Verden fra en 6-åris perspektiv

Weekendens gæster tog os med på restaurant i går. På menuen sås et billede af Alt-godt-fra-havet-suppe. 6-årige Gisselle var helt solgt. Der var aldrig nogle af os der forstod hvad hun ville med den. På spørgsmålet om: "Har du smagt den før? Ved du, at du kan lide den?" var svaret "Ja, jeg så den på en film engang, og der spiste jeg den!" Hun fik selvfølgelig suppen og de andre piger væmmedes ved synet af hende fiske efter krabbeklør, krebsehaler, fiskebidder og sågar en hel krabbe i den. Det til trods er jeg ikke sikker på, om Gisselle overhovedet opdagede deres blikke. Hun havde sin helt egen fest med at gå på skattejagt i suppen og brække krabbekløer i stykker for at få alt kødet ud af dem. Aldrig tidligere er en alt-godt-fra-havet-suppe blevet nydt i højere grad, og jeg havde den udsøgte fornøjelse at sidde i første parket. Det var næsten bedre end juleaften.

Samme gæster havde købt en 4/4 violin og to 3/4 violiner til pigerne samt et par begyndernodebøger. Jeg skyndte mig selvfølgelig ind, da pigerne spurgte om jeg ville hjælpe dem med dem. På det tidspunkt var alle tre violiner blevet pakket ud, flere af hestehårene knækkede og buerne havde set en del steder på violinerne de aldrig burde have vidst eksisterede. Jeg gjorde mit bedste for at rende mellem alle violinerne og hjælpe de pågældende piger med at passe på violiner og buer. Gaby (17 år) lærte oven i købet begyndelsen på Twinkle Twinkle Little Star (Jesus lille lam jeg er).

I kan alle forestille jer min sorg da Allison spurgte om jeg ville passe på violinerne nede hos mig indtil pigerne lærer at tage sig godt af violinerne. Til trods, at vi først kom hjem kl 22:30 i aftes tog mine medvolontører det med utroligt godt humør, at jeg spillede og klimptede lige så længe som det tog dem at blive sengeklar. Blandt andet var der noder til Dansens Herre i begynderbogen - en af mine absolute yndlingssange!

Home is where the heart is - however many places the pieces are spread over.

De sidste uger har jeg brugt ordet ”hjem” i rigtig mange sammenhænge. Jeg planlagde min tur ”hjem til Danmark”. Men i Danmark efter en dag på farten skulle jeg ”hjem” til enten ven eller familie for at overnatte. Efter en uges aktiviteter og fantastisk selskab med venner og familie, glædede jeg mig til at skulle "hjem" til mor et par dage at slappe af. Efter anekdoter om begivenheder og kutymer ”hjemme” måtte min samtalepartner altid opklarende spørge: ”Altså i Honduras?”

I Ekkodalen med familie og venner

Det virker som om, at jeg for hver gang jeg kommer hjem bliver jeg stadigt mere rodløs og splittet. Mit modersmål har måttet vige pladsen som førstesprog for engelsk i mit daglige liv. Min biologiske familie har i mit daglige liv på mange punkter måttet vige pladsen som nærmeste familie for at gøre plads til hvad der på så mange måder er blevet min familie i Honduras. Når jeg bor i Honduras er det det jeg lever i, og jeg er glad for det. Når jeg kommer hjem til Danmark er min mors kærlighed så overstrømmende og ufattelig, at det ikke giver mening; mine venners og families hengivenhed er så gennemgående, at jeg ikke forstår det – og det til trods for, at jeg ikke er der for dem i hverdagen, når de har brug for mig. Når jeg bliver spurgt om, hvorvidt jeg er klar til at tage tilbage, må jeg sige nej hver gang. For hvordan bliver man klar til at forlade en så omsluttende kærlighed og støtte, som jeg oplever hver gang, jeg kommer hjem (til Danmark)?

Når min mor alligevel spørger, om jeg nogensinde er i tvivl om hvorvidt jeg skal tilbage, må jeg også svare et stensikkert: ”Nej, jeg er aldrig i tvivl”. Jeg ved, jeg hører til i Honduras – for nu i hvert fald. Om du tror på en Gud der kalder mennesker til opgaver og steder, eller om du hellere vil forklare det som menneskers uforklarlige drømme og længsler, er op til dig. Jeg ved Honduras er mit hjem nu. I samme åndedrag må jeg takke alle jer, der i disse uger har fyldt mig op med en kærlighed så dyb, uforståelig og overstrømmende, at jeg har reserver at bruge af til måneder frem i tiden langt langt væk fra modersmål, biologisk familie og stenstøtter af venner!
Jeg kunne ikke gøre det her uden jer. Tak!

Matematik igen igen

"Bruger du rent faktisk det her til daglig?" Spørgsmålet kom fra en elev, der ikke var helt overbevist om meningen med at lære multiplikation med flere cifre. Jeg kunne ærligt sige, at det gjorde jeg faktisk - men jeg undlod at fortælle om den leg, det er i min familie, at regne stykker i hovedet, som mange andre ville finde en lommeregner til.

Jeg er nu tilbage i klasseværelset og underviser matematik i 6.-7.-8. klasse, og jeg nyder det. Så længe det er emner, der giver mening for mig, er det altså lidt hyggeligt. Allison og Karen er ikke helt sikre på, at jeg har tid til det (og må indrømme at jeg sagtens kan finde andre ting at lave, når det er), så det bliver nok ikke ved i længden, men jeg nyder det så længe det varer ;)

For at det ikke skal være arbejde det hele, har jeg nyt al den natur, der er både i og udenfor byen ;-)
Derudover var jeg ude at danse både fredag og lørdag i sidste uge og glæde mig til at komme afsted igen i aften. Det giver altså så megen god energi og velvære :)
Håber I andre nyder livet lige så godt!

KH

Om glæden ved regn omend timingen kan være tvivlsom

Mens vi gik hen imod den overdækkede pavillon, mørkedes himlen. Skyerne havde taget en form, der gav kraftige associationer til Hogwarts og Quidditch. Jeg tvivler på, at jeg var blevet meget overrasket, hvis der pludselig var kommet dementors flyvende ud af dem. Vi løb de sidste 50 meter og nåede næsten i læ før skomagerdrengene gik til angreb. Mens vi sad i udkanten af teltet og blevet våde halvtag til trods, glædede jeg mig voldsomt over at vi ikke var ankommet 2min senere.

Der var ellers sat flot op til Mariela's dimission fra (hvad der svarer til) gymnasiet. Hvide og blå tylstykker pyntede stole og pæle, blomsterdekorationerne på podiet var kunstfærdige og den røde løber var lagt ud klar til at modtage studenterne. Alt imens sad vi (halvtørt) og så det hele gå op i mudder. Mødre i lange dyre kjoler og små piger i laksko forsøgte at redde deres festlige tøj mens stormen rev i dekorationerne og gjorde det en lille smule svært ikke at grine ad absurditeten af det hele - altså indtil strømmen gik og vi sad i mudder og mørke, og kunne ane arrangørerne forsøge at rulle den røde løber ind for at redde den. Da måtte vi give humøret frit løb over hele situationen. Jeg havde dog en smule ondt af de stakkels studenter som formentlig bare gerne ville have en perfekt aften.

Efter halvanden time fik de en generator op at køre og efter en time og tre kvarter startede ceremonien. Studenterne måtte bytte pladser et par gange under indgangen, da toast masteren's noter var blevet blæst væk af stormen og han ikke kunne finde ud af hvem han skulle præsentere næst. Alt i alt endte det med at blive en god aften og vi fik dagens grin med under al ståhejen.

Under alle omstændigheder glæder vi os meget over al regnen. Det har nu regnet i fire dage i streg, og eftersom vi har gået i halvandet år nu med et minimum af regn (og dermed kraftig mangel på vandforsyning), er det en stor glæde at det har regnet op mod 8 dage i løbet af de sidste tre uger (jeg tror næsten det er mere regn end der har været det sidste halve år). Læste for et par uger siden en artikel om tørken - om hvordan 160.000 familier i Honduras har mistet høst (majs og bønner) i 2015 pga tørken. Halvdelen af familierne mistede hele deres høst. Lad os for alles skyld håbe og bede til mere regn i 2016.

Samarbejde gør stærk

Igår blev så dagen, hvor jeg smed bukserne ude foran mit hus og derefter løb i ly indenfor. Jeg håber i den grad, at de fleste naboer var indenfor eller andre steder uden direkte udsyn, men havde ikke tid til at checke.

Jeg havde båret mit affald ud på min lille bålplads for at brænde det af. Det var lykkedes mig at sætte ild til det og stod i sikker afstand og holdt øje med ilden mens jeg forsøgte at huske hvilke kemiske stoffer, der står bag de forskellige flammefarver. Hvordan jeg kom til at kigge ned midt i mine overvejelser ved jeg ikke, men fra mine sko og til alt for langt oppe på lårene, var mine bukser DÆKKEDE med myrer. Jeg var hurtigt klar over, at jeg var overmandet, og at der ingen mulighed var for at få viftet (hvad jeg skønner var) 1.000-2.000 myrer af mig, inden de fandt skin at gå til angreb på. Havde jeg tænkt mig bedre om, havde jeg måske droppet skriget, der uden tvivl tilkaldte alle naboernes opmærksomhed, inden jeg rev bukser og sko af mig og løb ind i huset. Eftersom selvsamme bukserne bliver ved med at revne nye steder lige meget hvor meget man lapper på dem, røg de også meget hurtigt på bålet. Jeg ved at det ikke er særligt venligt af mig, når jeg i mit stille sind håber at de fleste af myrerne røg med.... :-/

Derudover bruger jeg de her dage som chauffør mere end noget andet, så min krop har sikkert godt af den smule motion et myreinitieret panikanfald medfører.

(Dette ville uden tvivl have været sjovere på video, men så langt nåede jeg ikke lige at tænke i øjeblikket. Til gengæld er her en video, som fik mig til at grine hele vejen igennem den her til morgen. Måske den kan bruges for nogle istedet?)

Hvorfor kan vi ikke blive?

Forvirringen var total: "Men hvorfor skal vi afsted?" "Siger Mike at vi skal hjem?" (Mike var vores gæst, som var så venlig at betale for fire nætters sommerhus på stranden for hele familien). "Hvorfor kan vi ikke blive?`" For 4-5 årige børn, der har tigget om at komme på stranden de sidste 6 måneder, er det et mysterium, at skulle hjem fra stranden, når vi først lige var ankommet (dvs. 4 nætter tidligere). Til trods for kun at have haft 5 dage på stranden, var alle godt mørke i huden, og de første skallede heftigt. Vi voksne nød det nærmest lige så meget. Det er altid en øvelse at have styr på alle børnene i havet, men i år var bølger og strøm begrænset, så vi havde ikke de samme angstanfald hver gang et barn nærmede sig strandkanten, som vi har haft tidligere år.

Inden vi tog på stranden, havde vi afsluttet skoleåret. Der var dimission for 6. klasserne sidste fredag i maj måned, og det var en fest. Lærerne havde gjort et fantastisk arbejde med at pynte op, og pigerne elsker at danse (og at spise lækker mad). Nu handler det så bare om at huske hvilken klasse alle går i (kan ikke forstå at det skifter så hurtigt).

Så alt i alt gode ting, der tager min tid :-) Håber I alle nyder livet i samme grad!
KH

Og så blev det aften og morgen den femte dag uden strøm.

På nuværende tidspunkt føler jeg mig rigtigt godt udhvilet. Ingen braldrende musik fra naboen kl 5 søndag morgen, ingen Facebook, Netflix, eller e-mails sent på aftenen. I går faldt jeg i søvn kl 9:30 og dagen før 7:30. Når man tvunget til at følge naturens og lysets egen rytme, kan man nå nogle lange nætter. Tre mere af dem, og jeg er ved at have det rigtig godt, tror jeg :)

Morgenmaden er heller ikke til at klage over. Smøret, er så blødt, at det er lige til at hælde på brødet, og min camembert har fået en god lækker bred smag. Desuden har jeg en undskyldning for at tage godt med camembert på mit brød (er ikke helt sikker på hvornår den brede smag udvikler ben, og kan kravle væk af sig selv).

Og så er der selvfølgelig den fordel, at jeg får besøgt Allison og pigerne det mere - dels for at oplade diverse elektriske apparater, dels for internet og dels for underholdningsværdien. Der er virkelig ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget :)

(Skrev ovenstående i går. Vi fik i alt 6 dage uden strøm. Det var lidt en lettelse, da jeg endelig kom hjem her til aften til strøm, at der ikke var vand. Hvis vi både havde strøm, vand og gas på en gang kunne jeg jo komme til at leve i utopisk luksus og miste jordforbindelsen...)

Lille lakridsdag

Da jeg var ung holdt jeg lille lakridsdag hvert år. Lille lakridsdag var den første dag i marts, hvor solen skinnede så gennemborende, at man blev helt glad indeni af det. De sidste uger har jeg længtes efter lille lakridsdag. Ikke så meget pga. lakridsen (selv om det i sig selv er værd at længes efter), men fordi der er en helt usigelig glæde ved forårets første solstråler. De dage, hvor man føler sig tvunget til at tage jakken af for at nyde solen fuldstændig, hvor man kan finde et vindfrit hjørne, der næsten er varmt nok til at nyde uden at blive alt for forkølet. Den friske, sprøde, mentalt varmende forårssol, der er en stensikker grund til snotnæse.

Det er ikke, at jeg mangler sol. Vi har nok til, at airconditioning i bilen ikke på nogen måde formår at køle bilen ned. Kl 9 om aftenen med en kraftig blæser 60cm fra mig og minimalt tøj, sveder jeg stadig og længes efter marts måneds kolde snotnæseproducerende sol, eller april måneds sne, slud og hagl. Jeg har ingen ret til at brokke mig - og ikke nogen egentlig grund til det heller. Her til aften vil jeg bare gerne opfordre jer alle derhjemme til at nyde den friske opmuntrende forårssol, og alt det liv den giver, når den ikke er kraftig nok til at afsvede både planter og mennesker. Og hvis I mangler en grund til at spise lakrids, kan lille lakridsdag sagtens fejres en måned for sent.

Rigtig dejlig forår til jer alle!

Glæden ved at gøre tingene på den langsomme måde

Jeg har gang på gang måttet godtage, at ting tager lidt længere tid i Honduras.

• Til tider er der ingen strøm, og bloggen må skrives i hånden, så den er klar til at skrive ind, når strømmen kommer tilbage.
• Mangel på vand, strøm, reservedele og deslige gør, at alt tøj i tide og utide må vaskes i hånden.
• Manglen på stressgener i 5-årige børn gør, at ingentind bliver gjort før vi er klar til det.
• Den generelle afslappede holdning gør, at noget så enkelt som at køre gennem tolden på motorvejen, kan blive en øvelse i tålmodighed.

Min sidste nye øvelse i at tage det stille og roligt skyldes, at mine hunde har taget det som en opfordring at løbe ud på eventyr hver gang havelågen bliver åbnet. Når jeg skal nogle steder nu, må jeg kalde hundene ind på terrassen; kæle lidt med dem, så de ved at det er værd at komme næste gang, jeg kalder; løbe ud til havelågen og åbne den; tilbage og hoppe op i bilen for at bakke ud; ud igen for at lukke havelågen; tilbage til terrassen at lukke hundene ud igen; ud gennem havelågen og låse; op i bilen for at køre til min respektive destination. Og så gentager hele seancen sig, når jeg kommer hjem igen.

I begyndelsen tænkte jeg, at det ville jeg da hurtigt blive træt af. Men der gik ikke længe, før jeg begyndte at sætte pris på, at jeg blev nødt til at hilse på hundene flere gange dagligt. Det er ingen hemmelighed, at jeg stadig ser dem som Allison's hunde, og at hun til hver en tid er velkommen til at tage dem hjem igen, men så længe de er her, kan jeg lige så godt få det bedste ud af dem. Det med at blive nødt til at hilse på dem, kæle med dem, og snakke om hvordan deres dag er gået, er slet ikke nogen dum ide.

• Jeg får altid en begejstret hilsen fra dem.
• Der er en nuttethedsfaktor, som ikke er til at stå for, når man tager sig tid til at se den.
• De bliver gladere og gladere for hver dag, der går.

Så dag for dag bliver jeg selv mere og mere tilfreds med at blive nødt til at tage tingene roligt

• At vaske tøj i hånden er afstressende.
• At skrive blog i hånden fremmer eftertænksomhed.
• At vente på femårige piger fremmer nærvær.
• At stoppe for at hilse på toldopkræveren på motorvejen giver mig en chance for et ekstra smil og en endnu bedre dag.

Jeg er en voksende fan af honduransk.

Hvad trigonometri kan bruges til

Jeg mindes, da jeg gik i gymnasiet og undrede mig over, hvor mange forskellige ting, man skulle lære; hvor bred en uddannelse det egentlig er (oldtidskundskab, gymnastisk og lign.). Lige nu glæder jeg mig utroligt meget over min uddannelse. Det er ikke meget, jeg har brugt oldtidskundskab til det sidste år, men efter at have hjulper Gaby og Belkis med matematik et stykke tid (og hørt på Belkis fortælle hvordan hun er den eneste, der forstår trigonometri i hele klassen da de ikke forstår deres lærer), kom Belkis endelig og spurgte om jeg kunne hjælpe hendes veninde også dagen inden eksamen. Da jeg kom frem sad de fem unge mennesker og ventede. Mens jeg skimmede over deres bog for at finde ud af, hvad det var meningen de skulle lave, glædede jeg mig utroligt meget over alt det, jeg har fået lov at lære gennem min skoletid, og at jeg rent faktisk kan lette andre menneskers hverdag med det nu. Efter sigende følte de sig alle fem meget bedre forberedt efter den eftermiddag og klarede eksamen godt. Jeg håber det er sandt.

Ellers går mine dage (igen igen) uden at jeg ved hvor de bliver af. Jeg arbejder blandt andet med at få vores skatterapport klar til indlevering, og så er der utroligt mange småting, som af en eller anden grund bare tager tiden. Men glæder mig til at skulle ud at danse i aften. Det er tre uger siden sidst og jeg har brug for at komme lidt væk fra hverdagen og få lidt bevægelse :-)

Rigtig god weekend til jer alle!

Glædelig Påske

Et af mine favorit-facebook-tidspunkter er påskedag. At scrolle nedover facebook feedet og se alle de "Han er opstanden" oplæg, der er, og lade det blive til virkelighed for mig selv; det er en fryd!

Ellers er påsken gået med småting, som alligevel tager en del tid. Mandag til onsdag arbejdede jeg med nyhedsbrev og deslige. Torsdag havde vi et team besøg om formiddagen og picnic i min have om eftermiddagen - det var så hyggeligt, at det blev aften inden de kom herfra igen. Fredag holdt jeg mig hjemme indtil kl. 3, mens Karen tog pigerne med på tur for at se savsmuldstæpperne i Comayagua. Et andet år kunne jeg nok godt tænke mig at se dem selv, men det må blive næste gang. Lørdag tog jeg pigerne med i biografen at se Kung Fu Panda 3. Jeg er selv en stor fan a Kung Fu Panda, men den bliver SÅ meget bedre af at have bramfrit leende piger ved min side. Man kommer jo helt selv over sin gammeldameseriøsitet og grinder af det selv ;-) Og så er der noget fantastisk ved, at de alle udtaler det Fu Fu Fanda, så de fleste af dem vist ikke engang ved, at det ikke er det officielle navn.

Alt i alt en superhyggelig uge. Jeg synes i alle skla nyde, at Anden Påskedag findes i Danmark mens jeg i dag går tilbage til det normale gænge. Tænker på jer og glæder mig til at se jer!

Weekend top 3 liste

"Tabita, vil du spille pindespil med mig?" 24 timer ældre Tabita har lyst til at sparke 24 timer yngre Tabita over skinnebenet midt i mindet om det svar jeg gav: "Jeg ville virkelig gerne, men jeg er lige i gang med nyhedsbrevet." Jeg sad på balletskolen og ventede med fem piger på deres time. Heldigvis blev spørgsmålet gentaget 10 min senere, og jeg opgav endelig nyhedsbrevet, og satte mig til at spille pindespil. Det er så nemt at tænke, at jeg er sammen med pigerne hele tiden, så når der er noget, der skal gøres, må man prioritere det. Sandheden er, at der ALTID er noget, der lige skal gøres, og der går måneder mellem, at jeg sætter mig ned og spiller et spil eller i mere end et par minutter giver min udelte opmærksomhed til de større piger, der kan lege og passe sig selv. Og hvor var det skønt.
Vi grinede og havde en fest med det spil, så jeg til sidst måtte tysse på os (og formentlig mig selv mere end nogen anden), da alle andre samtaler i rummet var forstummet og børn såvel som voksne kiggede undrende på os. Gad vide om jeg kan putte "spil" på mine fremtidige to-do-lister. Det bliver nok svært og løsningen bør nok være at give pigerne tid og opmærksomhed i dagligdagen, så det kommer af sig selv. Det er bare så meget sværere end at lave en to-do-liste, men det gælder vist stadig, at de ting, der er noget værd i livet, må man også arbejde lidt for.

Af andre skønne ting i livet:

- Jeg har en ovn!!! Bagte brownies i går og boller idag. Hvor fantastisk er livet! Min moster Ingrid har fortalt om, hvor svært det var at holde masken, da jeg som lille i mine aftenbønner opremsede: "Tak for knive, gafler, skeer og tallerkener." Ikke desto mindre er jeg i løbet af de sidste år af mit liv kun blevet mere overbevist om, hvor velbegrundet det er at være taknemmelig for både bestik, bageplader, rindende vand og gryder. Denne weekend er jeg specielt taknemmelig for min ovn - og ikke mindste de fantastiske ting, der kommer ud af den!

- Var ude at danse i fredags. Det er nu en måned siden jeg har danset, og hver evig eneste gang, det lykkes at komme ud igen, overraskes jeg over, hvor fantastisk det er at danse. Det har givet mig al den energi jeg har brug for til hele næste uge (en udmelding, der på ingen måde kan bruges imod mig, når jeg er parat til lørdag allerede på torsdag).

Håber I alle har en skøn uge!
KH

Så er skolen startet op - og jeg har fået hovedet over vande igen

...Og det er så sådan det føles at læse op mod hundrede ansøgninger, ringe omkring 80 af dem op, have omkring ti samtaler og næsten have de lærere, vi har brug for. Når jeg skriver det ned, lyder det ikke så voldsomt, men hvor har det dog taget megen tid og kræfter. Hvis vi havde haft budgetter til at betale en almindelig lærerløn, havde det nok været noget lettere, men eftersom vi kun kan betale halvdelen af en mindsteløn og kun en fjerdedel af hvad mange af dem kan få andre steder, så blev processen lidt lang. Til gangæld er alle de lærere, der er her, kommet fordi det er det her, de gerne vil. Det giver altså noget godt for stemningen, med al den entusiasme omkring :-)
Langt om længe er alle klasser kommet igang. Pigerne er fulde af energi, og det mærkes, at de har længtes efter skolen i ferien (hvor længe deres entusiasme holder er selvfølgelig svær at sige).

Det var meningen, at Karen skulle overtage hele skoledelen, så jeg kunne koncentrere mig om andre ting, men hendes søn brækkede armen i USA, og grundet den brækkede arm, bliver hun nødt til at blive i USA lidt længere. Jeg blev derfor igen den, der startede skolen op, men så igen, med så fantastiske og engagerede lærere, skal jeg vist ikke klage ;-) (Ikke desto mindre, er det det der har taget al min energi, så det ikke er lykkedes at opdatere bloggen - forhåbentlig bliver det bedre).

Forrige uge stod jeg og to af lærerne op kl 3:30 for at hike op på det nærliggende bjerg at se planeterne på stribe. Det var en superhyggelig tur, men da vi endelig nåede til at se planeterne, blev det skyet. I morgen gentager vi forøget med alle pigerne som en del af skoledagen (som så starter kl 4:30). Er meget spændt på, om det lykkes i morgen, men har de allerbedste forhåbninger. Om ikke andet giver det utroligt godt sammenhold at lave den slags ud-over-det-sædvanlige-ting!

Håber I nyder tiden lige så meget derhjemme!
KH

"Hjemme" i Honduras igen

Terasselyset virkede selvfølgelig ikke. Med så uregelmæssigt strøm, som vi har, går pærerne hurtigt. Jeg åbnede yderdøren uden at træde ind, rakte ligeledes ind for at tænde stuelyset, mens jeg selv blev udenfor døren. Den ene af pærerne i stuen virkede heldigvis. Gulvet var edderkoppefrit og jeg gik gennem stuen for at gentage seancen ved min værelsesdør. Jeg sukkede lidt over de fire store kakkerlakker, der kiggede på mig fra køkkenborde og gulve, men besluttede mig for, at min førsteprioritet, inden jeg drattede om, måtte være at få skiftet sengetøj. Mængden af gekkolort på min seng var et tydeligt bevis på, at de havde vænnet sig til at have værelset for sig selv.

De få øjeblikke i min seng inden min krop gav efter for søvnen gik med at håbe på, at gekkoerne havde opdaget mig og accepteret min generobring af madrassen. Det er godt nok en verden til forskel fra de godt isolerede huse i Danmark. Rene huse. Huse med alverdens gode oste indeni. Huse med ovne. Huse med julemiddagsrester i køleskabet...

Og det blev aften, og det blev morgen, første dag.

"BITAAAA!!!!!" råbte en kanon af piger.
Det er utroligt som Danmarks fordele fuldstændig blegner i blandingen af 25 pigekram, Kirby, som helt opgav sin morgenmad for at få sagt ordentlig hej (det kan tage lang tid når man kun er 1,5 år) og Ruth, som meddelte, at der lå vegetariske tamales (Honduransk julemad) i fryseren til mig. Oven i det hele fik jeg en hulahopring af Allison i julegave (en ting, som jeg måske bliver nødt til at hævne. Dagen derpå gør det jo ondt hele vejen op og ned ad maven hver gang jeg forsøger at bruge en mavemuskel).
Så ved man, at man alligevel er hjemme her. Tænk at have så skønne mennesker at være sammen med på begge sider af kloden.

Forøvrigt faldt jeg over en meget spændende artikel på vej hjem til Honduras om happiness vs. meaningfulness: http://www.businessinsider.com/a-lesson-about-happiness-from-a-holocaust-survivor-2014-10

Om sand, vand, strand og øre

Day 1: det knirker i mine ører, når jeg gaber. Jeg tror det har noget at gøre med alt det sand, det lykkedes mig at få ind mens vi badede i går. Det til trods er en strandtur ikke at fornægte. En besøgende volontør har taget os med til stranden og vi nyder det i fulde drag!

Dag 2: det knirker stadig. Jeg har lidt en fornemmelse af, at der sidder en prop af sand. Det ville ikke bekymre mig så meget, hvis det ikke var fordi jeg skulle ud at flyve. Hvor ondt mon det gør med en fast prop i øret når man flyver?

Dag 3: Jeg tror sandkornene har lagt sig til rette ved en blodåre. Det knirker i mit øre i takt til mine pulsslag. Til gengæld har jeg fundet Allisons surfboard, og med de fantastiske bølger, vi fører os her, er det jo helt sjovt.

Dag 4: mellem surfing og almindeligt strandliv har jeg vist allerede fået det sol, jeg skulle, men jeg kan jo ikke bare sige til de skønne piger, der også har set det geniale i et surfboard, at de skal gå ind. Forøvrigt har Allison lært mig at bruge hydrogenperoxid til at rense propper i ørene ud.

Dag 5: hjemme igen og nyder roen. Der falder stadig sand ud af mine ører.

Dag 6: Lind strøm af sand. Men det kan jo kun være positivt. Brugte dagen i San Pedro Sula på at forny mit honduranske ID-kort. Havde dejligt selskab af Belkis, så det var ikke så skidt endda :)

Dag 7: stadig sand i mine ører men måske skulle jeg tage det som en chance for at skylle mine ører nogle flere gange. Jeg sætter trods alt stor pris på at hælde vand ud af ørerne.

Ting at være taknemmelig for

Hvis jeg havde sat fuglens liv lige så højt som mit eget, ville jeg nok have haft en meget dårlig dag. Som det er, sætter jeg utrolig stor pris på mine briller. Jeg ville være ked af hvis alt det glasstøv, som sidder og skærer min hud hver gang, jeg bevæger mig, var havnet i mine øjne. Men lige nu er det kun en af mange ting, jeg er taknemmelig over:

- at det ikke var et barn

- at det ikke var en ko eller andet, der kunne have gjort større ravage

- at jeg ikke har nogen piger i bilen

- at vi har forsikring på bilen og jeg i ro og mag kan sidde og vente på at blive samlet op

- at jeg lige har spist, så jeg bare kan nyde roen

- at jeg har både iPad og en god bog til a holde mig med selskab

Og det er selvfølgelig oven i alt det vidunderlige, jeg har at være taknemmelig for hver evig eneste morgen, men som vil tage alt for lang tid at remse op.

Så min eneste ærgrelse er, at den døde fugl STINKER i bilen til trods for at det er begrænset hvor meget, der kom ind ;)

Der var en gang, og for enden af den gang var der....

Da døren lukkede siger efter mig, var der intet andet end mørke. Med hænder og fødder følte jeg mig frem og fandt første trappetrin. Det andet fulgte lige efter. Trin for trin fandt jeg vejen op gennem mørke og røg. Efterhånden som mine øjne vænnede sig til mørket kunne jeg ane de sorte vægge omkring mig. Pludselig rører en krop på gulvet sig, og jeg må tage et skridt til den modsatte side (mens jeg desperat håber på, at jeg ikke træder på en anden dér). Aldrig har en trappe virket så lang. Endelig når jeg toppen og forsøger at huske hvilken vej gangen går der. I mørket og røgen, kan jeg intet se. Jeg beslutter at forsøge højre. I det jeg vender hovedet, står jeg ansigt til ansigt med et tohovedet spøgelse. Mit skrig fik det heldigvis til at fortrække, men hvem der så end var bag masken, må have fået sig et godt grin. Turen fortsatte gennem en labyrint af sorte gardiner, røg, mumier, spøgelser og gravsten. Logisk set må det have været en simpel labyrint, ikke desto mindre var det mig umuligt at finde vej ud af den. Til sidst gik mumierne helt op i hovedet på mig, og jeg begyndte at tro på, at de enten måtte være så trætte af mig eller have så ondt af mig, at de ganske enkelt og bogstaveligt puffede mig i den rigtige retning. Det til trods måtte en lille hvidmalet pige bag en gravsten alligevel pege den sidste retning ud for mig. Det er længe siden jeg har grinet så meget og har haft sådan en fest - og det var kun indgangen til festen. Havde jeg indset hvor gennemført alt var, ville jeg nok have prioriteret at tage et kamera med, men nu kan I ikke få andre billeder end det, jeres fantasi tillader jer.

Da nogen skulle hente en besøgende i lufthavnen lørdag formiddag volonterede jeg mig selv, hvis jeg så måtte tage afsted allerede fredag aften for at tage ud at danse. Det var den helt rigtige dag at tage ud at danse på. Alle havde taget koncept Halloween og udklædning helt seriøst og der var stemning, super flinke og åbne mennesker, lækker kage (som jeg virkelig ville ønske jeg kunne have vist jer et billede af: en meget gennemført ølspand med isterninger og en øl i. Jeg gættede ikke det var en kage før jeg fik det fortalt), gode snacks, gentlemen og gentledamer til at sikre sig, at jeg fik smagt det hele. Efter de sidste to latterligt hårde måneder, var en tur væk (og i sær så succesful en af slagsen) den helt rigtige medicin. Jeg føler mig for en gangs skyld klar til at det bliver mandag igen. Bliver nok nødt til at finde måder at komme ud at danse på i fremtiden også :-)

At se den enkelte

For et par uger siden var jeg et smut inde hos Allison og pigerne (noget der den sidste måned har været nærmest umuligt med alt det arbejde, der er med skole, administration og diverse ærinder). Lige indenfor lågen stod Gisselle og var klar til at blive taget op. Hun kom op med det samme og med en nærmest klynkende stemme spurgte: "Hvor har du været henne?" Jeg måtte jo forklare hende, at jeg i den grad savnede hende, men at der var så meget at lave på skolen, at jeg simpelthen ikke havde mulighed for at komme op på besøg. Jeg tror hun var syg den aften, for den ellers evigt snakkende, grinende og legende pige hang kraftløs på min skulder lige indtil jeg puttede hende i seng.
Hun havde det bedre næste dag, men hendes normale glød er aftaget efter hun begyndte i skole. Jeg er ikke selv overbevist om at 5-årige skal sidde stille på en stol og arbejde i bøger hele dagen, men sådan er systemet vist her og det passer hende ikke utroligt godt. Jeg forstår bedre og bedre hvorfor Allison er glad for the Learning Center, som EFP har. Det hjælper dog ikke Gisselle lige nu, da vi ikke har nogen lærer, der kan håndtere den aldersgruppe. For at give hende et break og forkæle hende lidt tog jeg hende med hjem at overnatte i lørdags. Jeg tror hun havde lidt svært ved at forstå, at det virkelig skete, men da vi først var kommet herhjem var hun ellevild. Hun snakkede og fortalte lige indtil jeg slukkede lyset, og så gik der ca 30 sekunder før hun var i dyb søvn. Det betyder nok, at jeg må gøre det samme for de andre piger, da hun ikke er den eneste, der spørger om hun må komme med hjem at sove, men det skal nok også blive hyggeligt.

Derudover er weekenden gået med besøg af et fantastisk ægtepar, som gerne vil gøre alt for, at pigerne hygger sig. Så vi var ude at spise fredag; på tur at se huler, spise ude og tage i biografen lørdag; ude at bade på et nærliggende hotel søndag (hvor kan man dog blive krebsefarvet over det hele, når babyerne nægter at komme op ad bassinet hele dagen). Så vi har haft en fest :-)

I morgen tager Allison to uger til USA, så jeg får fornøjelsen af pigerne på fuld tid i hele 14 dage. Tidligere har jeg haft en utopisk drøm om at få 14 skønne dage, hvor vi alle nyder hinandens selskab og jeg har overskud og tålmodighed til dem alle på alle tider af døgnet i den tid, jeg er deroppe. Jeg har desværre lært mig selv bedre at kende gennem tiden og håber bare at lige meget hvor meget jeg fejler og ikke har den overskud til hver eneste pige, som jeg godt kunne tænke mig, at hver enkelt stadig ved hvor meget jeg holder af hende.

Vi startede i dag med at kigge på digte i 5.-6- klasse engelsk. Blandt bunken af digte fandt jeg følgende digt, som med det samme fik mig til at grine højt, eftersom det sagtens kunne være både dedikeret til og inspireret direkte af Allison's hjem:

Mr. Nobody

BY ANONYMOUS

I know a funny little man,

    As quiet as a mouse,

Who does the mischief that is done

    In everybody’s house!

There’s no one ever sees his face,

    And yet we all agree

That every plate we break was cracked

    By Mr. Nobody.

’Tis he who always tears out books,

    Who leaves the door ajar,

He pulls the buttons from our shirts,

    And scatters pins afar;

That squeaking door will always squeak,

    For prithee, don’t you see,

We leave the oiling to be done

    By Mr. Nobody.

He puts damp wood upon the fire

   That kettles cannot boil;

His are the feet that bring in mud,

   And all the carpets soil.

The papers always are mislaid;

   Who had them last, but he?

There’s no one tosses them about

   But Mr. Nobody.

The finger marks upon the door

    By none of us are made;

We never leave the blinds unclosed,

    To let the curtains fade.

The ink we never spill;   the boots

    That lying round you see

Are not our boots,—they all belong

    To Mr. Nobody.

Efter at have læst digtet højt for klassen udlovede jeg en lille dusør til den, der kunne fortælle, hvem Mr. Nobody er. De havde vist ikke helt fået fat i betydningen af digtet, for svarene gik primært på spøgelser og nisser. Til sidst måtte jeg sige, "Der bor også en Mr. Nobody i jeres hjem. Hvem er det der smadrer tallerkenerne i jeres hjem, og hvem er det, der...." Længere nåede jeg ikke, før én af pigernes hånd fløj op: "DET ER MIG!!! Det er mig, der altid smadrer tallerkenerne." Jeg kunne næsten ikke lade være med at grine, og hun fik sin belønning. Selv derefter nåede de andre piger ikke længere end til at foreslå navnene på samtlige af deres søstre. Vi skal nok få det sjovt med at lære at tolke digte :-)

Lærerens dag
Derudover var det "Lærerens Dag" i går. Jeg elsker hvordan de i Honduras sørger for at fejre alt - det er så superhyggeligt. Og nu har jeg en helt personlig og superhyggelig kop. (Der står: "Følg dine drømme, og de bliver til virkelighed.") Jeg må endnu engang undres over at Allison tager sig tid til at gøre noget ekstra ud af hverdagen. For sådan en som mig, der er glad hvis hverdagen går gnidningsfrit, er hun en inspiration!

Øjeblikket hvor internettet går...

...og hele din krop falder til ro i visheden om, at der intet er, du kan gøre. Én efter én lægger nerverne sig til hvile efterhånden som du går igennem listen over ting, du ikke kan gøre.

Du kan ikke lede efter vektor regneopgaver til Belkis.

Du kan ikke søge oplysninger til at forberede næste kemilektion.

Du kan ikke svare emails.

Du kan ikke checke det link ud Allison sendte med et muligt kursus for Paola.

Du kan ikke logge ind for at se hvordan det gik Denia med de matematikopgaver, du gav hende.

Du kan ikke finde engelske børnerim til 3.-4. Klasse.

Du kan i det hele taget ikke lave meget andet end at finde den bog frem, som du sjældent når særlig langt med - og det er jo slet ikke dumt.

Jeg skal ærligt indrømme, at der er nok at lave her. Det til trods, er det jo det hele værd. I torsdags var det "Børnenes Dag" (national mærkedag i Honduras). Belkis havde planlagt en fantastisk dag sammen med vores nabomissionærpar og alle deres børn. Med så mange børn er det hektisk, og hele mit væsen længes efter, at kunne gå ind på mit værelse og lukke døren, men samtidig er jeg jo helt benovet over, at få lov at leve dette liv; at leve i varmt vejr, med skønne mennesker omkring mig, at blive inspireret af børns ligefremme og naturlige gode egenskaber hver evig eneste dag, og næsten altid have en lille toddler komme løbende og give mig et smil på læben, når jeg troede, jeg havde opbrugt dagens kvote. Dette er livet!