Om sand, vand, strand og øre

Day 1: det knirker i mine ører, når jeg gaber. Jeg tror det har noget at gøre med alt det sand, det lykkedes mig at få ind mens vi badede i går. Det til trods er en strandtur ikke at fornægte. En besøgende volontør har taget os med til stranden og vi nyder det i fulde drag!

Dag 2: det knirker stadig. Jeg har lidt en fornemmelse af, at der sidder en prop af sand. Det ville ikke bekymre mig så meget, hvis det ikke var fordi jeg skulle ud at flyve. Hvor ondt mon det gør med en fast prop i øret når man flyver?

Dag 3: Jeg tror sandkornene har lagt sig til rette ved en blodåre. Det knirker i mit øre i takt til mine pulsslag. Til gengæld har jeg fundet Allisons surfboard, og med de fantastiske bølger, vi fører os her, er det jo helt sjovt.

Dag 4: mellem surfing og almindeligt strandliv har jeg vist allerede fået det sol, jeg skulle, men jeg kan jo ikke bare sige til de skønne piger, der også har set det geniale i et surfboard, at de skal gå ind. Forøvrigt har Allison lært mig at bruge hydrogenperoxid til at rense propper i ørene ud.

Dag 5: hjemme igen og nyder roen. Der falder stadig sand ud af mine ører.

Dag 6: Lind strøm af sand. Men det kan jo kun være positivt. Brugte dagen i San Pedro Sula på at forny mit honduranske ID-kort. Havde dejligt selskab af Belkis, så det var ikke så skidt endda :)

Dag 7: stadig sand i mine ører men måske skulle jeg tage det som en chance for at skylle mine ører nogle flere gange. Jeg sætter trods alt stor pris på at hælde vand ud af ørerne.

Ting at være taknemmelig for

Hvis jeg havde sat fuglens liv lige så højt som mit eget, ville jeg nok have haft en meget dårlig dag. Som det er, sætter jeg utrolig stor pris på mine briller. Jeg ville være ked af hvis alt det glasstøv, som sidder og skærer min hud hver gang, jeg bevæger mig, var havnet i mine øjne. Men lige nu er det kun en af mange ting, jeg er taknemmelig over:

- at det ikke var et barn

- at det ikke var en ko eller andet, der kunne have gjort større ravage

- at jeg ikke har nogen piger i bilen

- at vi har forsikring på bilen og jeg i ro og mag kan sidde og vente på at blive samlet op

- at jeg lige har spist, så jeg bare kan nyde roen

- at jeg har både iPad og en god bog til a holde mig med selskab

Og det er selvfølgelig oven i alt det vidunderlige, jeg har at være taknemmelig for hver evig eneste morgen, men som vil tage alt for lang tid at remse op.

Så min eneste ærgrelse er, at den døde fugl STINKER i bilen til trods for at det er begrænset hvor meget, der kom ind ;)

Der var en gang, og for enden af den gang var der....

Da døren lukkede siger efter mig, var der intet andet end mørke. Med hænder og fødder følte jeg mig frem og fandt første trappetrin. Det andet fulgte lige efter. Trin for trin fandt jeg vejen op gennem mørke og røg. Efterhånden som mine øjne vænnede sig til mørket kunne jeg ane de sorte vægge omkring mig. Pludselig rører en krop på gulvet sig, og jeg må tage et skridt til den modsatte side (mens jeg desperat håber på, at jeg ikke træder på en anden dér). Aldrig har en trappe virket så lang. Endelig når jeg toppen og forsøger at huske hvilken vej gangen går der. I mørket og røgen, kan jeg intet se. Jeg beslutter at forsøge højre. I det jeg vender hovedet, står jeg ansigt til ansigt med et tohovedet spøgelse. Mit skrig fik det heldigvis til at fortrække, men hvem der så end var bag masken, må have fået sig et godt grin. Turen fortsatte gennem en labyrint af sorte gardiner, røg, mumier, spøgelser og gravsten. Logisk set må det have været en simpel labyrint, ikke desto mindre var det mig umuligt at finde vej ud af den. Til sidst gik mumierne helt op i hovedet på mig, og jeg begyndte at tro på, at de enten måtte være så trætte af mig eller have så ondt af mig, at de ganske enkelt og bogstaveligt puffede mig i den rigtige retning. Det til trods måtte en lille hvidmalet pige bag en gravsten alligevel pege den sidste retning ud for mig. Det er længe siden jeg har grinet så meget og har haft sådan en fest - og det var kun indgangen til festen. Havde jeg indset hvor gennemført alt var, ville jeg nok have prioriteret at tage et kamera med, men nu kan I ikke få andre billeder end det, jeres fantasi tillader jer.

Da nogen skulle hente en besøgende i lufthavnen lørdag formiddag volonterede jeg mig selv, hvis jeg så måtte tage afsted allerede fredag aften for at tage ud at danse. Det var den helt rigtige dag at tage ud at danse på. Alle havde taget koncept Halloween og udklædning helt seriøst og der var stemning, super flinke og åbne mennesker, lækker kage (som jeg virkelig ville ønske jeg kunne have vist jer et billede af: en meget gennemført ølspand med isterninger og en øl i. Jeg gættede ikke det var en kage før jeg fik det fortalt), gode snacks, gentlemen og gentledamer til at sikre sig, at jeg fik smagt det hele. Efter de sidste to latterligt hårde måneder, var en tur væk (og i sær så succesful en af slagsen) den helt rigtige medicin. Jeg føler mig for en gangs skyld klar til at det bliver mandag igen. Bliver nok nødt til at finde måder at komme ud at danse på i fremtiden også :-)