Spørgsmålet kom fra 11-årige Aracely midt i en ørkenvandring af brøkregning. Undrede mig en anelse over spørgsmålet, men kunne jo kun sige, at jeg rent faktisk nød det. Hun vendte tilbage til brøkregning og jeg glemte spørgsmålet indtil snakken blandt pigerne gik i retning af hvor mange opgaver de skulle lave før vi kunne tage hjem. Altid ligefremme Aracely svarede: "Det er fordi hun godt kan lide at undervise, at vi ikke må gå hjem." Hvis der så havde været et hint a hån i hendes stemme, men hun lød vitterligt som om hun troede på det.
Der er ingen tvivl om, at jeg udfordrer pigerne i matematik. Men eftersom jeg husker hvordan mit crash course i tysk i 8. klasse fik mig til at elske både konceptet at lære samt faget tysk, tror jeg stadig på metoden. De yngre spørger hele tiden hvornår det er deres tur. De store spørger noget mindre. Men det, der virkelig gør det hele værd,er at se lyset i deres øjne, når de forstår dagens koncept og begynder at arbejde selvstændigt med det :-)
Er dog stadig glad for, at jeg ikke underviser alle pigerne året rundt. Det tager en lille smule tid og energi af mig ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar