Nuestros perros

Vi har de skønneste hunde. Fendi har været her siden første gang jeg besøgte dem. Prada har kun været her et års tid og fik her i efteråret et kuld hvalpe. De er utrolig effektive med at rydde det mad op fra gulvet, som babyerne smider om sig. Dog er de vist blevet trætte af cheerios. Babyerne får det tit som hyggespise, omend det ind imellem er mere hygge end spise. Og nu har hundene åbenbart også fået nok af dem ;-)
Alt hvad der indeholder hvedemel får Fendi til at savle. Han er en dejlig lydig hund, men hvis man har sin opmærksomhed et andet sted end på sin kage eller hvedetortilla i hånden, kan hans bløde kæber godt komme til at strejfe ens fingre og væk er maden ;-) Selv langsomtspisende babyer og glemte kopper med vand kan opleve det.
Men helt generelt beundrer jeg Fendis rygrad. Han kan sidde længe med de blødeste øjne og savl ud over hele gulvet og kigge på, at man spiser, og ved sidste bid vende sig om og trække sig tilbage til køkkenet på jagt efter rester.

Er man honduransk mand er sagen dog en helt anden. De bliver ganske enkelt overfaldet og bidt hvis han kan få lov til det. Det er lidt rart at vide, at ingen honduransk mand vil vove sig ind på vores grund før vi har været ude ved porten at forsikre ham om, at Fendi er lukket inde. Prada er en bangebuks men fungerer som Fendis ører. Prada vil høre noget og fare gøende gennem hele huset for at hente Fendi. Hun er ikke selv modig nok til at vove sig ud til en ukendt situation uden at have sendt Fendi på rekognosceringstur først. Som team er de fantastiske ;-)

I aftes sad de begge og kiggede langt efter skålen med refried oreos. Man tager en oreo, dypper den i pandekagedej og frituresteger den. De fleste af pigerne (Allison inklusiv) elsker det. Jeg kan ikke rigtig selv få dem ned.
På billedet er det Asly på 5 der prøver at få spist sine hurtigst muligt uden at brænde sig ;-)