"Alt samvirker til gode for den, der elsker Gud" eller "Der er intet,der er så galt, at det ikke er godt for noget"

De sidste par dage har jeg glædet mig over:
- at geare ned mentalt og bruge dagene på manuelt arbejde som håndvask af alle mine bluser, alle mine bukser, alt undertøj og sokker, alle mine lagner, alle mine håndklæder samt min topmadras.
- at jeg for en gangs skyld får vasket alt mit tøj i rigtigt varmt vand
- at jeg har rindende vand
- at jeg har gasblus til at koge vandet
- at jeg ikke en eneste gang har spilt kogende vand på mine alt for nysgerrige og hoppende hunde
Og alt det bare på grund af en gang fnat, der skal vaskes ud af ALT med varmt vand. Bagsiden af medaljen har været, at jeg knap har sovet i tre nætter grundet stanken af den afskyelige creme, jeg har skullet smøre hele kroppen ind i hver aften. Til gengæld betyder det, at jeg fra i dag kan glæde mig over:
- at min person ikke stinker
- at kunne sove en hel nat igennem uden at vågne op af stanken af mig selv og mit sengetøj
- følelsen af rent og gennemkogt sengetøj
- at være midefri (ok - formentlig har jeg stadig masser af mindre irriterende mider, men stadig)

Hvor er der mange ting, jeg tager for givet i dagligdagen. Hvor er det godt at blive mindet om hvor velsignet jeg er! :-)

Apropos mine hunde; Allison tog dem til dyrlægen for at få deres vaccinationer, men som alle andre små børn, skal der altså en pris til når man skal have så mange sprøjter i sig. Så de kom til hundetrimmeren bagefter, og Prada kom hjem som hun ser ud den dag i dag. Hachi hev den første sløjfe ud i bilen og den næste ud i løbet af aftenen. Men hvor er de dog skønne!

Matematiksystemer og deres konsekvenser

Da jeg hentede Gaby fra skole, var hendes første kommentar: "Jeg har aldrig glædet mig så meget til fredag som i denne uge". Jeg må indrømme, at hun har haft nogle lange dage. Hun har været opsat på, at få en god start i sin nye skole. Lige netop i matematik, har det dog været en udfordring. Deres matematiksystem når ganske enkelt meget længere og meget hurtigere, end det system, vi har brugt Så der var en del, der skulle læres. Hendes skoledage er startet kl 7 hver dag, men hun har siddet med lektier indtil kl 9, 10 og 11 hver aften. Jeg har det meste af tiden siddet sammen med hende, og det er blevet nogle lange aftner, hvor vi begge er blevet trætte og har mistet tålmodigheden. Jeg må give hende, at hun er en optimist og holder facaden selv når hele hendes krop udstråler, at nu kan hun ikke mere. Jeg tror, det var godt, hun fik weekend.

I dag fik jeg denne skønne tallerken til frokost fra hende. Den kunne selvfølgelig godt se ud som en lettere utilfreds smiley, men med det ansigt hun havde på, da hun gav mig den, er jeg forholdsvis sikker på, at den er ment til at være glad. Hun er simpelthen skøn - og når forøvrigt rigtigt langt i matematik. Hvad man ikke kan, når man sætter sig for det er ikke meget. Ikke desto mindre håber jeg, at denne uge har været en springende start, så det ikke tager helt så mange kræfter at følge med i resten af semestret ;-)

Mon de kære små nu også har det godt nok?

Addison (4), Gisselle (5) og Gaby (16) er begyndt at gå i skole nede i byen. Mandag-tirsdag gik med at få dem indskrevet, finde bøger, købe skoleuniformer og diverse andre småting for at blive klar. Fredag morgen fik jeg lov at køre dem i skole. Det er sjældent, at Gisselle er så stille, som hun var, da hun med mig i hånden gik gennem skoven af elever af alle størrelser for at finde sit klasseværelse. Addison og Gaby lod det ikke skinne igennem, men Gaby fortalte, at hendes hjerte hamrede mens hun kiggede rundt og overvejede, om hun mon ville finde nogle venner overhovedet.

Jeg burde nok tage det lettere, men min mave knugede sig sammen, da jeg forlod dem og kørte hjem. Hvad nu, hvis de andre børn glemte at tage sig ekstra af dem? Hvad nu hvis læreren gjorde et stort nummer ud af et spørgsmål, de ikke kunne besvare? Hvad nu hvis deres madpakker skilte sig for meget ud? Jeg kunne slet ikke vente på at kunne hente dem igen og få at vide, om de var ok. Heldigvis var det en kort dag, og allerede kl 12 kunne jeg se deres glade ansigter vente på mig, da jeg endelig kunne komme tilbage og hente dem hjem i "sikkerhed". Gisselle var tydeligvis faldet så hurtigt på plads at læreren måtte bede mig om at tage en snak med hende om, at i skolen spiser man kun i frikvarteret og at man sætter sig på sin plads, når læreren siger det.

De er ikke engang mine børn, og jeg kan bekymre mig så meget om deres velfærd. Hvordan i alverden gør forældre til børn det? Man kan jo aldrig få et øjebliks ro, hvis man altid har enhver reel eller imaginær fare til at sætte hele nervesystemet i 5. gear. Men måske lærer selv jeg engang, at børn er hårdføre og ofte finder ud af tingene helt selv.

Lynkursus i yiddish

Jeg er blevet så klog denne uge.
- Jeg har fundet ud af hvordan rum og trapper i Maxwell Sheffields hus på mystisk vis ændrer lokation gennem serien "Alletiders barnepige".
- Jeg har lært adskillige yiddiske ord som tuchas, meshuggah og yenta.
- Jeg har google Ray Charles og fundet ud af, hvem han er og hvor meget af al den gode musik derude, der rent faktisk er hans.

Jeg medgiver gerne, at noget af den viden måske er mere brugbar en anden, men man må tage hvad man kan få, når man efter 8 dages diarré er løbet helt tør for energi og må erkende, at forsøg på arbejde er nyttesløst (tænk hvis man nu godtog det på 2. dagen i stedet for 7. dagen - så ville jeg have fået lavet ca. lige så meget arbejde og formentlig have være noget mere veludhvilet.... Oh well.)

Ikke desto mindre, hvis det er længe siden, I har set Alletiders barnepige, kan jeg kun anbefale at genbesøge klassikeren. Så underholdende!