Home is where the heart is - however many places the pieces are spread over.

De sidste uger har jeg brugt ordet ”hjem” i rigtig mange sammenhænge. Jeg planlagde min tur ”hjem til Danmark”. Men i Danmark efter en dag på farten skulle jeg ”hjem” til enten ven eller familie for at overnatte. Efter en uges aktiviteter og fantastisk selskab med venner og familie, glædede jeg mig til at skulle "hjem" til mor et par dage at slappe af. Efter anekdoter om begivenheder og kutymer ”hjemme” måtte min samtalepartner altid opklarende spørge: ”Altså i Honduras?”

I Ekkodalen med familie og venner

Det virker som om, at jeg for hver gang jeg kommer hjem bliver jeg stadigt mere rodløs og splittet. Mit modersmål har måttet vige pladsen som førstesprog for engelsk i mit daglige liv. Min biologiske familie har i mit daglige liv på mange punkter måttet vige pladsen som nærmeste familie for at gøre plads til hvad der på så mange måder er blevet min familie i Honduras. Når jeg bor i Honduras er det det jeg lever i, og jeg er glad for det. Når jeg kommer hjem til Danmark er min mors kærlighed så overstrømmende og ufattelig, at det ikke giver mening; mine venners og families hengivenhed er så gennemgående, at jeg ikke forstår det – og det til trods for, at jeg ikke er der for dem i hverdagen, når de har brug for mig. Når jeg bliver spurgt om, hvorvidt jeg er klar til at tage tilbage, må jeg sige nej hver gang. For hvordan bliver man klar til at forlade en så omsluttende kærlighed og støtte, som jeg oplever hver gang, jeg kommer hjem (til Danmark)?

Når min mor alligevel spørger, om jeg nogensinde er i tvivl om hvorvidt jeg skal tilbage, må jeg også svare et stensikkert: ”Nej, jeg er aldrig i tvivl”. Jeg ved, jeg hører til i Honduras – for nu i hvert fald. Om du tror på en Gud der kalder mennesker til opgaver og steder, eller om du hellere vil forklare det som menneskers uforklarlige drømme og længsler, er op til dig. Jeg ved Honduras er mit hjem nu. I samme åndedrag må jeg takke alle jer, der i disse uger har fyldt mig op med en kærlighed så dyb, uforståelig og overstrømmende, at jeg har reserver at bruge af til måneder frem i tiden langt langt væk fra modersmål, biologisk familie og stenstøtter af venner!
Jeg kunne ikke gøre det her uden jer. Tak!