Da jeg hentede Gaby fra skole, var hendes første kommentar: "Jeg har aldrig glædet mig så meget til fredag som i denne uge". Jeg må indrømme, at hun har haft nogle lange dage. Hun har været opsat på, at få en god start i sin nye skole. Lige netop i matematik, har det dog været en udfordring. Deres matematiksystem når ganske enkelt meget længere og meget hurtigere, end det system, vi har brugt Så der var en del, der skulle læres. Hendes skoledage er startet kl 7 hver dag, men hun har siddet med lektier indtil kl 9, 10 og 11 hver aften. Jeg har det meste af tiden siddet sammen med hende, og det er blevet nogle lange aftner, hvor vi begge er blevet trætte og har mistet tålmodigheden. Jeg må give hende, at hun er en optimist og holder facaden selv når hele hendes krop udstråler, at nu kan hun ikke mere. Jeg tror, det var godt, hun fik weekend.
I dag fik jeg denne skønne tallerken til frokost fra hende. Den kunne selvfølgelig godt se ud som en lettere utilfreds smiley, men med det ansigt hun havde på, da hun gav mig den, er jeg forholdsvis sikker på, at den er ment til at være glad. Hun er simpelthen skøn - og når forøvrigt rigtigt langt i matematik. Hvad man ikke kan, når man sætter sig for det er ikke meget. Ikke desto mindre håber jeg, at denne uge har været en springende start, så det ikke tager helt så mange kræfter at følge med i resten af semestret ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar