejde med bølgelære for dem alle uanset alder mens det stadig er interessant for dem.... Det må overvejes.
Ellers er jeg i gang med projekt 'få et honduransk kørekort'. Det lyder nemmere end det er sagt. Har været derhenne et par gange og fået forskellige beskeder hver gang. Lige pt er det dog sat på hold fordi de ikke har materialerne til rent faktisk at kreere kørekort. Gad vide hvornår de stopper mig og brokker sig over mit danske....
mandag den 8. juni 2015
...og det var så den egentlige grund til at tage til Honduras.
Denne uge har gjort det tydeligt klart for mig, hvorfor jeg føler mig kaldet til Honduras: landets fantastiske strande! Allison mere end jeg selv trængte desperat til en lille pause og vi trænger alle til alle tider til en ferie. Tirsdag til fredag i denne uge, tog Allison og jeg alene til stranden. Nu er jeg godt klar over, at "strand" for de fleste af jer er en eftermiddagsudflugt. Her tager det 2,5-3 timer at køre til stranden, så det er mindst en heldagsudflugt og helst også lidt længere.
Ugen op til gik med at afslutte skoleåret på ordentlig manér, holde dimission for dimittenderne, få sagt farvel til lærerne (m. afskedsmiddag, semesterevalueringer, skrevne anbefalinger og køreture til busser og lufthavne med dem, der skulle bruge det) og samtidig tage sig af de bestyrelsesmedlemmer der havde besluttet at dette skulle være ugen til at komme på besøg og få overblik over regnskaber, vedligeholdelsesprojekter samt planmøder for fremtidige aktiviteter og have kvalitetstid sammen på tværs af landegrænser. Jeg skal ærligt indrømme, at det har været en festlig uge med super selskab. Ikke desto mindre har både jeg og Allison mellem alt kaoset og stresset gået og mindet hinanden om vores "soothing words": Tuesday, Beach, Alone, Tuesday, Beach, Alone...
At sove 8 timer på en nat.
At stå og lade bølgernes brusen overrumple én, fordi man ikke har noget bedre at tage sig til.
At undvære internet og intet kunne tage sig til.
At kunne kæle om maden fordi man ikke skal nå at have mad klar til 25 mennesker inden kl. 18.
At kunne diskutere dette og hint, der løber gennem ens tanker, fordi der ikke er en akut krise der er mere vigtig.
At kunne ligge på stranden (de få minutter hist og her, hvor det altså ikke regner. Må indrømme at vi mangler lidt forståelse for at der intet rindende vand er i Allisons hjem fordi det ikke har regnet i månedsvis, men lige så snart vi tager til stranden et par dage regner det det meste af dagen her.....)
Fredag tog vi så alle pigerne med til stranden og nyder den med dem indtil onsdag. Omend det mildest taget er knap så afslappende, så er det nu også ganske fornøjeligt :)
fredag den 29. maj 2015
I think I need to regroup and find a new strategem
So Monday night another spider was trespassing, entering enemy territory - very unwise choice!
As a true European Conquistador, I feel entitled to the very ground I have selfhandedly taken from its natural inhabitants, and I will fight to the death (unless of course there is the slightest chance that I will be the one dead. In that case I will flee and not come back until my flatmate has killed it of course.)
Anyway, back to the case at hand. This spider was way too big for it's own good, and my Damsel in Distress wail notified my flatmates that I was about to faint and that their immediate assistance was needed. Never before I came to this savage country, had I any idea about the speed spiders can muster. It seems like they are purposely created to outrun enemies. The brave Maria grabbed a broom and while I courageously pulled shelves, suitcases, and clothes rack out from the walls, Maria hunted it through the entire room and even caught it three times before it cared to die.
I am a bit surprised that the police hasn't showed up yet. The neighbours must have called the police to report the murder after all the screaming, smashing of various tools, and running that came from the building. But then again, it is Honduras, so why would the police care.
After such a night, I cannot help thinking that I might have to reconsider my strategy. You would think, that all spiders by now know, that this is not the place to be if you hold your life dear. But then again, I never really let anyone of them go to tell the tale, so how would they know?
As a true European Conquistador, I feel entitled to the very ground I have selfhandedly taken from its natural inhabitants, and I will fight to the death (unless of course there is the slightest chance that I will be the one dead. In that case I will flee and not come back until my flatmate has killed it of course.)
Anyway, back to the case at hand. This spider was way too big for it's own good, and my Damsel in Distress wail notified my flatmates that I was about to faint and that their immediate assistance was needed. Never before I came to this savage country, had I any idea about the speed spiders can muster. It seems like they are purposely created to outrun enemies. The brave Maria grabbed a broom and while I courageously pulled shelves, suitcases, and clothes rack out from the walls, Maria hunted it through the entire room and even caught it three times before it cared to die.
I am a bit surprised that the police hasn't showed up yet. The neighbours must have called the police to report the murder after all the screaming, smashing of various tools, and running that came from the building. But then again, it is Honduras, so why would the police care.
After such a night, I cannot help thinking that I might have to reconsider my strategy. You would think, that all spiders by now know, that this is not the place to be if you hold your life dear. But then again, I never really let anyone of them go to tell the tale, so how would they know?
søndag den 24. maj 2015
Tysk er det nye sort
'Hov, I kan ikke tage afsted allerede, I er lige kommet!' er endnu engang min oplevelse af mine bofæller. Vi går nu ind i sidste uge af forårssemesteret, og den ene har haft sin klasse ovre til et afskeds-pyparty mens den anden er taget på tøsetur med et par andre piger.
Min egen tid går med at planlægge dimissionsceremoni for 6. klasse (Denia og Paola) alt imens hverdagen går sin vante gang.
Her i weekenden har jeg holdt mig til mit værelse (alt imens Maria har holdt pyparty i stuen ;-)) og har fundet et nyt projekt: Tyske film med tyske undertekster. Jeg så et par i går, og det virker! I morges var min første tanke en tysk sætning (hvor jeg godt nok måtte slå et ud af tre ord op fra start af for at færdiggøre den ;-)). Mit håb er nu, at jeg med tiden kan få et brugbart tysk - hvem ved. Til jer, der er nysgerrige: "Fenster zum Sommer" kan godt anbefales. Lidt Sliding Doors-agtig.
Min egen tid går med at planlægge dimissionsceremoni for 6. klasse (Denia og Paola) alt imens hverdagen går sin vante gang.
Her i weekenden har jeg holdt mig til mit værelse (alt imens Maria har holdt pyparty i stuen ;-)) og har fundet et nyt projekt: Tyske film med tyske undertekster. Jeg så et par i går, og det virker! I morges var min første tanke en tysk sætning (hvor jeg godt nok måtte slå et ud af tre ord op fra start af for at færdiggøre den ;-)). Mit håb er nu, at jeg med tiden kan få et brugbart tysk - hvem ved. Til jer, der er nysgerrige: "Fenster zum Sommer" kan godt anbefales. Lidt Sliding Doors-agtig.
søndag den 17. maj 2015
4 grunde til at tage til Honduras at bade
1. Vandet er så helt gennemvarmt, at man kan blive i det i evigheder.2. Der er så store og skønne bølger at man føler sig som barn igen uanset alder.
3. Vandet er så salt, at man trods de voldsomme bølger kan flyde og lade sig vugge ovenpå de voldsomme bølger, når man har brug for en legepause.
4. Vand og strand er (oftest) så rent så rent and det er en fryd.
Chuck og Joyce (et missionærpar i nærheden med ca 48 børn) inviterede de ældste piger med til stranden i Tela igår. Et af mine hårdere pligter er at tage med pigerne på tur, når Allison bliver hjemme med de små. Og I kan forestille jer min skuffelse og irritation over at tage 5 piger med på en tur til en skøn, ren og solrig strand, hvor mad, transport og alt andet allerede var sørget for.
Normalt, når jeg er nogen steder foregår tællingen således:
- OK, jeg har 4 piger omkring mig, hvor er de andre 11?
- Ah, 4 sidder og leger i sandet, hvor er de andre 7?
- Lod jeg en af dem gå på toilettet? Hvem gik de i så fald med?
- Ah, 3 leger med konkylier og der er to oppe at hente håndklæder. Godt, mangler 2.....
- Hvor i alverden er de sidste to? Hvem mangler? Åh nej, hvor er Ruby og Estefani?
- "BELKIIIIIIISSS!!!!! VED DU HVOR RUBY OG ESTEFANI ER?"
- Åh, pyha fandt dem.
- Ok, nu er det allerede flere minutter siden jeg startede optællingen, må hellere lave en ny.
Kan I forestille jer lettelsen over kun at være afsted med 5 piger? Helt ærligt kan det knap kaldes arbejde at holde øje med dem. Til gengæld har det været ren og fuldkommen nydelse bare at slappe af og nyde deres selskab.
....og så sov jeg helt fantastisk (og temmelig prompte) efter en dag i sand, salt og sol :-)
lørdag den 9. maj 2015
Dansk lagkage
En af de ting, jeg prioriterede i min kuffert i februar, var to pakker kagecremespulver. Jeg fik først mulighed for at bruge dem i denne uge, da Paola fyldte 13. Bagte tre store chokoladelagkagebunde og havde Paola til at hjælpe med at lægge den sammen med creme, ananas og bananer. Hun var fantastisk til at lægge glasur på. Det er første gang hun har leget med glasur og det gik perfekt selv om der kun lige var nok glasur. Hun burde gøre det hver gang glasur er nødvendig! Jeg havde købt fløde til at lave flødeskum, og omend deres behandlede fløde fungerer altså ikke rigtigt, var det forsøget værd.
lørdag den 2. maj 2015
Hvinende babyer er noget af det bedste
Havde fornøjelsen af at passe babyerne idag (med et par af pigerne til hjælp). De var ellevilde med mine små hunde og hylede og hvinede mens de tøvende prøvede at røre dem, vende dem rundt og finde ud af hvordan de fungerede (som I kan læse, blev det mindre og mindre tøvende hen ad vejen ;-)). Prada og Hachi virkede bare til at nyde opmærksomheden. De lod det hele foregå og kiggede bare nysgerrigt på de charmerende menneskebørn og deres entusiastiske øjne.
Derudover mindede det mig lidt om at have børneklub i hjemmet igen. Jeg husker tydeligt min barndom hvor hele huset skulle støvsuges inden børneklub, men lige så snart børnene var gået kunne jeg begynde forfra igen. Ikke desto mindre har den opdragelse sikkert været sund for de børn jeg får lov at passe nu. Med babyer er man jo nødt til at have mindst fejet før de invaderer hjemme og med deres frygtløshed overfor alt gulvrelateret, er jeg glad for at jeg gjorde. Ikke desto mindre var det også det første jeg gjorde, da de var gået. Det var ca. på samme tidspunkt Prada's og Hachi's egentlige fest begyndte, for der var var en hel bunke sukkerbollekrummer at feje ud til dem ;-)
Derudover mindede det mig lidt om at have børneklub i hjemmet igen. Jeg husker tydeligt min barndom hvor hele huset skulle støvsuges inden børneklub, men lige så snart børnene var gået kunne jeg begynde forfra igen. Ikke desto mindre har den opdragelse sikkert været sund for de børn jeg får lov at passe nu. Med babyer er man jo nødt til at have mindst fejet før de invaderer hjemme og med deres frygtløshed overfor alt gulvrelateret, er jeg glad for at jeg gjorde. Ikke desto mindre var det også det første jeg gjorde, da de var gået. Det var ca. på samme tidspunkt Prada's og Hachi's egentlige fest begyndte, for der var var en hel bunke sukkerbollekrummer at feje ud til dem ;-)
fredag den 24. april 2015
Postvæsen på Honduransk vis
For et par dage siden mødte jeg en bekendt inde i Peña Blanca. Han havde tilfældigvis en pakke under armen til en af vores volontører, som han havde taget med fra posthuset 20min væk, da han havde hentet sin egen pakke. Adressen på pakken virkede lidt tilfældig, men havde bynavn og departementnavn rigtigt samt tlf.nr på modtageren, så modtageren kan få besked om, at der ligger en pakke og venter. At enhver kan komme og hente andres pakker lyder dog ikke særlig lovende. Men hun blev utrolig glad for kassen med alt godt fra Staterne, og når enden er god er alting godt :-)
Derudover er det lykkedes os at få en ny adresse på et posthus i San Pedro, så det må vi ind at kigge på - spændt på om det er en lige så øde adresse denne gang...
Derudover er det lykkedes os at få en ny adresse på et posthus i San Pedro, så det må vi ind at kigge på - spændt på om det er en lige så øde adresse denne gang...
Derudover har jeg for første gang holdt i vejen for en anden bil mens jeg lige skulle stille et spørsgmål til en anden bilist på gaden. Hernede kommer tilfældige sociale møder før høflighed overfor ukendte trafikanter. Jeg har tit holdt og ventet på bogen, der lige skulle vende verdenssituationen, men nu har jeg også fået lov at være den, der holdt trafikken op. Stadig nye oplevelser foran mig :)
mandag den 20. april 2015
Road trip til La Ceiba
Beklager at jeg har været lidt usystematisk med at poste blog de sidste uger. Har vist haft lidt svært ved a samle mine tanker længe nok til at finde ud af, hvad de er ;) Men det har været nogle dejlige uger.
Denne weekend har jeg haft fornøjelsen af at køre de tretten piger i alderen 8-20 op til La Ceiba på nordkysten til en danse workshop. De havde en fantastisk workshop og vi havde fået lov at låne det skønneste hus, som de fleste helst ikke ville forlade igen. Søndag morgen tog vi en tur til stranden inden vi tog hjem igen. Skal ærligt indrømme, at jeg har alle mine sanser på fuld styrke, når de leger i de kraftige bølger, men hvor er det altså en fest :)
Mens de var til selve workshoppen havde jeg det meste af tiden for mig selv, og nød sceneskiftet og det afslappende i at komme væk. Derudover har jeg de sidste uger hjulpet til oppe hos Allison i større grad med madlavning og børnepasning. Det har givet nogle lidt længere dage, men har nydt det mere praktiske arbejde og samværet med pigerne og Allison.
onsdag den 8. april 2015
Så er det gang i rugbrødsmotoren
OK, måske behøver man ikke maskiner til alt. Har lavet humus med en kop som morter i stedet for koncept blender og har vasket alt mit tøj i hånden - et projekt, der har taget det meste af ugen (blev ved med at samle på tøj i en naiv drøm om at Allison snart ville få rindende vand til deres vaskemaskine igen). Men det er nok på tide at jeg gør det til vane at vaske i hånden i stedet for at rende derop i tide og utide at vaske ;)
Lige i dag var jeg alligevel ved at miste modet over håndklæderne. Man ved det nok ikke før man er blevet tvunget til at vaske håndklæder i hånden, men det er nærmest umuligt at få sæben ud af dem igen. Tror jeg skyllede dem op ca. 10 gange og selv da var jeg ikke helt overbevist om, at det var lykkedes. Ikke desto mindre er lidt hårdt arbejde nok godt for mig når jeg nu ikke får rørt mig på anden vis. Der er jo ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget.
(P.S. Til jer der har fulgt med på bloggen, min ryg har det meget bedre - formentlig grundet lige dele hårdt vaskearbejde, pandekagestegning med musik og dans til (det tager 4,5 timer at stege pandekager til denne familie, så musik og dans er et must for at komme igennem ;)) og godt med udstrækning.)
søndag den 29. marts 2015
At leve mindfuldt
Denne uge har jeg utroligt meget at takke for:
- Lækker mad
- Gode venner
- Fantastiske hjælpsomme samboer
- Netflix
- Massage og kiropraktik
- Minibusser med liggebare sæder
- Min dejlige store seng
- Hvile
- og meget meget andet
Denne uge har jeg oven i købet haft god tid til at filosofere over det og nyde det, da jeg har ligget en del i sengen med rygproblemer. Men det bliver bedre og bedre og jeg har en sød kiropraktor :-)
Rigtig god uge til jer alle!
- Lækker mad
- Gode venner
- Fantastiske hjælpsomme samboer
- Netflix
- Massage og kiropraktik
- Minibusser med liggebare sæder
- Min dejlige store seng
- Hvile
- og meget meget andet
Denne uge har jeg oven i købet haft god tid til at filosofere over det og nyde det, da jeg har ligget en del i sengen med rygproblemer. Men det bliver bedre og bedre og jeg har en sød kiropraktor :-)
Rigtig god uge til jer alle!
lørdag den 21. marts 2015
Lyserøde roser, grønne blade og andet hårpynt
 |
| Addison og Nahomy giver mig beauty tips |
Derudover er ugen udover de almindelige mails, nyhedsbreve og lign. gået med at finde en lærer til 2./3. klasse da Karina rejser på tirsdag. Har i den forbindelse fået lov at holde min første ansættelsessamtale - oven i købet på spansk. Altid sjovt med nye udfordringer
lørdag den 14. marts 2015
Jeg har fundet mit gulv!! :D
Dette blev ugen, hvor jeg brugte 200kr på et hyldesystem (et beløb, der lyder latterligt lille i danske kroner, men som ikke desto mindre er en stor post i mit månedlige budget). Så efter at have gjort et flere ugers forgæves forsøg på at finde noget som helst i bunken med godt & blandet på mit gulv, er det en befrielse at have fået alt pakket væk på hylder. Det er stadig en daglig overraskelse at åbne døren til værelset og rent faktisk kunne se gulvet. :-) Desuden er det en befrielse rent faktisk at kunne finde de ting, jeg skal bruge ca. til den tid, de skal bruges. Det bliver mere og mere hjemligt på mit værelse.
Derudover blev dette også ugen, hvor jeg begyndte at give salsa undervisning til de voksne på EFP. Det er i den grad en fornøjelse at danse igen, og det er muligt det bliver vejen til at overleve mentalt :-) Skal bare lige finde ud af, hvad man skal starte med at undervise i.
Derudover blev dette også ugen, hvor jeg begyndte at give salsa undervisning til de voksne på EFP. Det er i den grad en fornøjelse at danse igen, og det er muligt det bliver vejen til at overleve mentalt :-) Skal bare lige finde ud af, hvad man skal starte med at undervise i.
søndag den 8. marts 2015
- At lave mad selv
- At huske at købe alt ind, når man er i storbyen
- At kigge efter edderkopper og kakkerlakker før man træder ud af sengen
- At tildække alle mygtillokkende hudområder inden man lægger sig til at sove
- At smide toiletpapir i toiletspanden efter brug
Det bliver hurtigt hverdag igen hernede - meget hurtigt. Det er ikke helt den samme luksus, som Danmark har at byde på og familien er igen langt væk.
Ikke desto mindre er det skønt at se alle hernede igen, det er fantastisk at sove i min egen seng på mit eget værelse samt ikke at skulle nå at se mennesker. Og efter den fede danske mad, har jeg faktisk set frem til det enkle i ris og bønner.
Efter at have nydt børnene de sidste dage i ugen var de sidste reserver af socialenergi brugt op, og jeg har lukket mig inde på mit værelse hele weekenden. Jeg er lige ved at tro, at jeg har samlet energi nok til at være social igen til turen i kirke i eftermiddag. ;)
Håber I nyder dagene derhjemme også!
- At huske at købe alt ind, når man er i storbyen
- At kigge efter edderkopper og kakkerlakker før man træder ud af sengen
- At tildække alle mygtillokkende hudområder inden man lægger sig til at sove
- At smide toiletpapir i toiletspanden efter brug
Det bliver hurtigt hverdag igen hernede - meget hurtigt. Det er ikke helt den samme luksus, som Danmark har at byde på og familien er igen langt væk.
Ikke desto mindre er det skønt at se alle hernede igen, det er fantastisk at sove i min egen seng på mit eget værelse samt ikke at skulle nå at se mennesker. Og efter den fede danske mad, har jeg faktisk set frem til det enkle i ris og bønner.
Efter at have nydt børnene de sidste dage i ugen var de sidste reserver af socialenergi brugt op, og jeg har lukket mig inde på mit værelse hele weekenden. Jeg er lige ved at tro, at jeg har samlet energi nok til at være social igen til turen i kirke i eftermiddag. ;)
Håber I nyder dagene derhjemme også!
fredag den 20. februar 2015
Clueless in the Cycling City of Copenhagen
Tænk bare at flyve afsted med vinden i håret, fødderne i pedalerne, blomster i kurven og smilende husmødre vinkende fra hver eneste have. Det er muligt, at bare 8 måneder væk fra hjemlandet har gjort mine minder om cykling i København en anelse tågede. Jeg har utroligt nok ikke haft nogen cyklister til at råbe af mig endnu, men jeg fik et meget undrende blik fra en overhalede ung mand, da jeg kørte ud på midten af cykelstien i et sving. Jeg ved ikke hvordan jeg kunne glemme de 538 cyklister bag mig, der uden tvivl ikke har været i Honduras og lært at vente til i morgen med alt, der burde have været ordnet forrige år...
Derudover er det altså dejligt at være hjemme; se familie og venner, have et luksuriøst udvalg af mad og drikke, danse og kunne gøre næsten alt, der passer mig, når det passer mig :)
fredag den 6. februar 2015
Ugen med de mange værelseskammerater
Jeg har fået mit andet møbel denne uge; en tøjstang med tøj på. :) Så lækkert at kunne rydde en kuffert til at rejse hjem på ferie med. Og idet jeg hængte tøjet fra kufferten op, kom adskillige gode bluser og bukser til syne, som jeg enten havde savnet eller glemt at savne :)
Derudover fik pigerne (med hjælp fra Allison) mig overbevist om, at jeg blev nødt til at lade dem sove på mit værelse (som jeg låner af Allison mens hun er væk). Så nu har to ad gangen fået lov at sove på værelset. De er ellevilde, og for at være helt ærlig, har jeg nærmest bare sovet fra det. Hver aften har vi sluttet af med et kapitel af "Pippi Longstocking", men da vi nåede til at se filmen her fredag aften, kunne den ikke længere findes på Netflix :( Bogen har vi dog hygget os med.
fredag den 30. januar 2015
Gad vide, hvad der er at foretrække: en datter, der tager timer i violinspil, eller ti døtre, der tager timer i tapdans.
Fra i onsdags begyndte et par nye uger oppe i Allisons hjem, i det damen selv er taget en tur til staterne. Det er fantastisk at være sammen med pigerne så meget og jeg nyder faktisk den konstante vækning af babyer, der kravler rundt, har mistet deres tæppe eller bare lige skal vide, at jeg stadig er der. De er så meget mere værd end søvn ;)
Derudover er det en lettelse hverken at skulle undervise eller tage sig af Karens job mens jeg bor her - meget nemmere end sidste gang (da jeg gjorde begge dele). På denne måde er det jo næsten overskueligt at være barnepige
Det eneste jeg finder en anelse prøvende, er den utrolige larm, som genklangene af tyve piger under et bliktag giver. Efter to dage med konstant hovedpine, var det en lettelse idag at fortrække fra værelset for at lade en handyman komme til at sætte loft op på Allisons værelse. Desværre er pengene der ikke til alle værelser, men de par det kan blive til er også meget værd :) Under alle omstændigheder nyder jeg de 89% loftsdækning, jeg har fået indtil videre!
lørdag den 24. januar 2015
At leve i nuet
En Honduraner døde af overanstrengelse, en Amerikaner druknede i søen og lille søde Denia blev teenager - alt sammen på en enkelt uge. Alt i alt var det nok til at minde mig om at nyde hver eneste dag jeg har sammen med de skønne piger så længe det er en mulighed. Utroligt at det allerede er blevet så meget hverdag, at det kan være nødvendigt at blive mindet om. Påmindelsen faldt ikke desto mindre perfekt her et par dage før Allison igen rejser til USA og jeg får fornøjelsen af dem 24/7 (et event som for mit egoistiske indre jeg ikke kan komme hurtigt nok ;)).
søndag den 18. januar 2015
Der er en første gang for alting
Ikke en helt dårlig weekend; i går kørte vi en tur til Siguatepeque. Det oprindelige formål var, at køre Belkis hjem at besøge sin familie. Det endte med at blive en hel udflugt med Karen, Arnold, deres børn samt et par volontører. Ingen af dem havde set hulerne ved Taulabé, så dem stoppede vi ved på vejen. Jeg har set dem før, så min største oplevelse der var for første gang at betale honduransk indgangsbillet (billigere end turistbilletten) fordi jeg nu er beboer i Honduras (= har opholdstilladelse).
Ellers brugte vi tiden på at gå i biografen, spise frokost og købe ind mens Belkis nød sin familie nogle timer. Jeg fik bl.a. købt et sengesæt, så nu har jeg endelig et lagen, der er stort nok til min ny seng. Det var en fornøjelse at sove i :)
Ellers synes jeg ugen er gået hak i hak med ting, der lige skulle tages sig af, som køb a komfur, opsætning af internet i vores nye volontørhus, ansøgninger til dette og hint og deslige. Glæder mig over, at det er søndag og jeg ikke behøver at lave noget i dag :)
fredag den 9. januar 2015
Nu med egen seng
Den største oplevelse har nok været at købe min egen seng (American size). Vi er flyttet ind i et større hus med 3 værelser, når nu har jeg mit eget værelse, min egen seng og alle planer om at gøre det lidt hyggeligt og hjemligt. Det må ske i løbet af den næste uge.
Derudover har vi haft et team på besøg hele ugen. Det har været både krævende og latterfuldt. Utroligt friske humorfyltdte mennesker fra Chattanooga. De har sat en varmtvandstank ind i Allisons hjem, sat myggenet op rundt om terrassen og hjulpet med diverse uheldigheder som sprængte vandrør i volontørhuset og deslige. Og så har de jo bare sat humør og liv i huset (hvis man da kan fylde mere af den slags ind i et børnehjem ;))
Nu vil jeg glæde mig til at få købt sengetøj til sengen, så jeg kan bruge den og nyde eneværelset. Vil prøve at få billede af værelset når jeg forhåbentligt har sat det op i næste uge.
lørdag den 3. januar 2015
Glædeligt Nytår!
Den sidste uge kan nok bedst beskrives ved ordet: "Stille"
Har været uden vand (og dermed bad) i nogle dage
Har været uden gas (og dermed rigtig mad) i nogle dage
Har været uden internet (og dermed distraktioner) i nogle dage
Det er sjovt som man efterhånden, som man bliver mere og mere afvænnet fra stress, deadlines og adrenalinrush også sætter mere og mere pris på simpeltheden og ganske enkelt at nyde luksusheder som vand og gas, når man har det.
Og det til trods er vi igang med at få lagt optisk fiber ind for at få mere stabilt internet. Helt asket er jeg åbenbart ikke blevet ;)
Abonner på:
Opslag (Atom)