Ugen hvor jeg forgiftede mit hjem

Det hele startede med en ganske almindelig edderkop. Dvs. den var almindelig efter honduranske standarder. For mig, var det et uhyre af en størrelse, der ikke kendes lige i mit danske forkælede hoved. Den befandt sig i mit bade-/soveværelse ved nattetid, og ikke engang en udmattende dag kunne overbevise mig om at sove derinde.

Tanken om at fange/dræbe det "lille" kræ slog mig selvfølgelig. Men...
Hvordan i alverden fanger man en edderkop, der formentlig er stærk nok til at løfte de isbakker, jeg plejer at fange dem under?
Hvad er sikkerhedsafstanden på menneskedræbere?
Var den rent faktisk farlig for mig eller var den bare stor?
Hvis jeg endelig fik en tilpas tung æske over den, hvad ville være stærkt nok og tyndt nok til at liste under æsken for at bære den ud?

Summa Summarum, jeg fik fat i min pude og lagen og sov ude i minibussen.

Belkis og Arnold (vores allesammens handyman) gik på jagt efter edderkoppen dagen efter - dog uden held. Så sprayede de hele mit hus med insektgift (1,5 bøtte), og kun et par timer senere var de døde kakkerlakker begyndt at regne ned i hele hytten. Prada (min lånehund) og jeg fortrak til Allisons hjem for natten for ikke selv at blive forgiftede, og dagen efter kom altid hjælpsomme Belkis ned for at assistere med en tiltrængt hovedrengøring.

Nu er hele hytten så skinnende som et honduransk hjem nogensinde bliver. Det regner stadig med døde kakkerlakker med jævne mellemrum, og alle de edderkopper, jeg har set postgift, er overordentligt levende alt til trods....

Prada

De fleste husstande har hunde. Man ved aldrig om de bider. Ergo, man rasler altid med havelågen istedet for at gå ind og banke på. Når man så ligger fredeligt i sin seng, skal man bare høre lidt godt efterår for at vide hvilken havelågen, der larmer. Jeg blive bedre til det efterhånden.

Og så har jeg fået min egen hund. Rettere, jeg har fået lov at låne Prada eftersom de ikke er helt sikre på, om det er hende, der giver babyerne knopper. Men hun er skøn. Har aldrig været hundemenneske, men der er altså noget utroligt hyggeligt ved at have sådan et lille væsen til at hoppe og danse rundt om en, når man kommer hjem. Hun kommer ikke ind på mit soveværelse grundet de mystifistiske knopper, men hvor er det hårdt at høre hende pive og kradse på døren, når jeg lukker den om aftenen, eller når hun synes, det er blevet morgen.

Hun har været i storbyen nogle dage for at blive vaccineret og steriliseret. Omend hun stadig er glad for at se mig, er hun noget roligere i dag end hun plejer at være. Men det må jo også tage lidt på hende med sådan en operation.

Derudover er det ferie i denne uge. I går benyttede vi os af det til at tage nogle bolde og ketchere med ud at lege ved et nærliggende hotel. Super hyggelig tur.

At finde eller ikke finde vej

Den 15 personers bus har jeg vænnet mig til - jeg holder ovenikøbet utroligt meget af den. Det gælder ikke mindst, når der (som oftest) er lidt mere end 15 børn i den. Lørdag fik jeg så fornøjelsen af min første lange tur. Fem kvarter til Siguatepeque, hvor pigerne havde en balletopvisning. Vi kom selvfølgelig ikke afsted i god tid (det gør man generelt ikke, hvis 15+ piger skal klædes ud og have lagt makeup).

Ikke desto mindre; det lykkedes at komme ud i bussen, og jeg får spurgt Belkis på 19 om hun har adressen.

- Jeg har den beskrivelse Diana (balletlæreren) gav mig

Adresser er - ligesom vejbane og husnumre - en by i Rusland, så hernede er adresse og vejbeskrivelse samme ord

- Men du ved hvor indkøbscentret ligger, ikke?

- Overhovedet ikke.

- Men du kender byen?

- Slet ikke.

Det blev en absolut lige så spændende tur som I alle har forudset, det ville blive. Jeg er meget taknemmelig for, at de små faldt i søvn. Jeg fik lov at bruge hele syv kvarter på turen.

Måske skal jeg have læst op på honduranske færdselsregler... Jeg går jo bl.a. ud fra, at hvis der ikke står andet, må jeg gerne lave en U-vending. Belkis var knap så overbevist.

Hjemturen tog heldigvis kun de fem kvarter den burde. Ikke desto mindre er mørkekørsel i Honduras en historie for sig. De gør det ikke utroligt meget i reflekser eller lys på vejene (det besværliggør jagten efter vejbanen en del). De gør heller ikke altid så meget i det med at blænde ned for modkørende. Derudover er de utroligt glade for tåge, klippevægge, klippeskrænter samt fodgængere midt på vejbanen. Men selv det kan man vel vænne sig til.

P.S. Balletopvisningen gik fint. De små er utroligt nuttede mens de render forvirrede rundt på scenen i lyserøde skørter, de store er dygtige og elegante, og de fleste af dem gjorde faktisk et forsøg på ikke at blive væk fra mig i storcentret.

I have gone native

Den anden dag stod jeg med en dåse tomater i hånden - en lille smule frustreret over, at jeg hverken havde dåseåbner eller håndtag i låget. Overvejede ikke mere end nogle sekunder før jeg med sikre slag hamrede husets eneste kniv ned i dåsen igen og igen indtil jeg havde et stort nok hul til at få tomaterne ud ad. Jeg plejede ikke at bifalde pigernes (for)brug af skarpe knive. Kan et land ændre ens personlighed så meget eller har jeg undervurderet tomatcravingens magt?


Derudover kan jeg ikke lade være med at nyde mit køkken. Det er så lille og simpelt, men har (næsten alt) hvad man skal bruge til almindelig madlavning; to blus, en kniv (afhængigt af hvor længe den overlever), et par tallerkener, gafler og skeer, et skærebræt og en vask. En af de ting, jeg virkelig nyder er, når jeg får lavet noge tmad, der ligner det, jeg laver derhjemme.

Og så var det jo Giselles fødselsdag i går. Der er ikke meget. der er kærere end en firårigs fascination over at blive fejre ;-) Derudover har vi en tradition med at fødselaren tager en bid direkte fra kagen. Nogen kom måske til at puffe til Giselles hoved inden hun nåede dertil ;-)

Om hvordan man gebærder sig i køkørsel og hvordan donuts bør spises

Dette blev så ugen hvor jeg fik fornøjelsen af flere hundrede myrer spredt over en enkelt lille fod og den dans, jeg opfandt til lejligheden.

Det blev også ugen, hvor jeg som en rigtig honduraner, måtte rulle vinduet ned og med hånden vinke af bilen ved siden af for at give os plads i hans vejbane. Det virkede over al forventning. Allison har godt nok en teori om, at det evt. var det blonde flagrende hår, der fik bilen (der ellers var godt på vej til at overhale) til at hugge bremserne i. Selv er jeg selvfølgelig overbevist om, at jeg ganske enkelt har talent for det ;)

Paola har lavet en blomst/hat med et besøgende team. Bagved er vores kontor og døren til mit soveværelse

Pigerne er på sportslejr i denne uge. Det er kun daglejr, så de skal køres frem og tilbage hver dag. Det var meningen, at vi andre så skulle få ro til at noget noget mere i løbet af dagen, men det er sjovt som de 5 børn i alderen 1-3 år sagtens kan tage al opmærksom og energi helt selv, når de større børn er væk ;) I går havde Addison og Giselle på tre år ingen appetit til morgenmaden. Det viste sig, at de havde taget en æske med 12 donuts med ind på værelset og spist af dem alle. Alle de dele med glasur var væk, og den afbidte bund lå tilbage. Vi havde lidt svært ved ikke at grine af det.