Det lykkedes endelig at få mit honduranske kørekort. Ikke at nogen nogensinde har brokket sig over, at jeg ikke havde det, men det er alligevel lidt rart at have det - bare i tilfælde af, at jeg møder en politibetjent med en dårlig dag næste gang, jeg bliver stoppet :-)
Der er en obligatorisk teorisnak, som skal høres før man må tage teoriprøven og køreprøven. Jeg kom en time for sent til den 1,5 time lange snak, men eftersom jeg ikke forstod et ord af hans mumlen alligevel, gjorde det vist ikke nogen forskel - og jeg bestod teoriprøven det til trods. Men min gymnasietræning med at sidde og se interesseret ud mens mine tanker flyver hænger ved. Utroligt som nogle egenskaber ligger så dybt i en ;-)
Derudover er det lidt skægt som man stadig kan lære nyt. Kørsel i Honduras er begyndt at blive mere afslappende. Det er blevet en naturlig reaktion at køre halvt ud på cykelstien, når andre bilister kommer direkte imod mig i et forsøg på at overhale, hvor der absolut ikke er plads. Det er ikke mere nervepirrende at klemme mig forbi parkerede biler med under 2cm mellem min og deres bil. Jeg bliver dagligt bedre og bedre til at spotte lygteløse biler i mørket (omend nogle af dem bare er fuldstændig umulige at se). Og jeg har vænnet mig til at kigge i alle retninger til alle tider fordi der ingen regler er for hvor og på hvilken side, man overhaler hinanden eller bare zigzagger rundt om for sjov skyld.
Selv om jeg sætter pris på den 1,5 times teorisnak de har inden de bliver sluppet løs på de honduranske veje, så er der ikke meget af det, der forbereder nogen på det kaos, man kommer udi. Men, c'est la vie (yep, er begyndt at tage fransk på Duolingo ;-))
Ingen kommentarer:
Send en kommentar