Da nogen skulle hente en besøgende i lufthavnen lørdag formiddag volonterede jeg mig selv, hvis jeg så måtte tage afsted allerede fredag aften for at tage ud at danse. Det var den helt rigtige dag at tage ud at danse på. Alle havde taget koncept Halloween og udklædning helt seriøst og der var stemning, super flinke og åbne mennesker, lækker kage (som jeg virkelig ville ønske jeg kunne have vist jer et billede af: en meget gennemført ølspand med isterninger og en øl i. Jeg gættede ikke det var en kage før jeg fik det fortalt), gode snacks, gentlemen og gentledamer til at sikre sig, at jeg fik smagt det hele. Efter de sidste to latterligt hårde måneder, var en tur væk (og i sær så succesful en af slagsen) den helt rigtige medicin. Jeg føler mig for en gangs skyld klar til at det bliver mandag igen. Bliver nok nødt til at finde måder at komme ud at danse på i fremtiden også :-)
søndag den 1. november 2015
Der var en gang, og for enden af den gang var der....
Da døren lukkede siger efter mig, var der intet andet end mørke. Med hænder og fødder følte jeg mig frem og fandt første trappetrin. Det andet fulgte lige efter. Trin for trin fandt jeg vejen op gennem mørke og røg. Efterhånden som mine øjne vænnede sig til mørket kunne jeg ane de sorte vægge omkring mig. Pludselig rører en krop på gulvet sig, og jeg må tage et skridt til den modsatte side (mens jeg desperat håber på, at jeg ikke træder på en anden dér). Aldrig har en trappe virket så lang. Endelig når jeg toppen og forsøger at huske hvilken vej gangen går der. I mørket og røgen, kan jeg intet se. Jeg beslutter at forsøge højre. I det jeg vender hovedet, står jeg ansigt til ansigt med et tohovedet spøgelse. Mit skrig fik det heldigvis til at fortrække, men hvem der så end var bag masken, må have fået sig et godt grin. Turen fortsatte gennem en labyrint af sorte gardiner, røg, mumier, spøgelser og gravsten. Logisk set må det have været en simpel labyrint, ikke desto mindre var det mig umuligt at finde vej ud af den. Til sidst gik mumierne helt op i hovedet på mig, og jeg begyndte at tro på, at de enten måtte være så trætte af mig eller have så ondt af mig, at de ganske enkelt og bogstaveligt puffede mig i den rigtige retning. Det til trods måtte en lille hvidmalet pige bag en gravsten alligevel pege den sidste retning ud for mig. Det er længe siden jeg har grinet så meget og har haft sådan en fest - og det var kun indgangen til festen. Havde jeg indset hvor gennemført alt var, ville jeg nok have prioriteret at tage et kamera med, men nu kan I ikke få andre billeder end det, jeres fantasi tillader jer.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar