Da jeg var ung holdt jeg lille lakridsdag hvert år. Lille lakridsdag var den første dag i marts, hvor solen skinnede så gennemborende, at man blev helt glad indeni af det. De sidste uger har jeg længtes efter lille lakridsdag. Ikke så meget pga. lakridsen (selv om det i sig selv er værd at længes efter), men fordi der er en helt usigelig glæde ved forårets første solstråler. De dage, hvor man føler sig tvunget til at tage jakken af for at nyde solen fuldstændig, hvor man kan finde et vindfrit hjørne, der næsten er varmt nok til at nyde uden at blive alt for forkølet. Den friske, sprøde, mentalt varmende forårssol, der er en stensikker grund til snotnæse.
Det er ikke, at jeg mangler sol. Vi har nok til, at airconditioning i bilen ikke på nogen måde formår at køle bilen ned. Kl 9 om aftenen med en kraftig blæser 60cm fra mig og minimalt tøj, sveder jeg stadig og længes efter marts måneds kolde snotnæseproducerende sol, eller april måneds sne, slud og hagl. Jeg har ingen ret til at brokke mig - og ikke nogen egentlig grund til det heller. Her til aften vil jeg bare gerne opfordre jer alle derhjemme til at nyde den friske opmuntrende forårssol, og alt det liv den giver, når den ikke er kraftig nok til at afsvede både planter og mennesker. Og hvis I mangler en grund til at spise lakrids, kan lille lakridsdag sagtens fejres en måned for sent.
Rigtig dejlig forår til jer alle!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar