Lille lakridsdag

Da jeg var ung holdt jeg lille lakridsdag hvert år. Lille lakridsdag var den første dag i marts, hvor solen skinnede så gennemborende, at man blev helt glad indeni af det. De sidste uger har jeg længtes efter lille lakridsdag. Ikke så meget pga. lakridsen (selv om det i sig selv er værd at længes efter), men fordi der er en helt usigelig glæde ved forårets første solstråler. De dage, hvor man føler sig tvunget til at tage jakken af for at nyde solen fuldstændig, hvor man kan finde et vindfrit hjørne, der næsten er varmt nok til at nyde uden at blive alt for forkølet. Den friske, sprøde, mentalt varmende forårssol, der er en stensikker grund til snotnæse.

Det er ikke, at jeg mangler sol. Vi har nok til, at airconditioning i bilen ikke på nogen måde formår at køle bilen ned. Kl 9 om aftenen med en kraftig blæser 60cm fra mig og minimalt tøj, sveder jeg stadig og længes efter marts måneds kolde snotnæseproducerende sol, eller april måneds sne, slud og hagl. Jeg har ingen ret til at brokke mig - og ikke nogen egentlig grund til det heller. Her til aften vil jeg bare gerne opfordre jer alle derhjemme til at nyde den friske opmuntrende forårssol, og alt det liv den giver, når den ikke er kraftig nok til at afsvede både planter og mennesker. Og hvis I mangler en grund til at spise lakrids, kan lille lakridsdag sagtens fejres en måned for sent.

Rigtig dejlig forår til jer alle!

Glæden ved at gøre tingene på den langsomme måde

Jeg har gang på gang måttet godtage, at ting tager lidt længere tid i Honduras.

• Til tider er der ingen strøm, og bloggen må skrives i hånden, så den er klar til at skrive ind, når strømmen kommer tilbage.
• Mangel på vand, strøm, reservedele og deslige gør, at alt tøj i tide og utide må vaskes i hånden.
• Manglen på stressgener i 5-årige børn gør, at ingentind bliver gjort før vi er klar til det.
• Den generelle afslappede holdning gør, at noget så enkelt som at køre gennem tolden på motorvejen, kan blive en øvelse i tålmodighed.

Min sidste nye øvelse i at tage det stille og roligt skyldes, at mine hunde har taget det som en opfordring at løbe ud på eventyr hver gang havelågen bliver åbnet. Når jeg skal nogle steder nu, må jeg kalde hundene ind på terrassen; kæle lidt med dem, så de ved at det er værd at komme næste gang, jeg kalder; løbe ud til havelågen og åbne den; tilbage og hoppe op i bilen for at bakke ud; ud igen for at lukke havelågen; tilbage til terrassen at lukke hundene ud igen; ud gennem havelågen og låse; op i bilen for at køre til min respektive destination. Og så gentager hele seancen sig, når jeg kommer hjem igen.

I begyndelsen tænkte jeg, at det ville jeg da hurtigt blive træt af. Men der gik ikke længe, før jeg begyndte at sætte pris på, at jeg blev nødt til at hilse på hundene flere gange dagligt. Det er ingen hemmelighed, at jeg stadig ser dem som Allison's hunde, og at hun til hver en tid er velkommen til at tage dem hjem igen, men så længe de er her, kan jeg lige så godt få det bedste ud af dem. Det med at blive nødt til at hilse på dem, kæle med dem, og snakke om hvordan deres dag er gået, er slet ikke nogen dum ide.

• Jeg får altid en begejstret hilsen fra dem.
• Der er en nuttethedsfaktor, som ikke er til at stå for, når man tager sig tid til at se den.
• De bliver gladere og gladere for hver dag, der går.

Så dag for dag bliver jeg selv mere og mere tilfreds med at blive nødt til at tage tingene roligt

• At vaske tøj i hånden er afstressende.
• At skrive blog i hånden fremmer eftertænksomhed.
• At vente på femårige piger fremmer nærvær.
• At stoppe for at hilse på toldopkræveren på motorvejen giver mig en chance for et ekstra smil og en endnu bedre dag.

Jeg er en voksende fan af honduransk.

Hvad trigonometri kan bruges til

Jeg mindes, da jeg gik i gymnasiet og undrede mig over, hvor mange forskellige ting, man skulle lære; hvor bred en uddannelse det egentlig er (oldtidskundskab, gymnastisk og lign.). Lige nu glæder jeg mig utroligt meget over min uddannelse. Det er ikke meget, jeg har brugt oldtidskundskab til det sidste år, men efter at have hjulper Gaby og Belkis med matematik et stykke tid (og hørt på Belkis fortælle hvordan hun er den eneste, der forstår trigonometri i hele klassen da de ikke forstår deres lærer), kom Belkis endelig og spurgte om jeg kunne hjælpe hendes veninde også dagen inden eksamen. Da jeg kom frem sad de fem unge mennesker og ventede. Mens jeg skimmede over deres bog for at finde ud af, hvad det var meningen de skulle lave, glædede jeg mig utroligt meget over alt det, jeg har fået lov at lære gennem min skoletid, og at jeg rent faktisk kan lette andre menneskers hverdag med det nu. Efter sigende følte de sig alle fem meget bedre forberedt efter den eftermiddag og klarede eksamen godt. Jeg håber det er sandt.

Ellers går mine dage (igen igen) uden at jeg ved hvor de bliver af. Jeg arbejder blandt andet med at få vores skatterapport klar til indlevering, og så er der utroligt mange småting, som af en eller anden grund bare tager tiden. Men glæder mig til at skulle ud at danse i aften. Det er tre uger siden sidst og jeg har brug for at komme lidt væk fra hverdagen og få lidt bevægelse :-)

Rigtig god weekend til jer alle!

Glædelig Påske

Et af mine favorit-facebook-tidspunkter er påskedag. At scrolle nedover facebook feedet og se alle de "Han er opstanden" oplæg, der er, og lade det blive til virkelighed for mig selv; det er en fryd!

Ellers er påsken gået med småting, som alligevel tager en del tid. Mandag til onsdag arbejdede jeg med nyhedsbrev og deslige. Torsdag havde vi et team besøg om formiddagen og picnic i min have om eftermiddagen - det var så hyggeligt, at det blev aften inden de kom herfra igen. Fredag holdt jeg mig hjemme indtil kl. 3, mens Karen tog pigerne med på tur for at se savsmuldstæpperne i Comayagua. Et andet år kunne jeg nok godt tænke mig at se dem selv, men det må blive næste gang. Lørdag tog jeg pigerne med i biografen at se Kung Fu Panda 3. Jeg er selv en stor fan a Kung Fu Panda, men den bliver SÅ meget bedre af at have bramfrit leende piger ved min side. Man kommer jo helt selv over sin gammeldameseriøsitet og grinder af det selv ;-) Og så er der noget fantastisk ved, at de alle udtaler det Fu Fu Fanda, så de fleste af dem vist ikke engang ved, at det ikke er det officielle navn.

Alt i alt en superhyggelig uge. Jeg synes i alle skla nyde, at Anden Påskedag findes i Danmark mens jeg i dag går tilbage til det normale gænge. Tænker på jer og glæder mig til at se jer!

Weekend top 3 liste

"Tabita, vil du spille pindespil med mig?" 24 timer ældre Tabita har lyst til at sparke 24 timer yngre Tabita over skinnebenet midt i mindet om det svar jeg gav: "Jeg ville virkelig gerne, men jeg er lige i gang med nyhedsbrevet." Jeg sad på balletskolen og ventede med fem piger på deres time. Heldigvis blev spørgsmålet gentaget 10 min senere, og jeg opgav endelig nyhedsbrevet, og satte mig til at spille pindespil. Det er så nemt at tænke, at jeg er sammen med pigerne hele tiden, så når der er noget, der skal gøres, må man prioritere det. Sandheden er, at der ALTID er noget, der lige skal gøres, og der går måneder mellem, at jeg sætter mig ned og spiller et spil eller i mere end et par minutter giver min udelte opmærksomhed til de større piger, der kan lege og passe sig selv. Og hvor var det skønt.
Vi grinede og havde en fest med det spil, så jeg til sidst måtte tysse på os (og formentlig mig selv mere end nogen anden), da alle andre samtaler i rummet var forstummet og børn såvel som voksne kiggede undrende på os. Gad vide om jeg kan putte "spil" på mine fremtidige to-do-lister. Det bliver nok svært og løsningen bør nok være at give pigerne tid og opmærksomhed i dagligdagen, så det kommer af sig selv. Det er bare så meget sværere end at lave en to-do-liste, men det gælder vist stadig, at de ting, der er noget værd i livet, må man også arbejde lidt for.

Af andre skønne ting i livet:

- Jeg har en ovn!!! Bagte brownies i går og boller idag. Hvor fantastisk er livet! Min moster Ingrid har fortalt om, hvor svært det var at holde masken, da jeg som lille i mine aftenbønner opremsede: "Tak for knive, gafler, skeer og tallerkener." Ikke desto mindre er jeg i løbet af de sidste år af mit liv kun blevet mere overbevist om, hvor velbegrundet det er at være taknemmelig for både bestik, bageplader, rindende vand og gryder. Denne weekend er jeg specielt taknemmelig for min ovn - og ikke mindste de fantastiske ting, der kommer ud af den!

- Var ude at danse i fredags. Det er nu en måned siden jeg har danset, og hver evig eneste gang, det lykkes at komme ud igen, overraskes jeg over, hvor fantastisk det er at danse. Det har givet mig al den energi jeg har brug for til hele næste uge (en udmelding, der på ingen måde kan bruges imod mig, når jeg er parat til lørdag allerede på torsdag).

Håber I alle har en skøn uge!
KH

Så er skolen startet op - og jeg har fået hovedet over vande igen

...Og det er så sådan det føles at læse op mod hundrede ansøgninger, ringe omkring 80 af dem op, have omkring ti samtaler og næsten have de lærere, vi har brug for. Når jeg skriver det ned, lyder det ikke så voldsomt, men hvor har det dog taget megen tid og kræfter. Hvis vi havde haft budgetter til at betale en almindelig lærerløn, havde det nok været noget lettere, men eftersom vi kun kan betale halvdelen af en mindsteløn og kun en fjerdedel af hvad mange af dem kan få andre steder, så blev processen lidt lang. Til gangæld er alle de lærere, der er her, kommet fordi det er det her, de gerne vil. Det giver altså noget godt for stemningen, med al den entusiasme omkring :-)
Langt om længe er alle klasser kommet igang. Pigerne er fulde af energi, og det mærkes, at de har længtes efter skolen i ferien (hvor længe deres entusiasme holder er selvfølgelig svær at sige).

Det var meningen, at Karen skulle overtage hele skoledelen, så jeg kunne koncentrere mig om andre ting, men hendes søn brækkede armen i USA, og grundet den brækkede arm, bliver hun nødt til at blive i USA lidt længere. Jeg blev derfor igen den, der startede skolen op, men så igen, med så fantastiske og engagerede lærere, skal jeg vist ikke klage ;-) (Ikke desto mindre, er det det der har taget al min energi, så det ikke er lykkedes at opdatere bloggen - forhåbentlig bliver det bedre).

Forrige uge stod jeg og to af lærerne op kl 3:30 for at hike op på det nærliggende bjerg at se planeterne på stribe. Det var en superhyggelig tur, men da vi endelig nåede til at se planeterne, blev det skyet. I morgen gentager vi forøget med alle pigerne som en del af skoledagen (som så starter kl 4:30). Er meget spændt på, om det lykkes i morgen, men har de allerbedste forhåbninger. Om ikke andet giver det utroligt godt sammenhold at lave den slags ud-over-det-sædvanlige-ting!

Håber I nyder tiden lige så meget derhjemme!
KH

"Hjemme" i Honduras igen

Terasselyset virkede selvfølgelig ikke. Med så uregelmæssigt strøm, som vi har, går pærerne hurtigt. Jeg åbnede yderdøren uden at træde ind, rakte ligeledes ind for at tænde stuelyset, mens jeg selv blev udenfor døren. Den ene af pærerne i stuen virkede heldigvis. Gulvet var edderkoppefrit og jeg gik gennem stuen for at gentage seancen ved min værelsesdør. Jeg sukkede lidt over de fire store kakkerlakker, der kiggede på mig fra køkkenborde og gulve, men besluttede mig for, at min førsteprioritet, inden jeg drattede om, måtte være at få skiftet sengetøj. Mængden af gekkolort på min seng var et tydeligt bevis på, at de havde vænnet sig til at have værelset for sig selv.

De få øjeblikke i min seng inden min krop gav efter for søvnen gik med at håbe på, at gekkoerne havde opdaget mig og accepteret min generobring af madrassen. Det er godt nok en verden til forskel fra de godt isolerede huse i Danmark. Rene huse. Huse med alverdens gode oste indeni. Huse med ovne. Huse med julemiddagsrester i køleskabet...

Og det blev aften, og det blev morgen, første dag.

"BITAAAA!!!!!" råbte en kanon af piger.
Det er utroligt som Danmarks fordele fuldstændig blegner i blandingen af 25 pigekram, Kirby, som helt opgav sin morgenmad for at få sagt ordentlig hej (det kan tage lang tid når man kun er 1,5 år) og Ruth, som meddelte, at der lå vegetariske tamales (Honduransk julemad) i fryseren til mig. Oven i det hele fik jeg en hulahopring af Allison i julegave (en ting, som jeg måske bliver nødt til at hævne. Dagen derpå gør det jo ondt hele vejen op og ned ad maven hver gang jeg forsøger at bruge en mavemuskel).
Så ved man, at man alligevel er hjemme her. Tænk at have så skønne mennesker at være sammen med på begge sider af kloden.

Forøvrigt faldt jeg over en meget spændende artikel på vej hjem til Honduras om happiness vs. meaningfulness: http://www.businessinsider.com/a-lesson-about-happiness-from-a-holocaust-survivor-2014-10

Om sand, vand, strand og øre

Day 1: det knirker i mine ører, når jeg gaber. Jeg tror det har noget at gøre med alt det sand, det lykkedes mig at få ind mens vi badede i går. Det til trods er en strandtur ikke at fornægte. En besøgende volontør har taget os med til stranden og vi nyder det i fulde drag!

Dag 2: det knirker stadig. Jeg har lidt en fornemmelse af, at der sidder en prop af sand. Det ville ikke bekymre mig så meget, hvis det ikke var fordi jeg skulle ud at flyve. Hvor ondt mon det gør med en fast prop i øret når man flyver?

Dag 3: Jeg tror sandkornene har lagt sig til rette ved en blodåre. Det knirker i mit øre i takt til mine pulsslag. Til gengæld har jeg fundet Allisons surfboard, og med de fantastiske bølger, vi fører os her, er det jo helt sjovt.

Dag 4: mellem surfing og almindeligt strandliv har jeg vist allerede fået det sol, jeg skulle, men jeg kan jo ikke bare sige til de skønne piger, der også har set det geniale i et surfboard, at de skal gå ind. Forøvrigt har Allison lært mig at bruge hydrogenperoxid til at rense propper i ørene ud.

Dag 5: hjemme igen og nyder roen. Der falder stadig sand ud af mine ører.

Dag 6: Lind strøm af sand. Men det kan jo kun være positivt. Brugte dagen i San Pedro Sula på at forny mit honduranske ID-kort. Havde dejligt selskab af Belkis, så det var ikke så skidt endda :)

Dag 7: stadig sand i mine ører men måske skulle jeg tage det som en chance for at skylle mine ører nogle flere gange. Jeg sætter trods alt stor pris på at hælde vand ud af ørerne.

Ting at være taknemmelig for

Hvis jeg havde sat fuglens liv lige så højt som mit eget, ville jeg nok have haft en meget dårlig dag. Som det er, sætter jeg utrolig stor pris på mine briller. Jeg ville være ked af hvis alt det glasstøv, som sidder og skærer min hud hver gang, jeg bevæger mig, var havnet i mine øjne. Men lige nu er det kun en af mange ting, jeg er taknemmelig over:

- at det ikke var et barn

- at det ikke var en ko eller andet, der kunne have gjort større ravage

- at jeg ikke har nogen piger i bilen

- at vi har forsikring på bilen og jeg i ro og mag kan sidde og vente på at blive samlet op

- at jeg lige har spist, så jeg bare kan nyde roen

- at jeg har både iPad og en god bog til a holde mig med selskab

Og det er selvfølgelig oven i alt det vidunderlige, jeg har at være taknemmelig for hver evig eneste morgen, men som vil tage alt for lang tid at remse op.

Så min eneste ærgrelse er, at den døde fugl STINKER i bilen til trods for at det er begrænset hvor meget, der kom ind ;)

Der var en gang, og for enden af den gang var der....

Da døren lukkede siger efter mig, var der intet andet end mørke. Med hænder og fødder følte jeg mig frem og fandt første trappetrin. Det andet fulgte lige efter. Trin for trin fandt jeg vejen op gennem mørke og røg. Efterhånden som mine øjne vænnede sig til mørket kunne jeg ane de sorte vægge omkring mig. Pludselig rører en krop på gulvet sig, og jeg må tage et skridt til den modsatte side (mens jeg desperat håber på, at jeg ikke træder på en anden dér). Aldrig har en trappe virket så lang. Endelig når jeg toppen og forsøger at huske hvilken vej gangen går der. I mørket og røgen, kan jeg intet se. Jeg beslutter at forsøge højre. I det jeg vender hovedet, står jeg ansigt til ansigt med et tohovedet spøgelse. Mit skrig fik det heldigvis til at fortrække, men hvem der så end var bag masken, må have fået sig et godt grin. Turen fortsatte gennem en labyrint af sorte gardiner, røg, mumier, spøgelser og gravsten. Logisk set må det have været en simpel labyrint, ikke desto mindre var det mig umuligt at finde vej ud af den. Til sidst gik mumierne helt op i hovedet på mig, og jeg begyndte at tro på, at de enten måtte være så trætte af mig eller have så ondt af mig, at de ganske enkelt og bogstaveligt puffede mig i den rigtige retning. Det til trods måtte en lille hvidmalet pige bag en gravsten alligevel pege den sidste retning ud for mig. Det er længe siden jeg har grinet så meget og har haft sådan en fest - og det var kun indgangen til festen. Havde jeg indset hvor gennemført alt var, ville jeg nok have prioriteret at tage et kamera med, men nu kan I ikke få andre billeder end det, jeres fantasi tillader jer.

Da nogen skulle hente en besøgende i lufthavnen lørdag formiddag volonterede jeg mig selv, hvis jeg så måtte tage afsted allerede fredag aften for at tage ud at danse. Det var den helt rigtige dag at tage ud at danse på. Alle havde taget koncept Halloween og udklædning helt seriøst og der var stemning, super flinke og åbne mennesker, lækker kage (som jeg virkelig ville ønske jeg kunne have vist jer et billede af: en meget gennemført ølspand med isterninger og en øl i. Jeg gættede ikke det var en kage før jeg fik det fortalt), gode snacks, gentlemen og gentledamer til at sikre sig, at jeg fik smagt det hele. Efter de sidste to latterligt hårde måneder, var en tur væk (og i sær så succesful en af slagsen) den helt rigtige medicin. Jeg føler mig for en gangs skyld klar til at det bliver mandag igen. Bliver nok nødt til at finde måder at komme ud at danse på i fremtiden også :-)

At se den enkelte

For et par uger siden var jeg et smut inde hos Allison og pigerne (noget der den sidste måned har været nærmest umuligt med alt det arbejde, der er med skole, administration og diverse ærinder). Lige indenfor lågen stod Gisselle og var klar til at blive taget op. Hun kom op med det samme og med en nærmest klynkende stemme spurgte: "Hvor har du været henne?" Jeg måtte jo forklare hende, at jeg i den grad savnede hende, men at der var så meget at lave på skolen, at jeg simpelthen ikke havde mulighed for at komme op på besøg. Jeg tror hun var syg den aften, for den ellers evigt snakkende, grinende og legende pige hang kraftløs på min skulder lige indtil jeg puttede hende i seng.
Hun havde det bedre næste dag, men hendes normale glød er aftaget efter hun begyndte i skole. Jeg er ikke selv overbevist om at 5-årige skal sidde stille på en stol og arbejde i bøger hele dagen, men sådan er systemet vist her og det passer hende ikke utroligt godt. Jeg forstår bedre og bedre hvorfor Allison er glad for the Learning Center, som EFP har. Det hjælper dog ikke Gisselle lige nu, da vi ikke har nogen lærer, der kan håndtere den aldersgruppe. For at give hende et break og forkæle hende lidt tog jeg hende med hjem at overnatte i lørdags. Jeg tror hun havde lidt svært ved at forstå, at det virkelig skete, men da vi først var kommet herhjem var hun ellevild. Hun snakkede og fortalte lige indtil jeg slukkede lyset, og så gik der ca 30 sekunder før hun var i dyb søvn. Det betyder nok, at jeg må gøre det samme for de andre piger, da hun ikke er den eneste, der spørger om hun må komme med hjem at sove, men det skal nok også blive hyggeligt.

Derudover er weekenden gået med besøg af et fantastisk ægtepar, som gerne vil gøre alt for, at pigerne hygger sig. Så vi var ude at spise fredag; på tur at se huler, spise ude og tage i biografen lørdag; ude at bade på et nærliggende hotel søndag (hvor kan man dog blive krebsefarvet over det hele, når babyerne nægter at komme op ad bassinet hele dagen). Så vi har haft en fest :-)

I morgen tager Allison to uger til USA, så jeg får fornøjelsen af pigerne på fuld tid i hele 14 dage. Tidligere har jeg haft en utopisk drøm om at få 14 skønne dage, hvor vi alle nyder hinandens selskab og jeg har overskud og tålmodighed til dem alle på alle tider af døgnet i den tid, jeg er deroppe. Jeg har desværre lært mig selv bedre at kende gennem tiden og håber bare at lige meget hvor meget jeg fejler og ikke har den overskud til hver eneste pige, som jeg godt kunne tænke mig, at hver enkelt stadig ved hvor meget jeg holder af hende.

Vi startede i dag med at kigge på digte i 5.-6- klasse engelsk. Blandt bunken af digte fandt jeg følgende digt, som med det samme fik mig til at grine højt, eftersom det sagtens kunne være både dedikeret til og inspireret direkte af Allison's hjem:

Mr. Nobody

BY ANONYMOUS

I know a funny little man,

    As quiet as a mouse,

Who does the mischief that is done

    In everybody’s house!

There’s no one ever sees his face,

    And yet we all agree

That every plate we break was cracked

    By Mr. Nobody.

’Tis he who always tears out books,

    Who leaves the door ajar,

He pulls the buttons from our shirts,

    And scatters pins afar;

That squeaking door will always squeak,

    For prithee, don’t you see,

We leave the oiling to be done

    By Mr. Nobody.

He puts damp wood upon the fire

   That kettles cannot boil;

His are the feet that bring in mud,

   And all the carpets soil.

The papers always are mislaid;

   Who had them last, but he?

There’s no one tosses them about

   But Mr. Nobody.

The finger marks upon the door

    By none of us are made;

We never leave the blinds unclosed,

    To let the curtains fade.

The ink we never spill;   the boots

    That lying round you see

Are not our boots,—they all belong

    To Mr. Nobody.

Efter at have læst digtet højt for klassen udlovede jeg en lille dusør til den, der kunne fortælle, hvem Mr. Nobody er. De havde vist ikke helt fået fat i betydningen af digtet, for svarene gik primært på spøgelser og nisser. Til sidst måtte jeg sige, "Der bor også en Mr. Nobody i jeres hjem. Hvem er det der smadrer tallerkenerne i jeres hjem, og hvem er det, der...." Længere nåede jeg ikke, før én af pigernes hånd fløj op: "DET ER MIG!!! Det er mig, der altid smadrer tallerkenerne." Jeg kunne næsten ikke lade være med at grine, og hun fik sin belønning. Selv derefter nåede de andre piger ikke længere end til at foreslå navnene på samtlige af deres søstre. Vi skal nok få det sjovt med at lære at tolke digte :-)

Lærerens dag
Derudover var det "Lærerens Dag" i går. Jeg elsker hvordan de i Honduras sørger for at fejre alt - det er så superhyggeligt. Og nu har jeg en helt personlig og superhyggelig kop. (Der står: "Følg dine drømme, og de bliver til virkelighed.") Jeg må endnu engang undres over at Allison tager sig tid til at gøre noget ekstra ud af hverdagen. For sådan en som mig, der er glad hvis hverdagen går gnidningsfrit, er hun en inspiration!

Øjeblikket hvor internettet går...

...og hele din krop falder til ro i visheden om, at der intet er, du kan gøre. Én efter én lægger nerverne sig til hvile efterhånden som du går igennem listen over ting, du ikke kan gøre.

Du kan ikke lede efter vektor regneopgaver til Belkis.

Du kan ikke søge oplysninger til at forberede næste kemilektion.

Du kan ikke svare emails.

Du kan ikke checke det link ud Allison sendte med et muligt kursus for Paola.

Du kan ikke logge ind for at se hvordan det gik Denia med de matematikopgaver, du gav hende.

Du kan ikke finde engelske børnerim til 3.-4. Klasse.

Du kan i det hele taget ikke lave meget andet end at finde den bog frem, som du sjældent når særlig langt med - og det er jo slet ikke dumt.

Jeg skal ærligt indrømme, at der er nok at lave her. Det til trods, er det jo det hele værd. I torsdags var det "Børnenes Dag" (national mærkedag i Honduras). Belkis havde planlagt en fantastisk dag sammen med vores nabomissionærpar og alle deres børn. Med så mange børn er det hektisk, og hele mit væsen længes efter, at kunne gå ind på mit værelse og lukke døren, men samtidig er jeg jo helt benovet over, at få lov at leve dette liv; at leve i varmt vejr, med skønne mennesker omkring mig, at blive inspireret af børns ligefremme og naturlige gode egenskaber hver evig eneste dag, og næsten altid have en lille toddler komme løbende og give mig et smil på læben, når jeg troede, jeg havde opbrugt dagens kvote. Dette er livet!

Så er skolen godt igang igen.

I går sad jeg og rettede en lille engelsk "stil" for 6. klasserne. Det er det første skriftlige, jeg har givet dem, men det var ganske udmærket for at få en fornemmelse af, hvor der er behov for at sætte ind. Den ene havde en god retstavning, men ingen tegnsætning, Den anden havde forholdsvis god tegnsætning, men ingen fornemmelse for hvordan man sætter en historie op, den tredie havde en god historie men ikke særlig meget retstavning. Så hvor jeg skal sætte ind først med klassen som helhed er et godt spørgsmål ;-)

Denne uge har jeg undervist lidt mere end hvad ideelt er, men i mangel af lærere, så må man jo gøre, hvad man kan. Det er lidt af en sejr, at have fået skolen op at køre godt. Mine dage har været lidt fulde. De er gået sådan ca sådan her:

07:00-08:45: Forberede undervisning af mine første fire klasser og hjælpe de andre lærere med printer, computer og andre tvivlsspørgsmål.

08:45-09:00: Sige godmorgen til alle børnene og høre om den dans de lærte i går.

09:00-09:50: Matematik med 1.-2. klasse

09:55-10:45: Engelsk med 3.-4. klasse

10:45-11:00: Samle op på de matematik spørgsmål Belkis har fået de sidste to lektioners selvstudie.

11:00-11:45: Engelsk med 5.-6. klasse

11:50-12:45: Engelsk med 1.-2. klasse

12:45-13:30: Frokost og rengøring

13:30-15:10: Kemi med Belkis, delvist selvstuderende i 11. klasse

15:10-?? går med at

- hyre flere lærere

- lægge skema

- sætte nye lærere ind i systemer og arbejdsgange

- købe hæfter og materialer til lærernes behov

- tage Fendi (Allison's hund) til dyrlægen

- fejre fødselsdag for hhv. Aracely og Nahomy

- opstøve regler for undervisning af de forskellige klasser og sørge for at de bliver fulgt 

- Køre pigerne til bibelstudie

- Finde onlinekurser, der fungerer for Belkis' undervisning i diverse fag samt  følge med i dem selv, så jeg, når vi mødes, kan sikre mig fuld forståelse samt kreere hjemmeopgaver og prøver til hende.

Helt ærligt har jeg i den grad nydt ugen. Det er fantastisk at se et projekt som dette komme op at stå. Det har været en lille smule sjovt at undervise pigerne, og det har i den grad brudt den lidt rutineprægede hverdag. Jeg har slet ikke noget at brokke mig over!

Når det er sagt, så har jeg nydt de 14 timers søvn det lykkedes at få her fredag-lørdag nat. Det kunne være ganske fint, hvis vi fik en lærer eller tre mere, men jeg skal have lavet nogle telefonopkald i dag til to lærere, vi har haft til samtale, som virker interesserede. Det er meningen, jeg skal tage matematik i 7. klasse (Allison har undervist dem hjemme denne uge i mangel på lærere), samt finde online studier i Fysik, Kemi, Biologi og Matematik til 11. klasse og overse den undervisning. Med alt det samt mine i forvejen 40 timers arbejde per uge, så håber jeg kraftigt på at finde en engelsklærer til alle mine engelsktimer også.

Hvis nogen af jer har lyst til at hjælpe, kunne vi meget godt bruge:

- ekstra lærere 

- chromebooks dels til den/de onlinestuderende og dels til hvad de andre klasser måtte skulle bruge computere til. De koster kun $170 / 1150kr stykker

Kontakt mig, hvis du har mulighed for at hjælpe på den ene eller anden måde.

"Alt samvirker til gode for den, der elsker Gud" eller "Der er intet,der er så galt, at det ikke er godt for noget"

De sidste par dage har jeg glædet mig over:
- at geare ned mentalt og bruge dagene på manuelt arbejde som håndvask af alle mine bluser, alle mine bukser, alt undertøj og sokker, alle mine lagner, alle mine håndklæder samt min topmadras.
- at jeg for en gangs skyld får vasket alt mit tøj i rigtigt varmt vand
- at jeg har rindende vand
- at jeg har gasblus til at koge vandet
- at jeg ikke en eneste gang har spilt kogende vand på mine alt for nysgerrige og hoppende hunde
Og alt det bare på grund af en gang fnat, der skal vaskes ud af ALT med varmt vand. Bagsiden af medaljen har været, at jeg knap har sovet i tre nætter grundet stanken af den afskyelige creme, jeg har skullet smøre hele kroppen ind i hver aften. Til gengæld betyder det, at jeg fra i dag kan glæde mig over:
- at min person ikke stinker
- at kunne sove en hel nat igennem uden at vågne op af stanken af mig selv og mit sengetøj
- følelsen af rent og gennemkogt sengetøj
- at være midefri (ok - formentlig har jeg stadig masser af mindre irriterende mider, men stadig)

Hvor er der mange ting, jeg tager for givet i dagligdagen. Hvor er det godt at blive mindet om hvor velsignet jeg er! :-)

Apropos mine hunde; Allison tog dem til dyrlægen for at få deres vaccinationer, men som alle andre små børn, skal der altså en pris til når man skal have så mange sprøjter i sig. Så de kom til hundetrimmeren bagefter, og Prada kom hjem som hun ser ud den dag i dag. Hachi hev den første sløjfe ud i bilen og den næste ud i løbet af aftenen. Men hvor er de dog skønne!

Matematiksystemer og deres konsekvenser

Da jeg hentede Gaby fra skole, var hendes første kommentar: "Jeg har aldrig glædet mig så meget til fredag som i denne uge". Jeg må indrømme, at hun har haft nogle lange dage. Hun har været opsat på, at få en god start i sin nye skole. Lige netop i matematik, har det dog været en udfordring. Deres matematiksystem når ganske enkelt meget længere og meget hurtigere, end det system, vi har brugt Så der var en del, der skulle læres. Hendes skoledage er startet kl 7 hver dag, men hun har siddet med lektier indtil kl 9, 10 og 11 hver aften. Jeg har det meste af tiden siddet sammen med hende, og det er blevet nogle lange aftner, hvor vi begge er blevet trætte og har mistet tålmodigheden. Jeg må give hende, at hun er en optimist og holder facaden selv når hele hendes krop udstråler, at nu kan hun ikke mere. Jeg tror, det var godt, hun fik weekend.

I dag fik jeg denne skønne tallerken til frokost fra hende. Den kunne selvfølgelig godt se ud som en lettere utilfreds smiley, men med det ansigt hun havde på, da hun gav mig den, er jeg forholdsvis sikker på, at den er ment til at være glad. Hun er simpelthen skøn - og når forøvrigt rigtigt langt i matematik. Hvad man ikke kan, når man sætter sig for det er ikke meget. Ikke desto mindre håber jeg, at denne uge har været en springende start, så det ikke tager helt så mange kræfter at følge med i resten af semestret ;-)

Mon de kære små nu også har det godt nok?

Addison (4), Gisselle (5) og Gaby (16) er begyndt at gå i skole nede i byen. Mandag-tirsdag gik med at få dem indskrevet, finde bøger, købe skoleuniformer og diverse andre småting for at blive klar. Fredag morgen fik jeg lov at køre dem i skole. Det er sjældent, at Gisselle er så stille, som hun var, da hun med mig i hånden gik gennem skoven af elever af alle størrelser for at finde sit klasseværelse. Addison og Gaby lod det ikke skinne igennem, men Gaby fortalte, at hendes hjerte hamrede mens hun kiggede rundt og overvejede, om hun mon ville finde nogle venner overhovedet.

Jeg burde nok tage det lettere, men min mave knugede sig sammen, da jeg forlod dem og kørte hjem. Hvad nu, hvis de andre børn glemte at tage sig ekstra af dem? Hvad nu hvis læreren gjorde et stort nummer ud af et spørgsmål, de ikke kunne besvare? Hvad nu hvis deres madpakker skilte sig for meget ud? Jeg kunne slet ikke vente på at kunne hente dem igen og få at vide, om de var ok. Heldigvis var det en kort dag, og allerede kl 12 kunne jeg se deres glade ansigter vente på mig, da jeg endelig kunne komme tilbage og hente dem hjem i "sikkerhed". Gisselle var tydeligvis faldet så hurtigt på plads at læreren måtte bede mig om at tage en snak med hende om, at i skolen spiser man kun i frikvarteret og at man sætter sig på sin plads, når læreren siger det.

De er ikke engang mine børn, og jeg kan bekymre mig så meget om deres velfærd. Hvordan i alverden gør forældre til børn det? Man kan jo aldrig få et øjebliks ro, hvis man altid har enhver reel eller imaginær fare til at sætte hele nervesystemet i 5. gear. Men måske lærer selv jeg engang, at børn er hårdføre og ofte finder ud af tingene helt selv.

Lynkursus i yiddish

Jeg er blevet så klog denne uge.
- Jeg har fundet ud af hvordan rum og trapper i Maxwell Sheffields hus på mystisk vis ændrer lokation gennem serien "Alletiders barnepige".
- Jeg har lært adskillige yiddiske ord som tuchas, meshuggah og yenta.
- Jeg har google Ray Charles og fundet ud af, hvem han er og hvor meget af al den gode musik derude, der rent faktisk er hans.

Jeg medgiver gerne, at noget af den viden måske er mere brugbar en anden, men man må tage hvad man kan få, når man efter 8 dages diarré er løbet helt tør for energi og må erkende, at forsøg på arbejde er nyttesløst (tænk hvis man nu godtog det på 2. dagen i stedet for 7. dagen - så ville jeg have fået lavet ca. lige så meget arbejde og formentlig have være noget mere veludhvilet.... Oh well.)

Ikke desto mindre, hvis det er længe siden, I har set Alletiders barnepige, kan jeg kun anbefale at genbesøge klassikeren. Så underholdende!

"Du kan godt lide at undervise ikke?"

Spørgsmålet kom fra 11-årige Aracely midt i en ørkenvandring af brøkregning. Undrede mig en anelse over spørgsmålet, men kunne jo kun sige, at jeg rent faktisk nød det. Hun vendte tilbage til brøkregning og jeg glemte spørgsmålet indtil snakken blandt pigerne gik i retning af hvor mange opgaver de skulle lave før vi kunne tage hjem. Altid ligefremme Aracely svarede: "Det er fordi hun godt kan lide at undervise, at vi ikke må gå hjem." Hvis der så havde været et hint a hån i hendes stemme, men hun lød vitterligt som om hun troede på det.

Der er ingen tvivl om, at jeg udfordrer pigerne i matematik. Men eftersom jeg husker hvordan mit crash course i tysk i 8. klasse fik mig til at elske både konceptet at lære samt faget tysk, tror jeg stadig på metoden. De yngre spørger hele tiden hvornår det er deres tur. De store spørger noget mindre. Men det, der virkelig gør det hele værd,
er at se lyset i deres øjne, når de forstår dagens koncept og begynder at arbejde selvstændigt med det :-)

Er dog stadig glad for, at jeg ikke underviser alle pigerne året rundt. Det tager en lille smule tid og energi af mig ;-)

Pasta med purébaseret tomatsovs. Det er længe siden jeg har nyt et måltid så meget.

Der er noget helt utroligt terapeutisk, afslappende og opbyggende, ved at lave min egen mad. At tage mig tid til at skære selleri i stykker fordi jeg kan. Jeg bilder mig ikke ind, at det er avanceret mad, men det smager af afslapning og tid til mig selv.

Derudover har det faktisk været nogle gode dage. Fx. havde jeg fornøjelsen af at lære 6
-årige Nahomy at svømme i torsdags. Hun er stabil, når hun svømmer på ryggen nu (glæden ved at se
hende fange det er ubeskrivelig :-)). Forsøgte at undervise Giselle (4) også, men hun er for bange for vandet til virkelig at forsøge. Håber at hun engang begynder at tro på, at jeg har hende, og at det er sikkert at kaste sig ud i det. Det blev dog nærmest endnu sjovere, da 2-årige Lizbee blev nysgerig på hvad de andre lavede og begynde at forsøge. Teknik er der ikke så meget af, men hun har helt sikkert fanget konceptet og skal nok komme efter det. Hun var slet ikke til at stoppe indtil hun blev tvunget til at komme op at spise ;-)

Der findes få ting bedre, end at få lov at hjælpe pigerne med at svømme, tegne, læse eller enhver anden ting, der lige optager dem. Men en søndag alene hjemme - slet ikke at foragte!