At finde eller ikke finde vej

Den 15 personers bus har jeg vænnet mig til - jeg holder ovenikøbet utroligt meget af den. Det gælder ikke mindst, når der (som oftest) er lidt mere end 15 børn i den. Lørdag fik jeg så fornøjelsen af min første lange tur. Fem kvarter til Siguatepeque, hvor pigerne havde en balletopvisning. Vi kom selvfølgelig ikke afsted i god tid (det gør man generelt ikke, hvis 15+ piger skal klædes ud og have lagt makeup).

Ikke desto mindre; det lykkedes at komme ud i bussen, og jeg får spurgt Belkis på 19 om hun har adressen.

- Jeg har den beskrivelse Diana (balletlæreren) gav mig

Adresser er - ligesom vejbane og husnumre - en by i Rusland, så hernede er adresse og vejbeskrivelse samme ord

- Men du ved hvor indkøbscentret ligger, ikke?

- Overhovedet ikke.

- Men du kender byen?

- Slet ikke.

Det blev en absolut lige så spændende tur som I alle har forudset, det ville blive. Jeg er meget taknemmelig for, at de små faldt i søvn. Jeg fik lov at bruge hele syv kvarter på turen.

Måske skal jeg have læst op på honduranske færdselsregler... Jeg går jo bl.a. ud fra, at hvis der ikke står andet, må jeg gerne lave en U-vending. Belkis var knap så overbevist.

Hjemturen tog heldigvis kun de fem kvarter den burde. Ikke desto mindre er mørkekørsel i Honduras en historie for sig. De gør det ikke utroligt meget i reflekser eller lys på vejene (det besværliggør jagten efter vejbanen en del). De gør heller ikke altid så meget i det med at blænde ned for modkørende. Derudover er de utroligt glade for tåge, klippevægge, klippeskrænter samt fodgængere midt på vejbanen. Men selv det kan man vel vænne sig til.

P.S. Balletopvisningen gik fint. De små er utroligt nuttede mens de render forvirrede rundt på scenen i lyserøde skørter, de store er dygtige og elegante, og de fleste af dem gjorde faktisk et forsøg på ikke at blive væk fra mig i storcentret.