Øjeblikket hvor internettet går...

...og hele din krop falder til ro i visheden om, at der intet er, du kan gøre. Én efter én lægger nerverne sig til hvile efterhånden som du går igennem listen over ting, du ikke kan gøre.

Du kan ikke lede efter vektor regneopgaver til Belkis.

Du kan ikke søge oplysninger til at forberede næste kemilektion.

Du kan ikke svare emails.

Du kan ikke checke det link ud Allison sendte med et muligt kursus for Paola.

Du kan ikke logge ind for at se hvordan det gik Denia med de matematikopgaver, du gav hende.

Du kan ikke finde engelske børnerim til 3.-4. Klasse.

Du kan i det hele taget ikke lave meget andet end at finde den bog frem, som du sjældent når særlig langt med - og det er jo slet ikke dumt.

Jeg skal ærligt indrømme, at der er nok at lave her. Det til trods, er det jo det hele værd. I torsdags var det "Børnenes Dag" (national mærkedag i Honduras). Belkis havde planlagt en fantastisk dag sammen med vores nabomissionærpar og alle deres børn. Med så mange børn er det hektisk, og hele mit væsen længes efter, at kunne gå ind på mit værelse og lukke døren, men samtidig er jeg jo helt benovet over, at få lov at leve dette liv; at leve i varmt vejr, med skønne mennesker omkring mig, at blive inspireret af børns ligefremme og naturlige gode egenskaber hver evig eneste dag, og næsten altid have en lille toddler komme løbende og give mig et smil på læben, når jeg troede, jeg havde opbrugt dagens kvote. Dette er livet!