søndag den 28. december 2014

Året med de fire jul

Det er slet ikke så dumt at fejre jul med både honduranere, amerikanere, kiwier og danskere. Hele d. 24. gik med at lave kalkun, brune kartofler og rødkål til den danske middag. Samtidig lavede pigerne den honduranske julemad, tamales (majsdej med ris, grøntsager og evt. kød pakket ind i et palmeblad og kogt). D. 25. Lavede Allison amerikansk julemiddag mens Conor lavede en New Zealandsk julebarbecue. Det var slet ikke dumt. Desværre har Fendi gjort en vane ud af at åbne mit køleskab og spise alle spændende rester. I nat drak hundene oven i købet al min mælk. Jeg tror det er på tide, Fendi kommer hjem...

Ellers har vi leget dansk pakkeleg juleaften. Eftersom ingen af pigerne havde prøvet det før, gik alle ind i det med krop og sjæl. Det er muligt, vi kan blive nødt til at lave det til en tradition. Vi havde lavet ekstra regler til at sikre, at alle endte med mindst en pakke, men det undgik ikke, at Giselle alligevel blev skuffet over kun at få en. Til gengæld var hun også den allermest begejstrede over alle gaverne julemorgen. Hele hendes krop var spændt til det yderste og øjeblikke måtte jeg overveje, om hun huskede at trække vejret ;) Jul skulle altid holdes med børn i alle aldre!!

Må I alle have en fortsat skøn jul og et fantastisk nytår!

fredag den 19. december 2014

Der er intet som familie og gode venner

Den sidste uge har stået i Randi'ens tegn. Min skønne veninde Randi ankom i søndags med godt humør, snakke- og hyggelyst samt rødkål, grødris, glöggmix og et væld af chokolade, lakrids og en lækker pose speltmel. Efter at have hjulpet pigerne med at flytte ind i skolen og volontørhuset mandag, have boet sammen med dem mandag-fredag og planlagt/gennemført udflugter og juleindkøb for dem alt imens, er jeg overrasket over, at hun stadig står på benene, men sej er hun jo. Jeg var selv ved at blive skør af det, men så meget desto mere fantastisk blev fredag aften, da vi endelig havde fået dem hjem i deres eget hus (under spritnyt tag) og havde ro nok til at spise et måltid ved et bord og vende verdenssituationen. Der er noget så dejligt ved folk, der kender en ud og ind og stadig holder af en.

Resten af ugen har nu også haft sine højdepunkter. Fik set Copan ruiner tirsdag (med Randi og alle piger på 7+), fik min 5-årige opholdstilladelse på plads onsdag, og var på juleshopping med pigerne i dag. Og så har jeg jo haft fornøjelsen af pigernes selskab, smil, rod, leg og kram 24 timer i døgnet hele ugen.

lørdag den 13. december 2014

Småkager og kagehuse

Og det blev så natten hvor mine hunde åbnede køleskabet, væltede gryden med svenske chokoladebrød ud og spiste dem alle. Jeg havde lavet en temmelig stor portion til at dele ud til vores naboer, det må vel gøres om. og så kan jeg ikke forestille mig andet end at hundene har dårlig mave nu...

Derudover har det været ugen med en skøn skoleafslutning med varm kakao, kagehuse, løb og
julefilm blandt andre ting. Det var også ugen
med en skøn danseopvisning i form a pigernes afslutningsdans: "Nøddeknækkeren" De gjorde det så fint, men de er jo bare skønne ;)

Ellers er jeg nået til at glæde mig til en ferie. Det var en helt ubeskriveligt skøn fornemmelse her til morgen at vågne op alene i værelset og i huset. Det varede selvfølgelig kun indtil mine hunde gav mig et mere realistisk syn på verden, men stadig ;)