Det spørgsmål får jeg jævnligt, men omend Eternal Family Project (EFP) teoretisk set er et børnehjem, er det væsensforskelligt fra andre børnehjem.
Allison, som startede familien i 2004, havde i to år været volontør på børnehjemmet Emmanuel (hvor jeg selv var efter gymnasiet). Det er dejligt at se et børnehjem give mad, tøj, husly og skolegang til gadebørn. Men uden netværk og mulighed for uddannelse ryger de som 18-årige alt for nemt direkte i bander, fængsel eller prostitition (hvis de da overlever det hårde liv på gaden).
"Breaking the cycle of poverty through the power of a forever familiy"
Allison tog som 23-årig konsekvensen og startede Eternal Family Project. Hendes vision lyder: "Breaking the cycle of poverty through the power of a forever familiy". Hun kunne ikke udholde at se de unge mennesker, hun elskede, ende på gaden igen og ønskede derfor at skabe en varig familie; et hjem de ikke blev smidt ud fra og som støttede dem gennem en fuld uddannelse, så de fik en reel chance som voksne. Og det må man sige er lykkedes hende.
Hun har skabt en familiestruktur, der gør, at hendes piger har en ro og tryghed, som jeg ikke ser på andre børnehjem i Honduras. Hun har en familie hvor de ældre piger, der studerer i storbyen, kommer hjem og maler negle på, vasker lus på og hygger om deres små søstre i weekenden. Det er også de ældre piger jeg får mine nyheder fra, fordi de som en selvfølgelighed konstant lægger billeder af deres små søstre på facebook.
Alt dette gør, at det for mig er værd at bruge tid og kræfter på familien. Men det er også derfor, det sidder helt forkert på mig at kalde denne familie for et børnehjem.