fredag den 14. november 2014

Pakke, pakke, pakke

Det er et mysterium for mig hvordan en superintelligent lille pige kan pakke 4 bluser, 12 bukser og 5 pyjamaser/natkjoler, når beskeden lød på 7 bluser, 7 bukser og 3 pyjamaser. Men man kan vel være nok så intelligent og alligevel ikke kunne holde koncentrationen længe nok til at tælle til syv. Et andet krav var, at bukser/bluse kombinationen matchede og at maks 2 af sættene var lege-/blive-beskidt-tøj. Det er også mange ting at skulle huske på en gang for en 6-årig. Efter at have pakket det hele om så alle krav var opfyldt, måtte jeg alligevel acceptere to par ekstra bukser fordi de var så flotte, at hun ikke kunne undvære dem ;)

Asly er noget af det skønneste. Hun er superintelligent men kan ikke sidde stille i 7 sekunder og kommer gerne i problemer, hvis hun ikke har noget til at fange hendes opmærksomhed. Hun har de gladeste øjne, det skønneste smil og evige rifter og blå mærker. Hun er altid igang og kommer oftest til at sparke mig i hovedet eller lignende, når vi leger. Men når der er konstant bevægelse er det altså så svært at holde styr på alle de retninger de utallige arme og ben flyver i på en gang. Hun er også den med de største hundeøjne. Ikke at hun prøver at opnå noget, hun virker ganske enkelt knust hver gang nogen bliver sur over, at hun har leget for vildt.

Det var en fornøjelse at hjælpe hende med at pakke og vælge det allerbedste legetøj at tage med. Grunden er, at vi nu endelig skal til at skifte taget og derfor bruger weekenden på at flytte ud i en lejrbygning på den anden side af Peña Blanca i nogle uger.

Jeg kunne desværre ikke få noget godt billede i mørket værelset, så I må få et arkivfoto af hende.

1 kommentar:

  1. Wow, hvor lyder Asly bare charmerende og speciel! Og gætter på, at alle pigerne er det på hver deres måde :D Er taget og den midlertidige indkvartering finansieret, eller er der fortsat mulighed for at bidrage?

    SvarSlet