Ugen hvor jeg forgiftede mit hjem

Det hele startede med en ganske almindelig edderkop. Dvs. den var almindelig efter honduranske standarder. For mig, var det et uhyre af en størrelse, der ikke kendes lige i mit danske forkælede hoved. Den befandt sig i mit bade-/soveværelse ved nattetid, og ikke engang en udmattende dag kunne overbevise mig om at sove derinde.

Tanken om at fange/dræbe det "lille" kræ slog mig selvfølgelig. Men...
Hvordan i alverden fanger man en edderkop, der formentlig er stærk nok til at løfte de isbakker, jeg plejer at fange dem under?
Hvad er sikkerhedsafstanden på menneskedræbere?
Var den rent faktisk farlig for mig eller var den bare stor?
Hvis jeg endelig fik en tilpas tung æske over den, hvad ville være stærkt nok og tyndt nok til at liste under æsken for at bære den ud?

Summa Summarum, jeg fik fat i min pude og lagen og sov ude i minibussen.

Belkis og Arnold (vores allesammens handyman) gik på jagt efter edderkoppen dagen efter - dog uden held. Så sprayede de hele mit hus med insektgift (1,5 bøtte), og kun et par timer senere var de døde kakkerlakker begyndt at regne ned i hele hytten. Prada (min lånehund) og jeg fortrak til Allisons hjem for natten for ikke selv at blive forgiftede, og dagen efter kom altid hjælpsomme Belkis ned for at assistere med en tiltrængt hovedrengøring.

Nu er hele hytten så skinnende som et honduransk hjem nogensinde bliver. Det regner stadig med døde kakkerlakker med jævne mellemrum, og alle de edderkopper, jeg har set postgift, er overordentligt levende alt til trods....

Prada

De fleste husstande har hunde. Man ved aldrig om de bider. Ergo, man rasler altid med havelågen istedet for at gå ind og banke på. Når man så ligger fredeligt i sin seng, skal man bare høre lidt godt efterår for at vide hvilken havelågen, der larmer. Jeg blive bedre til det efterhånden.

Og så har jeg fået min egen hund. Rettere, jeg har fået lov at låne Prada eftersom de ikke er helt sikre på, om det er hende, der giver babyerne knopper. Men hun er skøn. Har aldrig været hundemenneske, men der er altså noget utroligt hyggeligt ved at have sådan et lille væsen til at hoppe og danse rundt om en, når man kommer hjem. Hun kommer ikke ind på mit soveværelse grundet de mystifistiske knopper, men hvor er det hårdt at høre hende pive og kradse på døren, når jeg lukker den om aftenen, eller når hun synes, det er blevet morgen.

Hun har været i storbyen nogle dage for at blive vaccineret og steriliseret. Omend hun stadig er glad for at se mig, er hun noget roligere i dag end hun plejer at være. Men det må jo også tage lidt på hende med sådan en operation.

Derudover er det ferie i denne uge. I går benyttede vi os af det til at tage nogle bolde og ketchere med ud at lege ved et nærliggende hotel. Super hyggelig tur.

At finde eller ikke finde vej

Den 15 personers bus har jeg vænnet mig til - jeg holder ovenikøbet utroligt meget af den. Det gælder ikke mindst, når der (som oftest) er lidt mere end 15 børn i den. Lørdag fik jeg så fornøjelsen af min første lange tur. Fem kvarter til Siguatepeque, hvor pigerne havde en balletopvisning. Vi kom selvfølgelig ikke afsted i god tid (det gør man generelt ikke, hvis 15+ piger skal klædes ud og have lagt makeup).

Ikke desto mindre; det lykkedes at komme ud i bussen, og jeg får spurgt Belkis på 19 om hun har adressen.

- Jeg har den beskrivelse Diana (balletlæreren) gav mig

Adresser er - ligesom vejbane og husnumre - en by i Rusland, så hernede er adresse og vejbeskrivelse samme ord

- Men du ved hvor indkøbscentret ligger, ikke?

- Overhovedet ikke.

- Men du kender byen?

- Slet ikke.

Det blev en absolut lige så spændende tur som I alle har forudset, det ville blive. Jeg er meget taknemmelig for, at de små faldt i søvn. Jeg fik lov at bruge hele syv kvarter på turen.

Måske skal jeg have læst op på honduranske færdselsregler... Jeg går jo bl.a. ud fra, at hvis der ikke står andet, må jeg gerne lave en U-vending. Belkis var knap så overbevist.

Hjemturen tog heldigvis kun de fem kvarter den burde. Ikke desto mindre er mørkekørsel i Honduras en historie for sig. De gør det ikke utroligt meget i reflekser eller lys på vejene (det besværliggør jagten efter vejbanen en del). De gør heller ikke altid så meget i det med at blænde ned for modkørende. Derudover er de utroligt glade for tåge, klippevægge, klippeskrænter samt fodgængere midt på vejbanen. Men selv det kan man vel vænne sig til.

P.S. Balletopvisningen gik fint. De små er utroligt nuttede mens de render forvirrede rundt på scenen i lyserøde skørter, de store er dygtige og elegante, og de fleste af dem gjorde faktisk et forsøg på ikke at blive væk fra mig i storcentret.

I have gone native

Den anden dag stod jeg med en dåse tomater i hånden - en lille smule frustreret over, at jeg hverken havde dåseåbner eller håndtag i låget. Overvejede ikke mere end nogle sekunder før jeg med sikre slag hamrede husets eneste kniv ned i dåsen igen og igen indtil jeg havde et stort nok hul til at få tomaterne ud ad. Jeg plejede ikke at bifalde pigernes (for)brug af skarpe knive. Kan et land ændre ens personlighed så meget eller har jeg undervurderet tomatcravingens magt?


Derudover kan jeg ikke lade være med at nyde mit køkken. Det er så lille og simpelt, men har (næsten alt) hvad man skal bruge til almindelig madlavning; to blus, en kniv (afhængigt af hvor længe den overlever), et par tallerkener, gafler og skeer, et skærebræt og en vask. En af de ting, jeg virkelig nyder er, når jeg får lavet noge tmad, der ligner det, jeg laver derhjemme.

Og så var det jo Giselles fødselsdag i går. Der er ikke meget. der er kærere end en firårigs fascination over at blive fejre ;-) Derudover har vi en tradition med at fødselaren tager en bid direkte fra kagen. Nogen kom måske til at puffe til Giselles hoved inden hun nåede dertil ;-)

Om hvordan man gebærder sig i køkørsel og hvordan donuts bør spises

Dette blev så ugen hvor jeg fik fornøjelsen af flere hundrede myrer spredt over en enkelt lille fod og den dans, jeg opfandt til lejligheden.

Det blev også ugen, hvor jeg som en rigtig honduraner, måtte rulle vinduet ned og med hånden vinke af bilen ved siden af for at give os plads i hans vejbane. Det virkede over al forventning. Allison har godt nok en teori om, at det evt. var det blonde flagrende hår, der fik bilen (der ellers var godt på vej til at overhale) til at hugge bremserne i. Selv er jeg selvfølgelig overbevist om, at jeg ganske enkelt har talent for det ;)

Paola har lavet en blomst/hat med et besøgende team. Bagved er vores kontor og døren til mit soveværelse

Pigerne er på sportslejr i denne uge. Det er kun daglejr, så de skal køres frem og tilbage hver dag. Det var meningen, at vi andre så skulle få ro til at noget noget mere i løbet af dagen, men det er sjovt som de 5 børn i alderen 1-3 år sagtens kan tage al opmærksom og energi helt selv, når de større børn er væk ;) I går havde Addison og Giselle på tre år ingen appetit til morgenmaden. Det viste sig, at de havde taget en æske med 12 donuts med ind på værelset og spist af dem alle. Alle de dele med glasur var væk, og den afbidte bund lå tilbage. Vi havde lidt svært ved ikke at grine af det.

Det er utroligt, så hurtigt noget bliver til hverdag. Folk taler spansk alle vejne, kolde bade, nyt arbejde, pool i haven (ok, den blev først renset til i går, så det er stadig nyt og spændende), at gå uden strøm og internet. Men alting har jo sine fordele. Hvor tit får man lov at sidde med et glas vin på terassen i bælgravende mørke og nyde ildfluerne i deres fulde kapacitet? Og hvordan finder man ellers ud af, at en iPads er allermest uundværlig, når det er eneste lys ved toiletbesøg?

Derudover er min store udfordring for tiden at indstille mig på Soddy Daisy-engelsk. Det er ikke helt det samme som det britiske, jeg plejer at bruge. Måske burde jeg se Forrest Gump eller lign. i stedet for Doctor Who, men det må vist komme senere ;-)

Hvis I har lyst til at se, hvad jeg ellers laver, prøv at se EFP's blog. Den bliver updateret ugentligt (og det vill denne også være blevet hvis vi havde haft net ;-))

Pocahontas reborn

I really think I am the new Pocahontas, I am so in touch with nature. I have got a bunch of new friends:

- my cooking partners, the ants (who btw come in very different sizes and colors).

- my shower friend, the cockroach 

- my nightly visitor, the gecko

- and then last night, I got three new drinking buddies in the sweet banana flies who were as desperate for my white wine as I was.

It is really amazing never having to feel lonely - it is so great to know that they always will be there for me.

I can't quite remember though, whether Pocahontas really did spent all of her working hours in front of a screen typing bio on each girl for their new website...

At leve på honduransk kap. 1

Kan jeg give dem ekstrastærke sovepiller? Eller bør jeg udlevere ørepropper og parfumeskjold?
Måske ville det eneste høflige være slet ikke at spise? Hvad er god toiletetikette i Honduras?

Der kommer altså en lille krølle på almindelig høflighed, når man  bor i et ægte honduransk hus med et simpelt gardin mellem toilettet og bofællers værelse. Men som dannet europæer er mine toiletbesøg selvfølgelig diskrete og ladylike - ikke mindst mens min mave forsøger at vænne sig til honduransk kost. :P

Derudover blev jeg i går interviewet til den infovideo, vores besøgende team er ved at lave om EFP (er selvfølgelig meget spændt på, om der er noget som helst af min forvirrede plapren, der er brugbar). I samme forbindelse fik jeg titlen "Director of Communications" og fik første ud af to lektioner i sociale medier af en, som ved lidt mere om det end jeg gør. Begynder jo helt at glæde mig :)

4 bønnemåltider senere

Hvorfor skulle der ikke staa en tiger midt paa gaden i landsbyen?

Efter 4 bønnemåltider, 2 kolde bade, et ukendt antal myggestik og 2 overnatninger med en blæser pegende direkte på min seng, er jeg ved at falde på plads - jeg bliver oven i købet bedre og bedre til at smide mit toiletpapir i spanden ved siden af toilettet efter brug. :P

Karen (medarbejder paa EFP) med boernehjemmets abe

Jeg bor nu nede i volontørhuset sammen med to honduranske lærere, som bor for langt væk til at kunne pendle. Der er noget utroligt hyggeligt ved at bo lokalt. Bo i et hus, der er lige så simpelt som et typisk honduransk (omend vores dog har den luksus både at have blæsere, gaskomfur og køleskab) samt at gå et par huse ned ad gaden for at købe æg og brød til morgenmaden i det nærmeste pulperia.

Derudover er dagene gået med at filme. Vi har tre gæster på besøg til at lave en lille informationsfilm om EFP. Den ene har sit eget filmselskab. Han har en drone med kamera, som bruges til optagelser ovenfra. I går på et børnehjemsbesøg, blev det dog lige så meget brugt som underholdning for børnene, der havde en fest med at prøve at fange det. Vi andre nød næsten lige så meget at iagtage legen. Samme børnehjem har en fritløbende abe, som I sig selv er et tilløbsstykke.

Breakfast at Heathrow

Så er jeg på vej igen. Sidder over morgenmaden i Heathrow og prøver at forstå, at det ikke kun er en lille ferie jeg er på.

Primært sidder jeg dog med en overvældende oplevelse af venner og families kærlighed og omsorg. Mens jeg har været hjemløs og halvstresset har alle været utroligt hjælpsomme og overbærende.
Mange tak!

Og mange mange tak til alle jer, som kom og gjorde mine sidste par dage så dejlige og gav mig mulighed for at se jer en sidste gang. Jeg kan ikke rigtig fatte at jeg er heldig nok til at have jer!

Håber I får en dejlig sommer og glæder mig til at se jer igen enten i Danmark eller Honduras.

Back to basics

Hvem kan i virkeligheden nyde altid at have strøm til vaskemaskinen? Hvem gider på sigt at fråse i udvalget af ost i supermarkedet? Og hvem kan i længden nyde fred og ro, når man kan være omgivet af skrigende, grinende, grædende og legende piger?
Jeg kan tydeligvis ikke.


Det er fantastisk at være tilbage i Danmark! Jeg glæder mig til at komme tilbage på arbejde. Jeg kan ikke vente med at se venner og familie. Jeg har savnet at danse.

Alting er nemmere i Danmark. Her er drikkevand i hanen; toiletpapiret kan komme i toilettet; jeg kan bestille mine varer på nettet og få dem leveret, når jeg ikke gider slæbe juice og mælk op på 4. sal; jeg kan gå i byen og hente alt, jeg har brug for; jeg har et super netværk; her er ikke noget eller nogen at være bange for.
Alligevel føler jeg mig til tider mere hjemme i Honduras end her. Det føles "rigtigt" at være Honduras. Jeg nyder simpelheden; alt hvad jeg gør, gør jeg, fordi det giver mening; og jeg elsker pigerne. Men når alt kommer til alt, er mit eneste egentlige argument: Det føles "rigtigt".

Så til sommer tager jeg til Eternal Family Project som volontør i et år.
Det er mærkeligt at sige sit job op, at sige sin lejlighed op. Det er mærkeligt at forlade familie, venner og alt det, der har optaget min tid og energi.
Men det bliver godt!

Håber at se så mange af jer som muligt så meget som muligt i løbet af foråret.

Varmt boblebad (+ svar på EFP-quiz)

Kære venner, familie og andre interesserede,

Mange tak for at I har fulgt med paa min tur. Det har været rigtigt hyggeligt :)

Jeg kom godt hjem i aftes og fik mig et lækkert varmt boblebad med Harry Potter på computeren ved siden af. Nyder stilheden, pladsen, det generelle niveau af luksus og udvalget af mad (omend nogen skulle lære mig at skrive på mine frysebokse, mens jeg stadig kan huske hvad jeg puttede i dem ;)).

Også mange tak for jeres deltagelse i Den Store EFP-quiz. Og et stort TILLYKKE TIL MÅGE! Hun have hele 7 rigtige og kaffen må derfor gå til hende.
Nedenfor kan I se de rigtige svar.


1. Hvad giver hovedpine om morgenen i Honduras?
a. Koldt badevand fra bjergene.
b. Skrigende babyer.
c. Overophedning af hjernen efter udregning af tallerkenbehov til morgenmaden.

2. Hvorfor er der generelt 2 toiletruller på toilettet?
a. Med 20 piger i huset er man altid ved at nå bunden af den ene. - Så forudseende er vi slet ikke ;)
b. Den ene venter på at tørre efter at være faldet ned på gulvet.
c. Den ene har sudokuprint på.

3. Hvad karakteriserer bedst Honduras?
a. Bjergrigt
b. Ørkenland
c. Moser og søer

4. Hvorfor har man altid sin håndtaske i nærheden?
a. Man ved aldrig hvornår man får brug for at opfriske make up'en.
b. Så er spritflasken altid i nærheden efter toiletbesøg (i mangel af sæbe).
c. For at være sikker på at pigerne har noget at spørge om, hvis de ikke kan finde på noget bedre.

5. Hvorfor har man altid adskillige par sko med til Honduras?
a. Så man har et ekstra par når pigerne får lyst til at gemme det ene.
b. Man skal bruge et par til kirken, et par til byture, et par til at lege i haven og et par til at bade i.
c. Der er ingen god grund. Man bruger alligevel kun klip klappere.

6. Hvilken ting er noget nær uundværlig på EFP? Jeg indrømmer den er meget individuel - Ørepropper og til tider Solcreme er også en god idé, men det ændrer ikke ved vinderstillingen. :)
a. Antikløecreme
b. Ørepropper
c. Solcreme

7. Hvilket udsagn bliver mødt med størst glæde på EFP?
a. "No va a empezar la escuela hasta la proxima semana" (Skolen begynder først fra næste uge) - Det med skolen var de faktisk pænt skuffede over...
b. "Lavense las manos" (Vask jeres hænder!) - På EFP betyder det i praksis: "Det er spisetid", og de er utroligt madglade :)
c. "Vayan al carro" (Gaa ud i bilen)

8. Hvis modtageren ikke svarer et tlf.opkald, hvad er typisk grunden?
a. Vedkommendes tlf. er blevet vaek.
b. Der er ingen mobildaekning.
c. Vedkommende sidder i et vigtigt moede.

9. Hvad hedder hovedstaden i Honduras?
a. Peña Blanca
b. Tegucigalpa
c. San Pedro Sula

10. Hvad er der størst sandsynlighed for at møde på en bustur i Honduras?
a. En karismatisk prædikant - Er meget almindelige også - dog overgår småkager dem med mindst en faktor 10 ;)
b. En småkagesælger - Dem møder man faktisk flere af paa hver bustur. Oftest sælger de "Rosquillas"
c. Et bandemdlem med en pistol - Ja, det kan ske, men jeg har endnu ikke selv oplevet det :)

Helt generelt - det er mere dialekt end formelt spansk mange af de ord, I faar her ;)

Ruby's Diner, Houston Intercontinental Airport

Kender I det med at man står af et fly og er så sulten at folkene i security ligner pommes frites og levende brownies? Når man så endelig får lov at sidde ned på en diner, får sin menu og tjeneren 30 sek. efter kommer for at høre om maden er god, men i stedet siger: "Wow, jeg kan se at burgeren var god!" mens han samler burgerens sammenkrøllede papir sammen og tager med ud i køkkenet... :-/

En dag tilbage - lev mens du gør det, elsk mens du tør det

Sidste dag her. Hvordan er det nu det er? Man ved ikke hvad man har før det er væk. Har brugt dagen på at hygge lidt mere end normalt. Brugte et frikvarter på at tage min klasse (3.-4.) ned at købe chips. Efter skole tog vi ned at spise is. Ellers har vi hygget, leget og fejret Denias fødselsdag med Tajadas ("pommes frites" lavet af platanos (=madbananer)). Denia (12) skulle absolut have lov at vælge menuen hver dag :-)

Den største nyhed er, at Lisbe (10mdr) for alvor er begyndt at gå. Hun vil godt nok helst løbe og ligner en ølmave med lidt for mange drinks på erfaringen, men når det er en baby er det jo bare sødt :-)

Føler jeg burde skrive noget inspirerende i dag, men jeg har intet...
I morgen er jeg udenfor rækkevidde (ca. 10km over Atlanterhavet), men vi læses ved ifm. offentliggørelsen af resultatet af "Den store EFP-quiz" om et par dage.

Dagens glose: Paleta - Ispind

"Casitas"

Dagens højdepunkt har helt klart været lidt forkælelse af børnene på statens hjem for unge piger, "Casitas" i San Pedro Sula. Jeg fik inden jeg tog hjemmefra 100$ til hvad jeg nu ville bruge dem til. De blev brugt til donuts, bananer, mandariner, juice og en film til pigerne på Casitas. Mange mange til den gavmilde giver!!

Staten i Honduras bruger ikke penge på børn i den forkerte ende af den sociale rangstige. Selv de ansatte på IHNFA (Børne- og familiestyrelsen) fik ikke løn hele sommeren. Jeg beundrer de ansattes ildsjæle, når de arbejder videre uanset.

Casitas er en betonkonstruktion, der i år fik tilføjet en ekstra meters højde samt pigtråd på toppen, da for mange af
pigerne (trods den i forvejen hoeje mur) flygtede. Jeg ville selv meget hellere være i et dansk fængsel end på et honduransk børnehjem. Der er meget få aktiviteter, to sovesale med køjesenge stående klods op ad hinanden og en betonsal, hvor pigerne sidder og glor dag ud og dag ind. I sommers var der 120 piger, pt. er der heldigvis kun 47 (omend deres jubel lød som 120 da de så os med vores "last").
Vi havde taget 5.-9. klasserne med (især Belkis på 18 var ivrig efter at komme med, da hun selv tilbragte en periode på Casitas inden hun kom til Allison), og efter at have delt mad og drikke ud til alle, satte vi os med en donut og et krus juice og hyggede med dem.

Jeg kan ikke lade være med at føle mig ydmyg, når jeg sidder overfor dem. I forhold til dem har jeg aldrig mærket livets hårde side, og jeg har aldrig rigtig stået på egne ben. Måske er det det, der gør, at jeg skyder dem 10 år ældre, end de er, og at de skyder mig til at være 15 år yngre, end jeg er.
Jeg ved godt, at en donut og en dvd-film ikke ændrer deres liv, men jeg håber, at et afbræk fra kedsomheden og et ekstra smil gør bare en lille forskel.

Dagens glose: Fugarse - At flygte
(Lærte det selvfølgelig af pigerne på Casitas i en ellers harmløs samtale)

Og sådan får vi tiden til at gå i Honduras.

Tirsdag er det fieldtripdag i skolen (eller the Learning Center, som vi kalder det hernede). I dag stod det på en tur i zoologisk have. Der skulle være en god time at køre til zoo, så med afgang kl. 13:30 skulle vi kunne nå noget.

Selvfølgelig tager det lidt tid at få samlet alle lærere og elever sammen og pakket bilerne. Derefter kommer projekt find-en-hæveautomat-der-virker. Det i sig selv tog 3 hæveautomater og lidt rutevejledning ind imellem. Ved 3. pengeautomat gik det op for os, at begge biler manglede noget mere luft i dækkene end hvad godt er og turen bød derfor på en lille omvej for at få luft i dækkene. Endelig havde vi funktionsdygtige biler samt kontanter til indgangen og bevægede os videre.

Kl. halv fire kunne vi endelig se Zoo-skilte med giraffer, cheetaher og flodheste og satte næsen op efter en spændende tur. Få minutter efter nåede vi til turens højdepunkt: en lastbil, der havde forsøgt en 3-punktsvending midt på den lille grusvej. Der havde allerede dannet sig en mindre kø og vi satte os til rette for at tage en lur. I modsætning til vores piger/loppecirkus rykkede lastbilen sig ikke en tomme og til sidst måtte vi bakke tilbage (da der ikke engang var plads til at vi kunne vende - spørg mig ikke hvordan lastbilschaufføren troede han havde plads), finde en isbutik og kalde det fieldtrip. Var hjemme 17:45 til aftensmad.

Hvor er det gennemført skønt, at man i Honduras ganske enkelt ikke kan spilde tiden. Man bruger den tid tager og når sit næste projekt bagefter. :-)

Dagens glose: Mamar - at sutte brystmælk

Rødvin er løsningen. Hvad var problemet?

Elvira og Little Bob er kommet hjem. Jeg hentede dem selv mellem at have afleveret børnene i skole og returneret for at undervise dem (3.-4. kl.). Jeg håbede jeg kunne nå det inden morgensangen endte, men det tager lang tid at få pakket en gravid kvinde sammen, betale og køre hjem på disse veje uden at rive alle hendes sting op.
Sara (5.-9. klasses lærer) havde heldigvis sat dem i arbejde, da jeg kom. Men efter en fuld skoledag har jeg et voldsomt behov for ro før jeg kan overskue børn igen. Det er en smule svært med en nyfødt på værelset samt 20 piger, der alle gerne vil se vidunderet. Jeg endte med i godt forurettet tilstand at trække mig tilbage til stuen, hvor der "kun" var førskolebørn tilbage (der dog alle gerne ville lege). Og tro det eller ej, efter bare et halvt glas vin begyndte jeg at lege med dem. Jeg forstår ikke altid selv naturens gang, men bare man finder den rigtige kur, kan man nå langt ;-)

Det blev en "Little Bob"

Da Belkis kl. 7 spurgte, om jeg kunne køre Elvira til lægen, havde jeg ligget i min seng i 3 timer. Søvnen havde dog været noget afbrudt, da vandet gik kl. 5 og de fra 5 til 7 havde rendt ud og ind at lede efter bleer, the og penge. Men hvem har brug for søvn, når man kan få kaffe med fødende kvinde til morgenmad.

Det er ikke nogen stor klinik, og med to foedende kvinder og en mand med braekket arm, var der allerede overbelaegning. Men for lige at goere spillet rigtig sjovt, blev doktoren syg midt i det hele og maatte selv tage en seng. De fik vist tilkaldt en ekstra doktor paa et tidspunkt, men ca kl 12:30 maatte jeg tage tilbage til Allisons, da vi skulle til San Pedro i biografen med alle de andre piger. Formentlig en udmaerket film, men igen har jeg det med at bruge en hel del af filmen paa vej til og fra toilettet, da det er umuligt for piger at blive enige om hvornaar de skal tisse. ;)

Kl. 14:30 var 9,5 punds Roberto Andres Castro kommet til verden. Paa det tidspunkt havde Elvira i 6 timer paastaaet, at nu holdt hun ikke til det mere. Foroevrigt var hun overbevist om, at alle veerne var min skyld, fordi jeg kiggede paa hende ;)
Da vi vendte hjem kl. 9 til aften, var vi lige indenom at se ham. Han er helt ualmindelig flot af en nyfoedt at vaere. Og saa vaagen og opmaerksom.

Der er desvaerre ogsaa i aften for daarligt net til at kunne uploade billeder...

Dagens gloser:
1. Dilataciones - udvidelser (hvor vi i Danmark snakker om at man skal udvides 10cm, taler man i Honduras om at man skal have 10 udvidelser)
2. "Se le rompio el fuente" - vandet gik

Det er nemmere at overskue boern, naar de ikke er i naerheden

Hver gang jeg tager herned, har jeg en ide om hvor meget, jeg skal lave med boernene, og hvor lidt, jeg skal goere brug af mit vaerelse. Ca. hver gang krakelerer den forestilling i loebet af en uge. De foerste to dage kan jeg ikke faa nok af at lege, danse, snakke og kramme. Derefter kan jeg ikke faa nok af min seng og lukkede doere. I dag var endnu en af de dage hvor jeg vaagnede op og foelte som om hver eneste barneraab var en boksehandske i min nakke. Grunden er evt., at de to sidste dage har vaeret action packed, og at jeg de to sidste naetter har vaeret oppe lidt for laenge i et forsoeg paa at faa Lisbe (10 mdr) til at sove. Desuden fik Giselle (3 aar) lov at sove i min seng forrige nat. Hun havde julelys i oejnene da hun naeste morgen kom hen til mig: "Jeg sov hos dig i nat!!!!" "Jeg er utrolig glad for at mindst en af os sov!" taenkte jeg, mens jeg gav hende et stort kram ;)

Selv efter en hel formiddag i sengen med oerepropper og taeppet over hovedet, gik der kun et par timer foer jeg var klar til at traekke mig igen. Jeg overvejer ind imellem om jeg skulle tage ned at sove i det nye volontoerhus en nat eller to. Maaske ville det saa vaere nemmere at haandtere, naar boernene som det foerste om morgenen skaendes, skriger og graeder i bilen om morgenen. Men naar jeg skal vaere helt aerlig vil jeg jo heller ikke gaa glip af bare en enkelt aften her i huset. Lige meget hvor traet man er og hvor meget man traenger til ro, kan man jo ikke lade vaere med at glaede sig over boerns begejstring over smaating som deres tegning, dukke, fletning el.lign.

Dagens glose: Flacucho - scrawny (engelsk) - splejset

Outreachdag og strømsvigtsaktiviteter

I dag var det outreachdag i skolen. Vores køkkendame stod det meste af dagen og lavede friturestegte pastelitos. Pastelitos er en rund dej foldet som en halvmåne med enten kageting eller madting i midten. Dagens pastelitosdej blev lavet på majsmel og med en ernæringsberiget ris/linseblanding i. Så med pastelitos, bananer, æblebåde, frisbees, fodbolde og neglelak tog vi ud på en klinik/børnehjem og hyggede lidt om børnene der. Det var første gang jeg var med derude, men rigtig hyggeligt :-)

Elektriciteten har været væk det meste af aftenen. Peña Blanca, der ligger få km fra os, havde lys, men der er det meste lukket om aftenen. Vi kørte derfor til Las Vegas lidt længere væk for at lave et eller andet med børnene ("længere væk" har yderligere den fordel at der går mere tid med det. Det er nemlig mange børn at have herhjemme til at gå og kede sig og være bange for mørket). I Las Vegas var der dog heller ikke elektricitet, men vi fandt et supermarked (med en nødgenerator), hvor vi købte sodavand og småkager til alle. Da vi kom hjem var en stor del af aftenen gået og vi kunne tillade os at smide dem i seng.
Selv Fendi (vores vagthund, der har et uhyggeligt kraftig kæbebid, når han ser honduranske mænd på vores grund) må være blevet påvirket af mørket. Han bed efter mit ben, da jeg lukkede porten efter bilen. Han har aldrig nogensinde villet mig andet end lege, klappes og have mit stykke kage.

Dagens frase: "Falla geológica 100m" - "Geologisk fejl 100m" (frit oversat: Der er et stykke af vejen længere fremme der er forsvundet i et stenskred ;-))