Terasselyset virkede selvfølgelig ikke. Med så uregelmæssigt strøm, som vi har, går pærerne hurtigt. Jeg åbnede yderdøren uden at træde ind, rakte ligeledes ind for at tænde stuelyset, mens jeg selv blev udenfor døren. Den ene af pærerne i stuen virkede heldigvis. Gulvet var edderkoppefrit og jeg gik gennem stuen for at gentage seancen ved min værelsesdør. Jeg sukkede lidt over de fire store kakkerlakker, der kiggede på mig fra køkkenborde og gulve, men besluttede mig for, at min førsteprioritet, inden jeg drattede om, måtte være at få skiftet sengetøj. Mængden af gekkolort på min seng var et tydeligt bevis på, at de havde vænnet sig til at have værelset for sig selv.
De få øjeblikke i min seng inden min krop gav efter for søvnen gik med at håbe på, at gekkoerne havde opdaget mig og accepteret min generobring af madrassen. Det er godt nok en verden til forskel fra de godt isolerede huse i Danmark. Rene huse. Huse med alverdens gode oste indeni. Huse med ovne. Huse med julemiddagsrester i køleskabet...
Og det blev aften, og det blev morgen, første dag.
"BITAAAA!!!!!" råbte en kanon af piger.
Det er utroligt som Danmarks fordele fuldstændig blegner i blandingen af 25 pigekram, Kirby, som helt opgav sin morgenmad for at få sagt ordentlig hej (det kan tage lang tid når man kun er 1,5 år) og Ruth, som meddelte, at der lå vegetariske tamales (Honduransk julemad) i fryseren til mig. Oven i det hele fik jeg en hulahopring af Allison i julegave (en ting, som jeg måske bliver nødt til at hævne. Dagen derpå gør det jo ondt hele vejen op og ned ad maven hver gang jeg forsøger at bruge en mavemuskel).
Så ved man, at man alligevel er hjemme her. Tænk at have så skønne mennesker at være sammen med på begge sider af kloden.
Forøvrigt faldt jeg over en meget spændende artikel på vej hjem til Honduras om happiness vs. meaningfulness: http://www.businessinsider.com/a-lesson-about-happiness-from-a-holocaust-survivor-2014-10
