Om glæden ved regn omend timingen kan være tvivlsom

Mens vi gik hen imod den overdækkede pavillon, mørkedes himlen. Skyerne havde taget en form, der gav kraftige associationer til Hogwarts og Quidditch. Jeg tvivler på, at jeg var blevet meget overrasket, hvis der pludselig var kommet dementors flyvende ud af dem. Vi løb de sidste 50 meter og nåede næsten i læ før skomagerdrengene gik til angreb. Mens vi sad i udkanten af teltet og blevet våde halvtag til trods, glædede jeg mig voldsomt over at vi ikke var ankommet 2min senere.

Der var ellers sat flot op til Mariela's dimission fra (hvad der svarer til) gymnasiet. Hvide og blå tylstykker pyntede stole og pæle, blomsterdekorationerne på podiet var kunstfærdige og den røde løber var lagt ud klar til at modtage studenterne. Alt imens sad vi (halvtørt) og så det hele gå op i mudder. Mødre i lange dyre kjoler og små piger i laksko forsøgte at redde deres festlige tøj mens stormen rev i dekorationerne og gjorde det en lille smule svært ikke at grine ad absurditeten af det hele - altså indtil strømmen gik og vi sad i mudder og mørke, og kunne ane arrangørerne forsøge at rulle den røde løber ind for at redde den. Da måtte vi give humøret frit løb over hele situationen. Jeg havde dog en smule ondt af de stakkels studenter som formentlig bare gerne ville have en perfekt aften.

Efter halvanden time fik de en generator op at køre og efter en time og tre kvarter startede ceremonien. Studenterne måtte bytte pladser et par gange under indgangen, da toast masteren's noter var blevet blæst væk af stormen og han ikke kunne finde ud af hvem han skulle præsentere næst. Alt i alt endte det med at blive en god aften og vi fik dagens grin med under al ståhejen.

Under alle omstændigheder glæder vi os meget over al regnen. Det har nu regnet i fire dage i streg, og eftersom vi har gået i halvandet år nu med et minimum af regn (og dermed kraftig mangel på vandforsyning), er det en stor glæde at det har regnet op mod 8 dage i løbet af de sidste tre uger (jeg tror næsten det er mere regn end der har været det sidste halve år). Læste for et par uger siden en artikel om tørken - om hvordan 160.000 familier i Honduras har mistet høst (majs og bønner) i 2015 pga tørken. Halvdelen af familierne mistede hele deres høst. Lad os for alles skyld håbe og bede til mere regn i 2016.

Samarbejde gør stærk

Igår blev så dagen, hvor jeg smed bukserne ude foran mit hus og derefter løb i ly indenfor. Jeg håber i den grad, at de fleste naboer var indenfor eller andre steder uden direkte udsyn, men havde ikke tid til at checke.

Jeg havde båret mit affald ud på min lille bålplads for at brænde det af. Det var lykkedes mig at sætte ild til det og stod i sikker afstand og holdt øje med ilden mens jeg forsøgte at huske hvilke kemiske stoffer, der står bag de forskellige flammefarver. Hvordan jeg kom til at kigge ned midt i mine overvejelser ved jeg ikke, men fra mine sko og til alt for langt oppe på lårene, var mine bukser DÆKKEDE med myrer. Jeg var hurtigt klar over, at jeg var overmandet, og at der ingen mulighed var for at få viftet (hvad jeg skønner var) 1.000-2.000 myrer af mig, inden de fandt skin at gå til angreb på. Havde jeg tænkt mig bedre om, havde jeg måske droppet skriget, der uden tvivl tilkaldte alle naboernes opmærksomhed, inden jeg rev bukser og sko af mig og løb ind i huset. Eftersom selvsamme bukserne bliver ved med at revne nye steder lige meget hvor meget man lapper på dem, røg de også meget hurtigt på bålet. Jeg ved at det ikke er særligt venligt af mig, når jeg i mit stille sind håber at de fleste af myrerne røg med.... :-/

Derudover bruger jeg de her dage som chauffør mere end noget andet, så min krop har sikkert godt af den smule motion et myreinitieret panikanfald medfører.

(Dette ville uden tvivl have været sjovere på video, men så langt nåede jeg ikke lige at tænke i øjeblikket. Til gengæld er her en video, som fik mig til at grine hele vejen igennem den her til morgen. Måske den kan bruges for nogle istedet?)

Hvorfor kan vi ikke blive?

Forvirringen var total: "Men hvorfor skal vi afsted?" "Siger Mike at vi skal hjem?" (Mike var vores gæst, som var så venlig at betale for fire nætters sommerhus på stranden for hele familien). "Hvorfor kan vi ikke blive?`" For 4-5 årige børn, der har tigget om at komme på stranden de sidste 6 måneder, er det et mysterium, at skulle hjem fra stranden, når vi først lige var ankommet (dvs. 4 nætter tidligere). Til trods for kun at have haft 5 dage på stranden, var alle godt mørke i huden, og de første skallede heftigt. Vi voksne nød det nærmest lige så meget. Det er altid en øvelse at have styr på alle børnene i havet, men i år var bølger og strøm begrænset, så vi havde ikke de samme angstanfald hver gang et barn nærmede sig strandkanten, som vi har haft tidligere år.

Inden vi tog på stranden, havde vi afsluttet skoleåret. Der var dimission for 6. klasserne sidste fredag i maj måned, og det var en fest. Lærerne havde gjort et fantastisk arbejde med at pynte op, og pigerne elsker at danse (og at spise lækker mad). Nu handler det så bare om at huske hvilken klasse alle går i (kan ikke forstå at det skifter så hurtigt).

Så alt i alt gode ting, der tager min tid :-) Håber I alle nyder livet i samme grad!
KH