De sidste uger har jeg brugt ordet ”hjem” i rigtig mange
sammenhænge. Jeg planlagde min tur ”hjem til Danmark”. Men i Danmark efter en dag på farten
skulle jeg ”hjem” til enten ven eller familie for at overnatte. Efter en uges
aktiviteter og fantastisk selskab med venner og familie, glædede jeg mig til at skulle "hjem" til mor et
par dage at slappe af. Efter anekdoter om begivenheder og kutymer ”hjemme”
måtte min samtalepartner altid opklarende spørge: ”Altså i Honduras?”
![]() |
I Ekkodalen med familie og venner |
Når min mor alligevel spørger, om jeg nogensinde er i tvivl
om hvorvidt jeg skal tilbage, må jeg også svare et stensikkert: ”Nej, jeg er
aldrig i tvivl”. Jeg ved, jeg hører til i Honduras – for nu i hvert fald. Om du
tror på en Gud der kalder mennesker til opgaver og steder, eller om du hellere
vil forklare det som menneskers uforklarlige drømme og længsler, er op til dig.
Jeg ved Honduras er mit hjem nu. I samme åndedrag må jeg takke alle jer, der i
disse uger har fyldt mig op med en kærlighed så dyb, uforståelig og
overstrømmende, at jeg har reserver at bruge af til måneder frem i tiden langt
langt væk fra modersmål, biologisk familie og stenstøtter af venner!
Jeg kunne ikke gøre det her uden jer. Tak!
Jeg kunne ikke gøre det her uden jer. Tak!