Det er utroligt, så hurtigt noget bliver til hverdag. Folk taler spansk alle vejne, kolde bade, nyt arbejde, pool i haven (ok, den blev først renset til i går, så det er stadig nyt og spændende), at gå uden strøm og internet. Men alting har jo sine fordele. Hvor tit får man lov at sidde med et glas vin på terassen i bælgravende mørke og nyde ildfluerne i deres fulde kapacitet? Og hvordan finder man ellers ud af, at en iPads er allermest uundværlig, når det er eneste lys ved toiletbesøg?

Derudover er min store udfordring for tiden at indstille mig på Soddy Daisy-engelsk. Det er ikke helt det samme som det britiske, jeg plejer at bruge. Måske burde jeg se Forrest Gump eller lign. i stedet for Doctor Who, men det må vist komme senere ;-)

Hvis I har lyst til at se, hvad jeg ellers laver, prøv at se EFP's blog. Den bliver updateret ugentligt (og det vill denne også være blevet hvis vi havde haft net ;-))

Pocahontas reborn

I really think I am the new Pocahontas, I am so in touch with nature. I have got a bunch of new friends:

- my cooking partners, the ants (who btw come in very different sizes and colors).

- my shower friend, the cockroach 

- my nightly visitor, the gecko

- and then last night, I got three new drinking buddies in the sweet banana flies who were as desperate for my white wine as I was.

It is really amazing never having to feel lonely - it is so great to know that they always will be there for me.

I can't quite remember though, whether Pocahontas really did spent all of her working hours in front of a screen typing bio on each girl for their new website...

At leve på honduransk kap. 1

Kan jeg give dem ekstrastærke sovepiller? Eller bør jeg udlevere ørepropper og parfumeskjold?
Måske ville det eneste høflige være slet ikke at spise? Hvad er god toiletetikette i Honduras?

Der kommer altså en lille krølle på almindelig høflighed, når man  bor i et ægte honduransk hus med et simpelt gardin mellem toilettet og bofællers værelse. Men som dannet europæer er mine toiletbesøg selvfølgelig diskrete og ladylike - ikke mindst mens min mave forsøger at vænne sig til honduransk kost. :P

Derudover blev jeg i går interviewet til den infovideo, vores besøgende team er ved at lave om EFP (er selvfølgelig meget spændt på, om der er noget som helst af min forvirrede plapren, der er brugbar). I samme forbindelse fik jeg titlen "Director of Communications" og fik første ud af to lektioner i sociale medier af en, som ved lidt mere om det end jeg gør. Begynder jo helt at glæde mig :)

4 bønnemåltider senere

Hvorfor skulle der ikke staa en tiger midt paa gaden i landsbyen?

Efter 4 bønnemåltider, 2 kolde bade, et ukendt antal myggestik og 2 overnatninger med en blæser pegende direkte på min seng, er jeg ved at falde på plads - jeg bliver oven i købet bedre og bedre til at smide mit toiletpapir i spanden ved siden af toilettet efter brug. :P

Karen (medarbejder paa EFP) med boernehjemmets abe

Jeg bor nu nede i volontørhuset sammen med to honduranske lærere, som bor for langt væk til at kunne pendle. Der er noget utroligt hyggeligt ved at bo lokalt. Bo i et hus, der er lige så simpelt som et typisk honduransk (omend vores dog har den luksus både at have blæsere, gaskomfur og køleskab) samt at gå et par huse ned ad gaden for at købe æg og brød til morgenmaden i det nærmeste pulperia.

Derudover er dagene gået med at filme. Vi har tre gæster på besøg til at lave en lille informationsfilm om EFP. Den ene har sit eget filmselskab. Han har en drone med kamera, som bruges til optagelser ovenfra. I går på et børnehjemsbesøg, blev det dog lige så meget brugt som underholdning for børnene, der havde en fest med at prøve at fange det. Vi andre nød næsten lige så meget at iagtage legen. Samme børnehjem har en fritløbende abe, som I sig selv er et tilløbsstykke.

Breakfast at Heathrow

Så er jeg på vej igen. Sidder over morgenmaden i Heathrow og prøver at forstå, at det ikke kun er en lille ferie jeg er på.

Primært sidder jeg dog med en overvældende oplevelse af venner og families kærlighed og omsorg. Mens jeg har været hjemløs og halvstresset har alle været utroligt hjælpsomme og overbærende.
Mange tak!

Og mange mange tak til alle jer, som kom og gjorde mine sidste par dage så dejlige og gav mig mulighed for at se jer en sidste gang. Jeg kan ikke rigtig fatte at jeg er heldig nok til at have jer!

Håber I får en dejlig sommer og glæder mig til at se jer igen enten i Danmark eller Honduras.