Verden fra en 6-åris perspektiv

Weekendens gæster tog os med på restaurant i går. På menuen sås et billede af Alt-godt-fra-havet-suppe. 6-årige Gisselle var helt solgt. Der var aldrig nogle af os der forstod hvad hun ville med den. På spørgsmålet om: "Har du smagt den før? Ved du, at du kan lide den?" var svaret "Ja, jeg så den på en film engang, og der spiste jeg den!" Hun fik selvfølgelig suppen og de andre piger væmmedes ved synet af hende fiske efter krabbeklør, krebsehaler, fiskebidder og sågar en hel krabbe i den. Det til trods er jeg ikke sikker på, om Gisselle overhovedet opdagede deres blikke. Hun havde sin helt egen fest med at gå på skattejagt i suppen og brække krabbekløer i stykker for at få alt kødet ud af dem. Aldrig tidligere er en alt-godt-fra-havet-suppe blevet nydt i højere grad, og jeg havde den udsøgte fornøjelse at sidde i første parket. Det var næsten bedre end juleaften.

Samme gæster havde købt en 4/4 violin og to 3/4 violiner til pigerne samt et par begyndernodebøger. Jeg skyndte mig selvfølgelig ind, da pigerne spurgte om jeg ville hjælpe dem med dem. På det tidspunkt var alle tre violiner blevet pakket ud, flere af hestehårene knækkede og buerne havde set en del steder på violinerne de aldrig burde have vidst eksisterede. Jeg gjorde mit bedste for at rende mellem alle violinerne og hjælpe de pågældende piger med at passe på violiner og buer. Gaby (17 år) lærte oven i købet begyndelsen på Twinkle Twinkle Little Star (Jesus lille lam jeg er).

I kan alle forestille jer min sorg da Allison spurgte om jeg ville passe på violinerne nede hos mig indtil pigerne lærer at tage sig godt af violinerne. Til trods, at vi først kom hjem kl 22:30 i aftes tog mine medvolontører det med utroligt godt humør, at jeg spillede og klimptede lige så længe som det tog dem at blive sengeklar. Blandt andet var der noder til Dansens Herre i begynderbogen - en af mine absolute yndlingssange!

Home is where the heart is - however many places the pieces are spread over.

De sidste uger har jeg brugt ordet ”hjem” i rigtig mange sammenhænge. Jeg planlagde min tur ”hjem til Danmark”. Men i Danmark efter en dag på farten skulle jeg ”hjem” til enten ven eller familie for at overnatte. Efter en uges aktiviteter og fantastisk selskab med venner og familie, glædede jeg mig til at skulle "hjem" til mor et par dage at slappe af. Efter anekdoter om begivenheder og kutymer ”hjemme” måtte min samtalepartner altid opklarende spørge: ”Altså i Honduras?”

I Ekkodalen med familie og venner

Det virker som om, at jeg for hver gang jeg kommer hjem bliver jeg stadigt mere rodløs og splittet. Mit modersmål har måttet vige pladsen som førstesprog for engelsk i mit daglige liv. Min biologiske familie har i mit daglige liv på mange punkter måttet vige pladsen som nærmeste familie for at gøre plads til hvad der på så mange måder er blevet min familie i Honduras. Når jeg bor i Honduras er det det jeg lever i, og jeg er glad for det. Når jeg kommer hjem til Danmark er min mors kærlighed så overstrømmende og ufattelig, at det ikke giver mening; mine venners og families hengivenhed er så gennemgående, at jeg ikke forstår det – og det til trods for, at jeg ikke er der for dem i hverdagen, når de har brug for mig. Når jeg bliver spurgt om, hvorvidt jeg er klar til at tage tilbage, må jeg sige nej hver gang. For hvordan bliver man klar til at forlade en så omsluttende kærlighed og støtte, som jeg oplever hver gang, jeg kommer hjem (til Danmark)?

Når min mor alligevel spørger, om jeg nogensinde er i tvivl om hvorvidt jeg skal tilbage, må jeg også svare et stensikkert: ”Nej, jeg er aldrig i tvivl”. Jeg ved, jeg hører til i Honduras – for nu i hvert fald. Om du tror på en Gud der kalder mennesker til opgaver og steder, eller om du hellere vil forklare det som menneskers uforklarlige drømme og længsler, er op til dig. Jeg ved Honduras er mit hjem nu. I samme åndedrag må jeg takke alle jer, der i disse uger har fyldt mig op med en kærlighed så dyb, uforståelig og overstrømmende, at jeg har reserver at bruge af til måneder frem i tiden langt langt væk fra modersmål, biologisk familie og stenstøtter af venner!
Jeg kunne ikke gøre det her uden jer. Tak!

Matematik igen igen

"Bruger du rent faktisk det her til daglig?" Spørgsmålet kom fra en elev, der ikke var helt overbevist om meningen med at lære multiplikation med flere cifre. Jeg kunne ærligt sige, at det gjorde jeg faktisk - men jeg undlod at fortælle om den leg, det er i min familie, at regne stykker i hovedet, som mange andre ville finde en lommeregner til.

Jeg er nu tilbage i klasseværelset og underviser matematik i 6.-7.-8. klasse, og jeg nyder det. Så længe det er emner, der giver mening for mig, er det altså lidt hyggeligt. Allison og Karen er ikke helt sikre på, at jeg har tid til det (og må indrømme at jeg sagtens kan finde andre ting at lave, når det er), så det bliver nok ikke ved i længden, men jeg nyder det så længe det varer ;)

For at det ikke skal være arbejde det hele, har jeg nyt al den natur, der er både i og udenfor byen ;-)
Derudover var jeg ude at danse både fredag og lørdag i sidste uge og glæde mig til at komme afsted igen i aften. Det giver altså så megen god energi og velvære :)
Håber I andre nyder livet lige så godt!

KH

Om glæden ved regn omend timingen kan være tvivlsom

Mens vi gik hen imod den overdækkede pavillon, mørkedes himlen. Skyerne havde taget en form, der gav kraftige associationer til Hogwarts og Quidditch. Jeg tvivler på, at jeg var blevet meget overrasket, hvis der pludselig var kommet dementors flyvende ud af dem. Vi løb de sidste 50 meter og nåede næsten i læ før skomagerdrengene gik til angreb. Mens vi sad i udkanten af teltet og blevet våde halvtag til trods, glædede jeg mig voldsomt over at vi ikke var ankommet 2min senere.

Der var ellers sat flot op til Mariela's dimission fra (hvad der svarer til) gymnasiet. Hvide og blå tylstykker pyntede stole og pæle, blomsterdekorationerne på podiet var kunstfærdige og den røde løber var lagt ud klar til at modtage studenterne. Alt imens sad vi (halvtørt) og så det hele gå op i mudder. Mødre i lange dyre kjoler og små piger i laksko forsøgte at redde deres festlige tøj mens stormen rev i dekorationerne og gjorde det en lille smule svært ikke at grine ad absurditeten af det hele - altså indtil strømmen gik og vi sad i mudder og mørke, og kunne ane arrangørerne forsøge at rulle den røde løber ind for at redde den. Da måtte vi give humøret frit løb over hele situationen. Jeg havde dog en smule ondt af de stakkels studenter som formentlig bare gerne ville have en perfekt aften.

Efter halvanden time fik de en generator op at køre og efter en time og tre kvarter startede ceremonien. Studenterne måtte bytte pladser et par gange under indgangen, da toast masteren's noter var blevet blæst væk af stormen og han ikke kunne finde ud af hvem han skulle præsentere næst. Alt i alt endte det med at blive en god aften og vi fik dagens grin med under al ståhejen.

Under alle omstændigheder glæder vi os meget over al regnen. Det har nu regnet i fire dage i streg, og eftersom vi har gået i halvandet år nu med et minimum af regn (og dermed kraftig mangel på vandforsyning), er det en stor glæde at det har regnet op mod 8 dage i løbet af de sidste tre uger (jeg tror næsten det er mere regn end der har været det sidste halve år). Læste for et par uger siden en artikel om tørken - om hvordan 160.000 familier i Honduras har mistet høst (majs og bønner) i 2015 pga tørken. Halvdelen af familierne mistede hele deres høst. Lad os for alles skyld håbe og bede til mere regn i 2016.

Samarbejde gør stærk

Igår blev så dagen, hvor jeg smed bukserne ude foran mit hus og derefter løb i ly indenfor. Jeg håber i den grad, at de fleste naboer var indenfor eller andre steder uden direkte udsyn, men havde ikke tid til at checke.

Jeg havde båret mit affald ud på min lille bålplads for at brænde det af. Det var lykkedes mig at sætte ild til det og stod i sikker afstand og holdt øje med ilden mens jeg forsøgte at huske hvilke kemiske stoffer, der står bag de forskellige flammefarver. Hvordan jeg kom til at kigge ned midt i mine overvejelser ved jeg ikke, men fra mine sko og til alt for langt oppe på lårene, var mine bukser DÆKKEDE med myrer. Jeg var hurtigt klar over, at jeg var overmandet, og at der ingen mulighed var for at få viftet (hvad jeg skønner var) 1.000-2.000 myrer af mig, inden de fandt skin at gå til angreb på. Havde jeg tænkt mig bedre om, havde jeg måske droppet skriget, der uden tvivl tilkaldte alle naboernes opmærksomhed, inden jeg rev bukser og sko af mig og løb ind i huset. Eftersom selvsamme bukserne bliver ved med at revne nye steder lige meget hvor meget man lapper på dem, røg de også meget hurtigt på bålet. Jeg ved at det ikke er særligt venligt af mig, når jeg i mit stille sind håber at de fleste af myrerne røg med.... :-/

Derudover bruger jeg de her dage som chauffør mere end noget andet, så min krop har sikkert godt af den smule motion et myreinitieret panikanfald medfører.

(Dette ville uden tvivl have været sjovere på video, men så langt nåede jeg ikke lige at tænke i øjeblikket. Til gengæld er her en video, som fik mig til at grine hele vejen igennem den her til morgen. Måske den kan bruges for nogle istedet?)

Hvorfor kan vi ikke blive?

Forvirringen var total: "Men hvorfor skal vi afsted?" "Siger Mike at vi skal hjem?" (Mike var vores gæst, som var så venlig at betale for fire nætters sommerhus på stranden for hele familien). "Hvorfor kan vi ikke blive?`" For 4-5 årige børn, der har tigget om at komme på stranden de sidste 6 måneder, er det et mysterium, at skulle hjem fra stranden, når vi først lige var ankommet (dvs. 4 nætter tidligere). Til trods for kun at have haft 5 dage på stranden, var alle godt mørke i huden, og de første skallede heftigt. Vi voksne nød det nærmest lige så meget. Det er altid en øvelse at have styr på alle børnene i havet, men i år var bølger og strøm begrænset, så vi havde ikke de samme angstanfald hver gang et barn nærmede sig strandkanten, som vi har haft tidligere år.

Inden vi tog på stranden, havde vi afsluttet skoleåret. Der var dimission for 6. klasserne sidste fredag i maj måned, og det var en fest. Lærerne havde gjort et fantastisk arbejde med at pynte op, og pigerne elsker at danse (og at spise lækker mad). Nu handler det så bare om at huske hvilken klasse alle går i (kan ikke forstå at det skifter så hurtigt).

Så alt i alt gode ting, der tager min tid :-) Håber I alle nyder livet i samme grad!
KH

Og så blev det aften og morgen den femte dag uden strøm.

På nuværende tidspunkt føler jeg mig rigtigt godt udhvilet. Ingen braldrende musik fra naboen kl 5 søndag morgen, ingen Facebook, Netflix, eller e-mails sent på aftenen. I går faldt jeg i søvn kl 9:30 og dagen før 7:30. Når man tvunget til at følge naturens og lysets egen rytme, kan man nå nogle lange nætter. Tre mere af dem, og jeg er ved at have det rigtig godt, tror jeg :)

Morgenmaden er heller ikke til at klage over. Smøret, er så blødt, at det er lige til at hælde på brødet, og min camembert har fået en god lækker bred smag. Desuden har jeg en undskyldning for at tage godt med camembert på mit brød (er ikke helt sikker på hvornår den brede smag udvikler ben, og kan kravle væk af sig selv).

Og så er der selvfølgelig den fordel, at jeg får besøgt Allison og pigerne det mere - dels for at oplade diverse elektriske apparater, dels for internet og dels for underholdningsværdien. Der er virkelig ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget :)

(Skrev ovenstående i går. Vi fik i alt 6 dage uden strøm. Det var lidt en lettelse, da jeg endelig kom hjem her til aften til strøm, at der ikke var vand. Hvis vi både havde strøm, vand og gas på en gang kunne jeg jo komme til at leve i utopisk luksus og miste jordforbindelsen...)

Lille lakridsdag

Da jeg var ung holdt jeg lille lakridsdag hvert år. Lille lakridsdag var den første dag i marts, hvor solen skinnede så gennemborende, at man blev helt glad indeni af det. De sidste uger har jeg længtes efter lille lakridsdag. Ikke så meget pga. lakridsen (selv om det i sig selv er værd at længes efter), men fordi der er en helt usigelig glæde ved forårets første solstråler. De dage, hvor man føler sig tvunget til at tage jakken af for at nyde solen fuldstændig, hvor man kan finde et vindfrit hjørne, der næsten er varmt nok til at nyde uden at blive alt for forkølet. Den friske, sprøde, mentalt varmende forårssol, der er en stensikker grund til snotnæse.

Det er ikke, at jeg mangler sol. Vi har nok til, at airconditioning i bilen ikke på nogen måde formår at køle bilen ned. Kl 9 om aftenen med en kraftig blæser 60cm fra mig og minimalt tøj, sveder jeg stadig og længes efter marts måneds kolde snotnæseproducerende sol, eller april måneds sne, slud og hagl. Jeg har ingen ret til at brokke mig - og ikke nogen egentlig grund til det heller. Her til aften vil jeg bare gerne opfordre jer alle derhjemme til at nyde den friske opmuntrende forårssol, og alt det liv den giver, når den ikke er kraftig nok til at afsvede både planter og mennesker. Og hvis I mangler en grund til at spise lakrids, kan lille lakridsdag sagtens fejres en måned for sent.

Rigtig dejlig forår til jer alle!

Glæden ved at gøre tingene på den langsomme måde

Jeg har gang på gang måttet godtage, at ting tager lidt længere tid i Honduras.

• Til tider er der ingen strøm, og bloggen må skrives i hånden, så den er klar til at skrive ind, når strømmen kommer tilbage.
• Mangel på vand, strøm, reservedele og deslige gør, at alt tøj i tide og utide må vaskes i hånden.
• Manglen på stressgener i 5-årige børn gør, at ingentind bliver gjort før vi er klar til det.
• Den generelle afslappede holdning gør, at noget så enkelt som at køre gennem tolden på motorvejen, kan blive en øvelse i tålmodighed.

Min sidste nye øvelse i at tage det stille og roligt skyldes, at mine hunde har taget det som en opfordring at løbe ud på eventyr hver gang havelågen bliver åbnet. Når jeg skal nogle steder nu, må jeg kalde hundene ind på terrassen; kæle lidt med dem, så de ved at det er værd at komme næste gang, jeg kalder; løbe ud til havelågen og åbne den; tilbage og hoppe op i bilen for at bakke ud; ud igen for at lukke havelågen; tilbage til terrassen at lukke hundene ud igen; ud gennem havelågen og låse; op i bilen for at køre til min respektive destination. Og så gentager hele seancen sig, når jeg kommer hjem igen.

I begyndelsen tænkte jeg, at det ville jeg da hurtigt blive træt af. Men der gik ikke længe, før jeg begyndte at sætte pris på, at jeg blev nødt til at hilse på hundene flere gange dagligt. Det er ingen hemmelighed, at jeg stadig ser dem som Allison's hunde, og at hun til hver en tid er velkommen til at tage dem hjem igen, men så længe de er her, kan jeg lige så godt få det bedste ud af dem. Det med at blive nødt til at hilse på dem, kæle med dem, og snakke om hvordan deres dag er gået, er slet ikke nogen dum ide.

• Jeg får altid en begejstret hilsen fra dem.
• Der er en nuttethedsfaktor, som ikke er til at stå for, når man tager sig tid til at se den.
• De bliver gladere og gladere for hver dag, der går.

Så dag for dag bliver jeg selv mere og mere tilfreds med at blive nødt til at tage tingene roligt

• At vaske tøj i hånden er afstressende.
• At skrive blog i hånden fremmer eftertænksomhed.
• At vente på femårige piger fremmer nærvær.
• At stoppe for at hilse på toldopkræveren på motorvejen giver mig en chance for et ekstra smil og en endnu bedre dag.

Jeg er en voksende fan af honduransk.

Hvad trigonometri kan bruges til

Jeg mindes, da jeg gik i gymnasiet og undrede mig over, hvor mange forskellige ting, man skulle lære; hvor bred en uddannelse det egentlig er (oldtidskundskab, gymnastisk og lign.). Lige nu glæder jeg mig utroligt meget over min uddannelse. Det er ikke meget, jeg har brugt oldtidskundskab til det sidste år, men efter at have hjulper Gaby og Belkis med matematik et stykke tid (og hørt på Belkis fortælle hvordan hun er den eneste, der forstår trigonometri i hele klassen da de ikke forstår deres lærer), kom Belkis endelig og spurgte om jeg kunne hjælpe hendes veninde også dagen inden eksamen. Da jeg kom frem sad de fem unge mennesker og ventede. Mens jeg skimmede over deres bog for at finde ud af, hvad det var meningen de skulle lave, glædede jeg mig utroligt meget over alt det, jeg har fået lov at lære gennem min skoletid, og at jeg rent faktisk kan lette andre menneskers hverdag med det nu. Efter sigende følte de sig alle fem meget bedre forberedt efter den eftermiddag og klarede eksamen godt. Jeg håber det er sandt.

Ellers går mine dage (igen igen) uden at jeg ved hvor de bliver af. Jeg arbejder blandt andet med at få vores skatterapport klar til indlevering, og så er der utroligt mange småting, som af en eller anden grund bare tager tiden. Men glæder mig til at skulle ud at danse i aften. Det er tre uger siden sidst og jeg har brug for at komme lidt væk fra hverdagen og få lidt bevægelse :-)

Rigtig god weekend til jer alle!

Glædelig Påske

Et af mine favorit-facebook-tidspunkter er påskedag. At scrolle nedover facebook feedet og se alle de "Han er opstanden" oplæg, der er, og lade det blive til virkelighed for mig selv; det er en fryd!

Ellers er påsken gået med småting, som alligevel tager en del tid. Mandag til onsdag arbejdede jeg med nyhedsbrev og deslige. Torsdag havde vi et team besøg om formiddagen og picnic i min have om eftermiddagen - det var så hyggeligt, at det blev aften inden de kom herfra igen. Fredag holdt jeg mig hjemme indtil kl. 3, mens Karen tog pigerne med på tur for at se savsmuldstæpperne i Comayagua. Et andet år kunne jeg nok godt tænke mig at se dem selv, men det må blive næste gang. Lørdag tog jeg pigerne med i biografen at se Kung Fu Panda 3. Jeg er selv en stor fan a Kung Fu Panda, men den bliver SÅ meget bedre af at have bramfrit leende piger ved min side. Man kommer jo helt selv over sin gammeldameseriøsitet og grinder af det selv ;-) Og så er der noget fantastisk ved, at de alle udtaler det Fu Fu Fanda, så de fleste af dem vist ikke engang ved, at det ikke er det officielle navn.

Alt i alt en superhyggelig uge. Jeg synes i alle skla nyde, at Anden Påskedag findes i Danmark mens jeg i dag går tilbage til det normale gænge. Tænker på jer og glæder mig til at se jer!

Weekend top 3 liste

"Tabita, vil du spille pindespil med mig?" 24 timer ældre Tabita har lyst til at sparke 24 timer yngre Tabita over skinnebenet midt i mindet om det svar jeg gav: "Jeg ville virkelig gerne, men jeg er lige i gang med nyhedsbrevet." Jeg sad på balletskolen og ventede med fem piger på deres time. Heldigvis blev spørgsmålet gentaget 10 min senere, og jeg opgav endelig nyhedsbrevet, og satte mig til at spille pindespil. Det er så nemt at tænke, at jeg er sammen med pigerne hele tiden, så når der er noget, der skal gøres, må man prioritere det. Sandheden er, at der ALTID er noget, der lige skal gøres, og der går måneder mellem, at jeg sætter mig ned og spiller et spil eller i mere end et par minutter giver min udelte opmærksomhed til de større piger, der kan lege og passe sig selv. Og hvor var det skønt.
Vi grinede og havde en fest med det spil, så jeg til sidst måtte tysse på os (og formentlig mig selv mere end nogen anden), da alle andre samtaler i rummet var forstummet og børn såvel som voksne kiggede undrende på os. Gad vide om jeg kan putte "spil" på mine fremtidige to-do-lister. Det bliver nok svært og løsningen bør nok være at give pigerne tid og opmærksomhed i dagligdagen, så det kommer af sig selv. Det er bare så meget sværere end at lave en to-do-liste, men det gælder vist stadig, at de ting, der er noget værd i livet, må man også arbejde lidt for.

Af andre skønne ting i livet:

- Jeg har en ovn!!! Bagte brownies i går og boller idag. Hvor fantastisk er livet! Min moster Ingrid har fortalt om, hvor svært det var at holde masken, da jeg som lille i mine aftenbønner opremsede: "Tak for knive, gafler, skeer og tallerkener." Ikke desto mindre er jeg i løbet af de sidste år af mit liv kun blevet mere overbevist om, hvor velbegrundet det er at være taknemmelig for både bestik, bageplader, rindende vand og gryder. Denne weekend er jeg specielt taknemmelig for min ovn - og ikke mindste de fantastiske ting, der kommer ud af den!

- Var ude at danse i fredags. Det er nu en måned siden jeg har danset, og hver evig eneste gang, det lykkes at komme ud igen, overraskes jeg over, hvor fantastisk det er at danse. Det har givet mig al den energi jeg har brug for til hele næste uge (en udmelding, der på ingen måde kan bruges imod mig, når jeg er parat til lørdag allerede på torsdag).

Håber I alle har en skøn uge!
KH

Så er skolen startet op - og jeg har fået hovedet over vande igen

...Og det er så sådan det føles at læse op mod hundrede ansøgninger, ringe omkring 80 af dem op, have omkring ti samtaler og næsten have de lærere, vi har brug for. Når jeg skriver det ned, lyder det ikke så voldsomt, men hvor har det dog taget megen tid og kræfter. Hvis vi havde haft budgetter til at betale en almindelig lærerløn, havde det nok været noget lettere, men eftersom vi kun kan betale halvdelen af en mindsteløn og kun en fjerdedel af hvad mange af dem kan få andre steder, så blev processen lidt lang. Til gangæld er alle de lærere, der er her, kommet fordi det er det her, de gerne vil. Det giver altså noget godt for stemningen, med al den entusiasme omkring :-)
Langt om længe er alle klasser kommet igang. Pigerne er fulde af energi, og det mærkes, at de har længtes efter skolen i ferien (hvor længe deres entusiasme holder er selvfølgelig svær at sige).

Det var meningen, at Karen skulle overtage hele skoledelen, så jeg kunne koncentrere mig om andre ting, men hendes søn brækkede armen i USA, og grundet den brækkede arm, bliver hun nødt til at blive i USA lidt længere. Jeg blev derfor igen den, der startede skolen op, men så igen, med så fantastiske og engagerede lærere, skal jeg vist ikke klage ;-) (Ikke desto mindre, er det det der har taget al min energi, så det ikke er lykkedes at opdatere bloggen - forhåbentlig bliver det bedre).

Forrige uge stod jeg og to af lærerne op kl 3:30 for at hike op på det nærliggende bjerg at se planeterne på stribe. Det var en superhyggelig tur, men da vi endelig nåede til at se planeterne, blev det skyet. I morgen gentager vi forøget med alle pigerne som en del af skoledagen (som så starter kl 4:30). Er meget spændt på, om det lykkes i morgen, men har de allerbedste forhåbninger. Om ikke andet giver det utroligt godt sammenhold at lave den slags ud-over-det-sædvanlige-ting!

Håber I nyder tiden lige så meget derhjemme!
KH