Året med de fire jul

Det er slet ikke så dumt at fejre jul med både honduranere, amerikanere, kiwier og danskere. Hele d. 24. gik med at lave kalkun, brune kartofler og rødkål til den danske middag. Samtidig lavede pigerne den honduranske julemad, tamales (majsdej med ris, grøntsager og evt. kød pakket ind i et palmeblad og kogt). D. 25. Lavede Allison amerikansk julemiddag mens Conor lavede en New Zealandsk julebarbecue. Det var slet ikke dumt. Desværre har Fendi gjort en vane ud af at åbne mit køleskab og spise alle spændende rester. I nat drak hundene oven i købet al min mælk. Jeg tror det er på tide, Fendi kommer hjem...

Ellers har vi leget dansk pakkeleg juleaften. Eftersom ingen af pigerne havde prøvet det før, gik alle ind i det med krop og sjæl. Det er muligt, vi kan blive nødt til at lave det til en tradition. Vi havde lavet ekstra regler til at sikre, at alle endte med mindst en pakke, men det undgik ikke, at Giselle alligevel blev skuffet over kun at få en. Til gengæld var hun også den allermest begejstrede over alle gaverne julemorgen. Hele hendes krop var spændt til det yderste og øjeblikke måtte jeg overveje, om hun huskede at trække vejret ;) Jul skulle altid holdes med børn i alle aldre!!

Må I alle have en fortsat skøn jul og et fantastisk nytår!

Der er intet som familie og gode venner

Den sidste uge har stået i Randi'ens tegn. Min skønne veninde Randi ankom i søndags med godt humør, snakke- og hyggelyst samt rødkål, grødris, glöggmix og et væld af chokolade, lakrids og en lækker pose speltmel. Efter at have hjulpet pigerne med at flytte ind i skolen og volontørhuset mandag, have boet sammen med dem mandag-fredag og planlagt/gennemført udflugter og juleindkøb for dem alt imens, er jeg overrasket over, at hun stadig står på benene, men sej er hun jo. Jeg var selv ved at blive skør af det, men så meget desto mere fantastisk blev fredag aften, da vi endelig havde fået dem hjem i deres eget hus (under spritnyt tag) og havde ro nok til at spise et måltid ved et bord og vende verdenssituationen. Der er noget så dejligt ved folk, der kender en ud og ind og stadig holder af en.

Resten af ugen har nu også haft sine højdepunkter. Fik set Copan ruiner tirsdag (med Randi og alle piger på 7+), fik min 5-årige opholdstilladelse på plads onsdag, og var på juleshopping med pigerne i dag. Og så har jeg jo haft fornøjelsen af pigernes selskab, smil, rod, leg og kram 24 timer i døgnet hele ugen.

Småkager og kagehuse

Og det blev så natten hvor mine hunde åbnede køleskabet, væltede gryden med svenske chokoladebrød ud og spiste dem alle. Jeg havde lavet en temmelig stor portion til at dele ud til vores naboer, det må vel gøres om. og så kan jeg ikke forestille mig andet end at hundene har dårlig mave nu...

Derudover har det været ugen med en skøn skoleafslutning med varm kakao, kagehuse, løb og
julefilm blandt andre ting. Det var også ugen
med en skøn danseopvisning i form a pigernes afslutningsdans: "Nøddeknækkeren" De gjorde det så fint, men de er jo bare skønne ;)

Ellers er jeg nået til at glæde mig til en ferie. Det var en helt ubeskriveligt skøn fornemmelse her til morgen at vågne op alene i værelset og i huset. Det varede selvfølgelig kun indtil mine hunde gav mig et mere realistisk syn på verden, men stadig ;)

Snobrød og thanksgiving

Hvor er det længe siden, jeg har bagt snobrød. Næsten lige så lang tid, som det (ifølge mine barndomsminders) tager at bage et snobrød. Var dybt overrasket over, hvor hurtigt det går som voksen. Jeg er forholdsvis sikker på, at ingen af pigerne var enige i at det ingen tid tog. Jeg fortalte konstant at de ikke måtte have brødet inde i flammerne og de blev ved med at komme tilbage med kulsorte ubagte brød for at spørge om det var nok. Først hen imod slutningen havde jeg tid til at kigge ordentligt på dem og måtte tre gange i træk sige, at de ikke måtte have brødene inde i flammerne uden at nogen reagerede. Men da jeg blev ved med at gentage mig selv, endte en af pigerne alligevel med at spørge: "Hvad betyder 'flammer'?" Det er muligt jeg ville have sat pris på det spørgsmål en time tidligere, men sådan er der så meget ;) Om ikke andet føltes det som en rigtig lejr.

Derudover har vi selvfølgelig holdt thanksgiving. Det tog intet mindre end fem ovne at lave maden, og da der ikke var nogen ovn på lejren, havde vi maden spredt ud over 5 huse udover lejrkøkkenet. Vi startede 7 morgen med at preparere kalkuner og køre dem ud til de første par venner og bekendte og så gik madlavningen hak i hak til vi kunne spise kl 18. Men det var superlækkert, da vi endelig nåede til at spise. Det er muligt at amerikanere ikke altid har det sundeste mad, men de forstår at give det smag.

Man bliver så klog af at undervise :)

Så er vi flyttet ud og jeg fik lov at passe børn det meste af flyttetiden. Det var ikke mindre trættende, men superhyggeligt :) Lørdag var min opgave at få alle børnene ud af huset. De to andre volontører og jeg tog dem med til byen på Kentucky Fried Chicken og i biografen. Det blev en meget lang dag, men ikke desto mindre god og Allison fik mulighed for at blive færdig med pakningen.

Siden det er ugen gået meget stille og roligt. Min kemiklasse (Belkis og Mariela) har lige færdiggjort temaet "Atomets opbygning" og jeg har lært at sige "uparret elektron" og lært at det var en dansker ved navn Møller, der opsatte et diagram for i hvilken rækkefølge orbitaler fyldes op. Jeg bliver klogere hver eneste dag. :)

Derudover glæder jeg mig til at komme hjem på ferie i februar. Hav en skøn weekend!

Pakke, pakke, pakke

Det er et mysterium for mig hvordan en superintelligent lille pige kan pakke 4 bluser, 12 bukser og 5 pyjamaser/natkjoler, når beskeden lød på 7 bluser, 7 bukser og 3 pyjamaser. Men man kan vel være nok så intelligent og alligevel ikke kunne holde koncentrationen længe nok til at tælle til syv. Et andet krav var, at bukser/bluse kombinationen matchede og at maks 2 af sættene var lege-/blive-beskidt-tøj. Det er også mange ting at skulle huske på en gang for en 6-årig. Efter at have pakket det hele om så alle krav var opfyldt, måtte jeg alligevel acceptere to par ekstra bukser fordi de var så flotte, at hun ikke kunne undvære dem ;)

Asly er noget af det skønneste. Hun er superintelligent men kan ikke sidde stille i 7 sekunder og kommer gerne i problemer, hvis hun ikke har noget til at fange hendes opmærksomhed. Hun har de gladeste øjne, det skønneste smil og evige rifter og blå mærker. Hun er altid igang og kommer oftest til at sparke mig i hovedet eller lignende, når vi leger. Men når der er konstant bevægelse er det altså så svært at holde styr på alle de retninger de utallige arme og ben flyver i på en gang. Hun er også den med de største hundeøjne. Ikke at hun prøver at opnå noget, hun virker ganske enkelt knust hver gang nogen bliver sur over, at hun har leget for vildt.

Det var en fornøjelse at hjælpe hende med at pakke og vælge det allerbedste legetøj at tage med. Grunden er, at vi nu endelig skal til at skifte taget og derfor bruger weekenden på at flytte ud i en lejrbygning på den anden side af Peña Blanca i nogle uger.

Jeg kunne desværre ikke få noget godt billede i mørket værelset, så I må få et arkivfoto af hende.

Vabler, solskoldning og skønne børn

I går havde vi en skøn dag på søen med en gruppe piger. Flere af dem forbedrede deres rotalenter betragteligt. Det lykkedes os ovenikøbet at ro ligeud med femårige Emely ved den ene åre og mig ved den anden. Det er dog muligt, at deres iver efter at ro har en sammenhæng med mit rødmossede ansigt. Vi kom først afsted kl halv elleve og fik så brugt fire timer under en skyfri sol, men det var absolut det hele værd. Havde syv sprængte vabler på hænderne og sov fantastisk ;)

Men har generelt haft utroligt meget overskud her i weekenden.

- Var ude at ro med en ny gruppe piger.

- Har bagt lakridskage, har fået puttet mere mel og salt i modellervoksen, så den virker igen (og leget med den med pigerne).

- Har organiseret en meget tiltrængt oprydning i haven.

- og har bare nydt at være sammen med pigerne.

Samværet med pigerne har dog også været tiltrængt, da jeg næsten ikke har været oppe i huset i løbet af ugen. De er altså dem, der giver mig overskud og glæde i hverdagen :)

Stilhed efter stormen

Lægebesøg, familiekriser, lægebesøg, mediscinskattejagt i diverse storbyer, lægebesøg, babybræk, undervisning, lægebesøg og pasning af syge børn har taget min tid de sidste uger. Sjovt nok er det sjældent lykkedes mig at tage en pause i løbet af dagen, så sidste weekends miniferie med min søster og kusine med datter var et stort hit, omend jeg havde feber allerede inden vi nåedes til hotelværelset. Men så meget desto bedre var det luksuriøse hotelværelse med all-inclusive.

I går kom Allison så hjem, og havde taget en pose med diverse lækre chokolader med hjem som tak for hjælpen (god chokolade er en specialitet her og forøvrigt hundedyr). I dag har jeg nydt min seng i volontørhuset, min sambos mad samt manglen på internet og kontakt med omverdenen.

Alt det til trods har jeg en svag mistanke om, at der ikke går mange dage før jeg kommer til at savne at putte pigerne om aftenen samt morgenens kram, smil og skrig. Jeg må indrømme, at det alt i alt var en utrolig hyggelig oplevelse at bo så tæt med børnene og være den, der trøstede, når de havde fået en splint i foden eller havde leget for vildt.

I can't catch a break

Se, der er en sætning, jeg vist aldrig før har forstået den fulde betydning af før nu.

Igår troede jeg, at jeg skulle slappe bare lidt af, men ind imellem besøg fra IHNFA, gasforgiftningen (ok, forgiftning er måske en overdrivelse) af en sprunget sparepære, indkøb og lign. I landsbyen samt medicinering og behandling af de syge piger, blev klokken alligevel 16, før jeg fik mulighed for at gå ind at trække vejret på værelset. Jeg havde dog ikke været der to minutter før en af de ældre piger skrev, at hun gerne ville hentes fra sin veninde. Så meget for min pause.

Jeg ville ønske, at jeg kunne være den evigt tålmodige, evigt kærlige moster, men i går slap min tålmodighed op overfor en af de ældre piger, der virker til ganske enkelt at tro, at hun er hævet over de almindelige regler i hjemmet. Hun virker ikke engang til at gøre det af ond vilje, jeg tror bare at hun ikke kan se hvorfor de regler skulle gælde hende også. Resten af aftenen havde jeg desværre heller ikke den tålmodighed, jeg gerne ville have med de andre piger, men de virkede til at tilgive mig og stadig komme og sætte sig hos mig da vi så film. Skønne er de jo!

Højdepunkter på dagen var, at sige godnat til de 6-7 årige. De gemmer sig under dynen, når jeg kommer og ved intet bedre, end at blive fundet. Vi har en fest :)

Nybagt barnepige til 20 børn

Hvor meget sover forældre med to babyer i sengen, der kravler rundt og kræver fysisk kontakt hele natten?

Hvordan holder man øjnene åbne på arbejdet efter endnu en søvnløs nat?

Hvad gør man, når børnehaveklasselæreren er syg og man pludselig står med 3 børnehaveklassepiger uden pasning?

Hvornår har børn mest brug for et kram og hvornår har de mest brug for en irettesættelse?

Hvad gør man med 20 børn, der alle savner mor og med store øjne fortæller, at de alle græder lige så snart jeg er faldet i søvn?

En aften sad jeg med en ustoppelig grædende pige, der mellem klynkende vedvarende kaldte på "Mami". Jeg kunne ikke gå fra hende, og hun kæmpede ikke seriøst imod, at jeg var der, så jeg er ikke sikker på at hun havde lyst til at være alene. Hele hendes kropssprog sagde dog, at hun afskyede mig (lige i det øjeblik - ellers er vi nu gode venner) - formentlig primært fordi jeg ikke er mor. Det går lige i hjertet på mig, og der er ikke meget, jeg kan gøre.

Allison tog lidt pludseligt afsted, da hendes far blev kritisk syg. Vi ved ikke hvornår hun kommer hjem, men der går nok mindst et par uger. Jeg er derfor flyttet ind i hendes værelse og taget hendes rolle i huset (bortset fra, at jeg bare ikke er mor). Alt det praktiske fungerer sådan set. Men jeg har lyst til at sætte mig til at tude over pigernes savn, som jeg på ingen måde kan udfylde, samt Allison, hendes søskende og det, de går igennem nu.

Min seneste filosofi går dog ud på ikke at tænke for langt frem i tiden eller for bredt på omstændighederne, men bare sikre mig, at de næste 29min fungerer. Jeg tror jeg vil holde fast i den. Den har været en succes indtil nu ;)

Skoleleder eller ej

Jeg underviser 2 x 35 minutter om dagen. Resten af formiddagen er det meningen, at jeg skal lave kontorarbejde. I praksis bruger jeg resten af formiddagen på at tage mig af børn, der ikke lytter til deres lærere, børn der bliver syge og lærere, der har spørgsmål til skoledag og/eller undervisning.

I begyndelsen holdt jeg stædigt fast på, at den slags forespørgsler hørte under Allisons domæne, men har måttet accepteret at jeg (for dette semester) er daglig leder i skolen. Fordelen er selvfølgelig, at jeg har mere med børnene at gøre, og den del nyder jeg ;)

Onsdag aften var jeg oppe hos Allison for at vaske tøj. Det var helt hyggeligt at se babyerne igen. Jeg taler konsekvent dansk til babyerne i en utopisk drøm om, at de bliver tresprogede. Igår var det lidt en nedtur da Giselle på 4 år sagde sit første ord på dansk: "Nej". Lizbe på et år (billedet ovenfor) blev ved med at rive mine briller af mig (der er vist ikke noget at sige til, at de allerede er skårede), og min reaktion var at sige: "Nej Lizbe" og sætte hende ned på gulvet. Det kopierede Giselle hurtigt - endda med perfekt udtale. Jeg kunne godt have ønsket mig, at det var mere konstruktive ord hun lærte først ;)

Kemi i køkkenet

Jeg er i ugens løb blevet matematiklærer og kemilærer for 10. Klasse. Jeg nyder det i den grad. Jeg er lidt spændt på hvordan jeg skal finde ud af at lave forsøg uden kolber, bunsenbrændere og pipetter. Det gik dog fint i dag, hvor vi lærte om hvordan man kan separere blandinger af kemiske stoffer. Vi lavede en opløsning af NaCl og H2O hvorefter vi via evaporation udvandt NaCl igen. I praktisk satte vi en gryde over ilden med vand og salt og observerede vandet gå på gasform og efterlade aflejringer af køkkensalt i gryden.

Desuden lavede vi kromatografi med toiletpapir, vin og vand. Jeg synes selv det var lidt sjovt at lave kemiforsøg med så simple remedier. Hvor kreativ jeg må blive for at gennemføre et helt semesters kemi på den måde må tiden vise :)

Yaniri

Mød min nye veninde, Yaniri. Hun er her på arbejde i en prøveperiode. Allison kan virkelig godt bruge ekstra hjælp i huset. Det eneste problem er, at Allison ikke taler særlig meget Tegnsprog. Men så igen, Yaniri's Tegnsprog er også begrænset. Jeg har dog allerede lært nok honduransk Tegnsprog (tilføjet en del logisk gestik og mimik) til at forklare hende hendes arbejdsopgaver og snakke lidt om løst og fast. Jeg har en fest. Jeg håber at jeg på to uger kan lære nok til at lette kommunikationen, så det kommer til at fungere. Ved dog stadig ikke om det er et arbejde hun egentlig er interesseret i. Men jeg nyder det så længe det varer og undersøger mulighederne for tegnsprogsgudstjenester og tegnsprogsundervisning alt imens.

Statusrapport

Så har jeg allerede været her i over to måneder. Omend der er ting, der er ved at blive hverdag, kan jeg mærke, at jeg stadig er udenfor min komfortzone. Jeg kører træt og kan godt få midlertidig lyst til at flygte fra børn, spansktalende mennesker, edderkopper, grove gulve og kolde bade.

Men når jeg så gør status over min tid her, popper minder op som:

- Børnenes smil og latter over at vælge tøj, flette hår og føle sig specielle, når jeg tager dem med i biografen.

- Gaby´s glæde over, at jeg kan tage det som en leg; hygge, joke og grine med hende mens jeg bærer hende fra biografsædet ned til hendes kørestol.

- At kunne se Nahomys øjne klare op og hendes muskler langsomt slappes, når jeg efter en slåskamp sætter mig til at flette hendes hår i stedet for at skælde ud.

Nogle af børnene tager mere tålmodighed end andre, og dermed kræfter. I går bad Allison mig om at tage mig af Asly, da hendes egen tålmodighed var løbet ud. Jeg må indrømme at jeg selv måtte trække vejret dybt nogle gange, men ikke desto mindre lykkedes det at få hende til at falde til ro, fundet tøj til hende og blive klar til at tage i biografen. Det er den slags ting, der gør, at vi per definition er mindst 10-15min forsinkede ud af døren til hver en tid. Men det er også det, der gør det hele værd.

Jeg kan ganske enkelt ikke få nok af de piger.

Fordelen ved bofæller

Jeg mindes dengang Kristine, mine skønne bofælle i København flyttede ind. En af mine tanker var, at en bofælle forhåbentlig kunne få mig til at tage opvasken dagligt. Hvad skal jeg sige... det gik ikke helt efter planen. Omend jeg på en hel del andre områder ville foretrække Kristine, må jeg sige at mine nye bofæller på det punkt er en hel del bedre lige hvad opvask angår. Kan I forestille jer, at de rent faktisk bider mig, når jeg kommer tilbage i køkkenet, hvis jeg ikke har vasket ALT op dagen inden? Derudover føler de sig tydeligvis berettigede til al min mad - fuldstændig kolde overfor hvem, der har betalt det... Jeg ville gerne tage diskussionen op med dem, men jeg taler endnu ikke myrisk. Det skulle måske blive mit næste projekt. Her skal dog nævnes, at lige netop myrerne er helt utroligt gode til at rydde op. Hvis man efterlader en lille klat smør på en kniv en aften, er kniven slikket næste morgen. De er effektive.

Hatchi og Prada sidder  sjældent stille længe nok
til at få et ordentligt billede af dem.

Nogle af mine andre bofæller, mine (for tiden 2) hunde er en helt anden snak. De vil gøre alt for at give mig en god dag. Her til morgen gav de mig en Manzonisk oplevelse i form af en udstilling af aflagt toiletpapir udover stuegulvet. Jeg er normalt en større fan af genbrugstanken end jeg var lige i dag.
Men måske er de begyndt at kede sig. Jeg har været i San Pedro 3 gange på en uge med trámite.
Trámite betyder på almindelig dansk "Den langtrukne proces, det er at forsøge at komme igennem det uoverskuelig bureaukrati i Honduras"

Til gengæld har jeg nu prøvet at køre i San Pedro Sula, så nu ville jeg godt kunne køre derind selv (omend det kræver øjne og spejle på alle sider og hjørner af bilen for ikke at ramme en fjollet trafikant). Jeg har også en lånebil for tiden, så min følelse af frihed udvikles stødt :)

Ugen hvor jeg forgiftede mit hjem

Det hele startede med en ganske almindelig edderkop. Dvs. den var almindelig efter honduranske standarder. For mig, var det et uhyre af en størrelse, der ikke kendes lige i mit danske forkælede hoved. Den befandt sig i mit bade-/soveværelse ved nattetid, og ikke engang en udmattende dag kunne overbevise mig om at sove derinde.

Tanken om at fange/dræbe det "lille" kræ slog mig selvfølgelig. Men...
Hvordan i alverden fanger man en edderkop, der formentlig er stærk nok til at løfte de isbakker, jeg plejer at fange dem under?
Hvad er sikkerhedsafstanden på menneskedræbere?
Var den rent faktisk farlig for mig eller var den bare stor?
Hvis jeg endelig fik en tilpas tung æske over den, hvad ville være stærkt nok og tyndt nok til at liste under æsken for at bære den ud?

Summa Summarum, jeg fik fat i min pude og lagen og sov ude i minibussen.

Belkis og Arnold (vores allesammens handyman) gik på jagt efter edderkoppen dagen efter - dog uden held. Så sprayede de hele mit hus med insektgift (1,5 bøtte), og kun et par timer senere var de døde kakkerlakker begyndt at regne ned i hele hytten. Prada (min lånehund) og jeg fortrak til Allisons hjem for natten for ikke selv at blive forgiftede, og dagen efter kom altid hjælpsomme Belkis ned for at assistere med en tiltrængt hovedrengøring.

Nu er hele hytten så skinnende som et honduransk hjem nogensinde bliver. Det regner stadig med døde kakkerlakker med jævne mellemrum, og alle de edderkopper, jeg har set postgift, er overordentligt levende alt til trods....

Prada

De fleste husstande har hunde. Man ved aldrig om de bider. Ergo, man rasler altid med havelågen istedet for at gå ind og banke på. Når man så ligger fredeligt i sin seng, skal man bare høre lidt godt efterår for at vide hvilken havelågen, der larmer. Jeg blive bedre til det efterhånden.

Og så har jeg fået min egen hund. Rettere, jeg har fået lov at låne Prada eftersom de ikke er helt sikre på, om det er hende, der giver babyerne knopper. Men hun er skøn. Har aldrig været hundemenneske, men der er altså noget utroligt hyggeligt ved at have sådan et lille væsen til at hoppe og danse rundt om en, når man kommer hjem. Hun kommer ikke ind på mit soveværelse grundet de mystifistiske knopper, men hvor er det hårdt at høre hende pive og kradse på døren, når jeg lukker den om aftenen, eller når hun synes, det er blevet morgen.

Hun har været i storbyen nogle dage for at blive vaccineret og steriliseret. Omend hun stadig er glad for at se mig, er hun noget roligere i dag end hun plejer at være. Men det må jo også tage lidt på hende med sådan en operation.

Derudover er det ferie i denne uge. I går benyttede vi os af det til at tage nogle bolde og ketchere med ud at lege ved et nærliggende hotel. Super hyggelig tur.

At finde eller ikke finde vej

Den 15 personers bus har jeg vænnet mig til - jeg holder ovenikøbet utroligt meget af den. Det gælder ikke mindst, når der (som oftest) er lidt mere end 15 børn i den. Lørdag fik jeg så fornøjelsen af min første lange tur. Fem kvarter til Siguatepeque, hvor pigerne havde en balletopvisning. Vi kom selvfølgelig ikke afsted i god tid (det gør man generelt ikke, hvis 15+ piger skal klædes ud og have lagt makeup).

Ikke desto mindre; det lykkedes at komme ud i bussen, og jeg får spurgt Belkis på 19 om hun har adressen.

- Jeg har den beskrivelse Diana (balletlæreren) gav mig

Adresser er - ligesom vejbane og husnumre - en by i Rusland, så hernede er adresse og vejbeskrivelse samme ord

- Men du ved hvor indkøbscentret ligger, ikke?

- Overhovedet ikke.

- Men du kender byen?

- Slet ikke.

Det blev en absolut lige så spændende tur som I alle har forudset, det ville blive. Jeg er meget taknemmelig for, at de små faldt i søvn. Jeg fik lov at bruge hele syv kvarter på turen.

Måske skal jeg have læst op på honduranske færdselsregler... Jeg går jo bl.a. ud fra, at hvis der ikke står andet, må jeg gerne lave en U-vending. Belkis var knap så overbevist.

Hjemturen tog heldigvis kun de fem kvarter den burde. Ikke desto mindre er mørkekørsel i Honduras en historie for sig. De gør det ikke utroligt meget i reflekser eller lys på vejene (det besværliggør jagten efter vejbanen en del). De gør heller ikke altid så meget i det med at blænde ned for modkørende. Derudover er de utroligt glade for tåge, klippevægge, klippeskrænter samt fodgængere midt på vejbanen. Men selv det kan man vel vænne sig til.

P.S. Balletopvisningen gik fint. De små er utroligt nuttede mens de render forvirrede rundt på scenen i lyserøde skørter, de store er dygtige og elegante, og de fleste af dem gjorde faktisk et forsøg på ikke at blive væk fra mig i storcentret.

I have gone native

Den anden dag stod jeg med en dåse tomater i hånden - en lille smule frustreret over, at jeg hverken havde dåseåbner eller håndtag i låget. Overvejede ikke mere end nogle sekunder før jeg med sikre slag hamrede husets eneste kniv ned i dåsen igen og igen indtil jeg havde et stort nok hul til at få tomaterne ud ad. Jeg plejede ikke at bifalde pigernes (for)brug af skarpe knive. Kan et land ændre ens personlighed så meget eller har jeg undervurderet tomatcravingens magt?


Derudover kan jeg ikke lade være med at nyde mit køkken. Det er så lille og simpelt, men har (næsten alt) hvad man skal bruge til almindelig madlavning; to blus, en kniv (afhængigt af hvor længe den overlever), et par tallerkener, gafler og skeer, et skærebræt og en vask. En af de ting, jeg virkelig nyder er, når jeg får lavet noge tmad, der ligner det, jeg laver derhjemme.

Og så var det jo Giselles fødselsdag i går. Der er ikke meget. der er kærere end en firårigs fascination over at blive fejre ;-) Derudover har vi en tradition med at fødselaren tager en bid direkte fra kagen. Nogen kom måske til at puffe til Giselles hoved inden hun nåede dertil ;-)

Om hvordan man gebærder sig i køkørsel og hvordan donuts bør spises

Dette blev så ugen hvor jeg fik fornøjelsen af flere hundrede myrer spredt over en enkelt lille fod og den dans, jeg opfandt til lejligheden.

Det blev også ugen, hvor jeg som en rigtig honduraner, måtte rulle vinduet ned og med hånden vinke af bilen ved siden af for at give os plads i hans vejbane. Det virkede over al forventning. Allison har godt nok en teori om, at det evt. var det blonde flagrende hår, der fik bilen (der ellers var godt på vej til at overhale) til at hugge bremserne i. Selv er jeg selvfølgelig overbevist om, at jeg ganske enkelt har talent for det ;)

Paola har lavet en blomst/hat med et besøgende team. Bagved er vores kontor og døren til mit soveværelse

Pigerne er på sportslejr i denne uge. Det er kun daglejr, så de skal køres frem og tilbage hver dag. Det var meningen, at vi andre så skulle få ro til at noget noget mere i løbet af dagen, men det er sjovt som de 5 børn i alderen 1-3 år sagtens kan tage al opmærksom og energi helt selv, når de større børn er væk ;) I går havde Addison og Giselle på tre år ingen appetit til morgenmaden. Det viste sig, at de havde taget en æske med 12 donuts med ind på værelset og spist af dem alle. Alle de dele med glasur var væk, og den afbidte bund lå tilbage. Vi havde lidt svært ved ikke at grine af det.