Lille lakridsdag

Da jeg var ung holdt jeg lille lakridsdag hvert år. Lille lakridsdag var den første dag i marts, hvor solen skinnede så gennemborende, at man blev helt glad indeni af det. De sidste uger har jeg længtes efter lille lakridsdag. Ikke så meget pga. lakridsen (selv om det i sig selv er værd at længes efter), men fordi der er en helt usigelig glæde ved forårets første solstråler. De dage, hvor man føler sig tvunget til at tage jakken af for at nyde solen fuldstændig, hvor man kan finde et vindfrit hjørne, der næsten er varmt nok til at nyde uden at blive alt for forkølet. Den friske, sprøde, mentalt varmende forårssol, der er en stensikker grund til snotnæse.

Det er ikke, at jeg mangler sol. Vi har nok til, at airconditioning i bilen ikke på nogen måde formår at køle bilen ned. Kl 9 om aftenen med en kraftig blæser 60cm fra mig og minimalt tøj, sveder jeg stadig og længes efter marts måneds kolde snotnæseproducerende sol, eller april måneds sne, slud og hagl. Jeg har ingen ret til at brokke mig - og ikke nogen egentlig grund til det heller. Her til aften vil jeg bare gerne opfordre jer alle derhjemme til at nyde den friske opmuntrende forårssol, og alt det liv den giver, når den ikke er kraftig nok til at afsvede både planter og mennesker. Og hvis I mangler en grund til at spise lakrids, kan lille lakridsdag sagtens fejres en måned for sent.

Rigtig dejlig forår til jer alle!

Glæden ved at gøre tingene på den langsomme måde

Jeg har gang på gang måttet godtage, at ting tager lidt længere tid i Honduras.

• Til tider er der ingen strøm, og bloggen må skrives i hånden, så den er klar til at skrive ind, når strømmen kommer tilbage.
• Mangel på vand, strøm, reservedele og deslige gør, at alt tøj i tide og utide må vaskes i hånden.
• Manglen på stressgener i 5-årige børn gør, at ingentind bliver gjort før vi er klar til det.
• Den generelle afslappede holdning gør, at noget så enkelt som at køre gennem tolden på motorvejen, kan blive en øvelse i tålmodighed.

Min sidste nye øvelse i at tage det stille og roligt skyldes, at mine hunde har taget det som en opfordring at løbe ud på eventyr hver gang havelågen bliver åbnet. Når jeg skal nogle steder nu, må jeg kalde hundene ind på terrassen; kæle lidt med dem, så de ved at det er værd at komme næste gang, jeg kalder; løbe ud til havelågen og åbne den; tilbage og hoppe op i bilen for at bakke ud; ud igen for at lukke havelågen; tilbage til terrassen at lukke hundene ud igen; ud gennem havelågen og låse; op i bilen for at køre til min respektive destination. Og så gentager hele seancen sig, når jeg kommer hjem igen.

I begyndelsen tænkte jeg, at det ville jeg da hurtigt blive træt af. Men der gik ikke længe, før jeg begyndte at sætte pris på, at jeg blev nødt til at hilse på hundene flere gange dagligt. Det er ingen hemmelighed, at jeg stadig ser dem som Allison's hunde, og at hun til hver en tid er velkommen til at tage dem hjem igen, men så længe de er her, kan jeg lige så godt få det bedste ud af dem. Det med at blive nødt til at hilse på dem, kæle med dem, og snakke om hvordan deres dag er gået, er slet ikke nogen dum ide.

• Jeg får altid en begejstret hilsen fra dem.
• Der er en nuttethedsfaktor, som ikke er til at stå for, når man tager sig tid til at se den.
• De bliver gladere og gladere for hver dag, der går.

Så dag for dag bliver jeg selv mere og mere tilfreds med at blive nødt til at tage tingene roligt

• At vaske tøj i hånden er afstressende.
• At skrive blog i hånden fremmer eftertænksomhed.
• At vente på femårige piger fremmer nærvær.
• At stoppe for at hilse på toldopkræveren på motorvejen giver mig en chance for et ekstra smil og en endnu bedre dag.

Jeg er en voksende fan af honduransk.

Hvad trigonometri kan bruges til

Jeg mindes, da jeg gik i gymnasiet og undrede mig over, hvor mange forskellige ting, man skulle lære; hvor bred en uddannelse det egentlig er (oldtidskundskab, gymnastisk og lign.). Lige nu glæder jeg mig utroligt meget over min uddannelse. Det er ikke meget, jeg har brugt oldtidskundskab til det sidste år, men efter at have hjulper Gaby og Belkis med matematik et stykke tid (og hørt på Belkis fortælle hvordan hun er den eneste, der forstår trigonometri i hele klassen da de ikke forstår deres lærer), kom Belkis endelig og spurgte om jeg kunne hjælpe hendes veninde også dagen inden eksamen. Da jeg kom frem sad de fem unge mennesker og ventede. Mens jeg skimmede over deres bog for at finde ud af, hvad det var meningen de skulle lave, glædede jeg mig utroligt meget over alt det, jeg har fået lov at lære gennem min skoletid, og at jeg rent faktisk kan lette andre menneskers hverdag med det nu. Efter sigende følte de sig alle fem meget bedre forberedt efter den eftermiddag og klarede eksamen godt. Jeg håber det er sandt.

Ellers går mine dage (igen igen) uden at jeg ved hvor de bliver af. Jeg arbejder blandt andet med at få vores skatterapport klar til indlevering, og så er der utroligt mange småting, som af en eller anden grund bare tager tiden. Men glæder mig til at skulle ud at danse i aften. Det er tre uger siden sidst og jeg har brug for at komme lidt væk fra hverdagen og få lidt bevægelse :-)

Rigtig god weekend til jer alle!